Benjamin Georg Sporon: Forskelle mellem versioner

Sporon er utvivlsomt på et tidligt tidspunkt blevet bekendt med Høegh-Guldberg, hvem hans åndsretning og hele dannelse måtte tiltale, og på hans anbefaling blev han [[1771]] ansat som [[hovmester]] for dronning [[Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel|Juliane Maries]] og [[arveprins Frederik]]s [[page]]r, fra hvilken stilling han [[1773]], også ved Guldbergs indflydelse, rykkede op til den ulige mere ansvarsfulde som informator for kronprins Frederik; samtidig fik han titel af [[professor]], senere ([[1778]]) af [[etatsråd]]. Sporon havde adskillige egenskaber, der kvalificerede ham til dette hverv: grundige kundskaber i flere videnskaber, sædelig alvor og pligtfølelse; han tog sig heller ikke arbejdet let, og til brug ved undervisningen udarbejdede han både en verdenshistorie og en danmarkshistorie samt en lærebog i den kristelige religions hovedlærdomme, der [[1779]] blev trykt alene til kronprinsens brug og [[1780]] indførtes i skolerne. Sporon var dertil, ligesom Guldberg, bunddansk. Alligevel gjorde han ikke ganske fyldest; hans væsen havde, hvad selv hans venner måtte indrømme, noget frastødende ved sig, han var pedantisk i sit foredrag, hans tale var heller ikke altid, som den skulle være, og han formåede ikke at vinde prinsens fortrolighed eller hengivenhed. Men Guldbergs og hans partis tillid vandt han mere og mere, og da kronprinsen [[4. april]] [[1784]] blev konfirmeret, havde de rådende sørget for Sporons fremtid på bedste måde, idet han blev udnævnt til [[kabinetssekretær]] hos prinsen såvel som til gehejmekabinetssekretær og chatolkasserer hos [[Christian 7.|kongen]] med [[konferensråd]]s titel.

I dansk sprogvidenskab har Benjamin Georg Sporon sat sig et varigt mindesmærke i sin [[synonym]]ik. Den udkom stykkevis, til dels i flere oplag, i tidsrummet [[1775]]-[[1792|92]] under titlen: ''Enstydige danske Ords Bemærkelse, oplyst ved Betragtninger og Exempler''. En ny udgave besørgedes af [[Ludvig Heiberg]] [[1807]]. Sporons synonymik er et smukt og dygtigt førstehåndsværk, der vidner såvel om smag og takt som om flid og skarpsindighed. Navnlig vidner den dog om forfatterens sunde og ædruelige syn på sproget. Han overgås heri ikke af nogen. Ikke blot for at beskrive det danske sprog, men også for at gavne det udgav han sine forsøg. Han så i det fra fædrene nedarvede sprog en national Helligdom, der ved omhu og pleje skulle beriges og forskønnes og ved uforstand og forsømmelighed kunne forkvakles og lægges øde. Men han anså ikke alle sin samtids forsøg på forandringer for at være forbedringer. Forandringer, der bundede i vilkårlighed ("digtede Bemærkelser"), var ham imod, og nye påfund betragtede han som særheder. Som regel og rettesnor anerkendte han kun gammel hævd eller almindelig brug. ''"Talebrug er ikke nogle sære Menneskers Egensindighed, ej heller nogle spidsfindige Filosofers eller forvildede Poeters vovede Brug af Ord og Talemaader: den Brug er det, som Mængden gjør deraf, den Mængde, som Tingen, der skal betegnes, hører til."'' Sporons synonymik har udøvet en ikke ringe indflydelse, og den er den dag i dag forbavsende lidt forældet.

Han blev gift [[3. juni]] [[1778]] i [[Helligåndskirken (Københavns Kommune)|Helligåndskirken]] med Beate Albertine Koefoed (12. maj 1755 i [[København]] -– 22. september 1843 i [[Korsør]]), datter af konferensråd [[Hans Hansen Koefoed]].