Forskel mellem versioner af "Cembalo"

30 bytes tilføjet ,  for 8 år siden
m
Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery>; kosmetiske ændringer
m (r2.7.2) (Robot ændrer zh:大鍵琴)
m (Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery>; kosmetiske ændringer)
Et '''cembalo''' er et [[musikinstrument]], som vha. et [[klaviatur]] sætter strenge i bevægelse ved at knipse dem.
 
Cembaloet var et almindeligt [[tasteinstrument]] i [[16. århundrede|16.]] til [[18. århundrede]], og anvendes i dag hovedsageligt ved fremførelse af [[renæssancemusik|renæssance-]] og [[barokmusik]]. Desuden er der i det 20. årh. skrevet en del kompositioner for instrumentet, ligesom det anvendes i andre musikgenrer og forefindes - som klang - på elklaverer og synthesizere.
 
I modsætning til et [[klaver]] er et cembalo ikke anslagsfølsomt, da strengene ikke anslås med en [[filt]]beklædt hammer, men ''knipses'' med plektre af fjer. Klangen varieres i stedet som følge af cembalistens artikulation og valg af et eller flere strengesæt ("[[register|registre]]"). Det moderne [[klaver]] anses generelt for en viderudvikling af cembaloet, men det er nok fejlagtigt da de to instrumenter eksisterede side om side fra 1720 til omkring 1800, hvor musikken gradvist havde ændret sig i klaverets favør.
== Cembalofamilien ==
[[Fil:Clavecin brisé.jpg|thumb|''clavecin brisé'' (sammenfoldeligt cembalo). Jean Marius, Frankrig 18. årh. (Musée de la Musique, Paris)]]
Cembalofamilien består af instrumenterne [[spinet]], [[virginal]], [[virginal|muselar]], [[clavicyterium]] og cembalo. De har alle samme mekanik, baseret på [[springer]]en, men varierer i størrelse og kompleksitet. Spinet, muselar og virginal er sædvanligvis små instrumenter, med kun ét [[register]] og ét [[klaviatur|manual]]. Et cembalo har som oftest flere 2 el. 3 registre og kan også have to manualer. På spinet, muselar og virginal er strengene anbragt på tværs af tangenterne, mens de på et cembalo går på langs. Spinettets, muselarets og virginalets kompakte størrelse og lave vægt gjorde dem til husinstrumenter, mens cembaloet anvendtes både hjemme og til [[koncert (begivenhed)|koncertkoncerter]]er i større rum. Et clavicyterium er navnet på det forholdsvis sjældne opretstående cembalo. Ydermere findes instrumenter som ''clavecin brisé'' (sammenfoldigt cembalo), [[claviorganum]] (sammenbygget cembalo og orgel), [[lautenwerk]] (cembalo med tarmstrenge) og sammenbygning af [[hammerklaver]] og cembalo.
 
== Mekanik ==
{{Uddybende|Springer}}
Cembalofamiliens instrumenter anvender alle ''[[springer]]en'' til frembringelse af den særlige klang. Springeren er et stykke træ (ca 15mm x 3mm x 10–15&nbsp;cm), hvor på der i en lille sprække sidder et [[plektrum]]. Springerne er anbragt lodret bagest på hver tangent. Når tangenten trykkes ned vil springeren hæves og plektret vil knipse strengen som bringes i svingninger. Strengens svingninger overføres via ''steget'', og sætter hele [[klangbund]]en i svingninger, således at klangen forstærkes - samme princip som på en guitar. Når tangenten slippes kan plektret passere forbi strengen, da den er monteret på en lille vippe, som holdes på plads af en fjeder. På springeren sidder også et lille stykke filt som dæmper strengen, når tangenten ikke er trykket ned.
Denne simple præcisionsmekanisme er formodentlig udviklet tidligt sidst i [[1400-tallet]] og har ikke ændret sig siden. Springeren er sædvanligvis lavet af en hård træsort som er stabil (oftest [[pære]]træ). Til den lille vippe "tungen" anvendes træsorter, som kan holde plektret og akslen uden at revne, ofte [[kristtjørn]]. Til fjederen anvendes ofte en svinebørste eller et tyndt stykke messing. Plektret (ca. 8mm langt og 1-2mm bredt og 0,4-0,5mm tykt ved roden) kan skæres af fjer fra [[ravn]] (eller andre større fugle som [[grib]] eller [[kalkun]]) eller plastmaterialer som delrin og celcon, der i dag er mest almindeligt. For at plektrene giver den bedst mulige klang og for at de ikke hænger fast i strengene skal de skæres meget omhyggeligt og tyndes ud mod spidsen. Denne proces kaldes ''[[intonation]].''
 
 
=== Toneomfang og manualer ===
[[ambitus|Toneomfanget]] er gradvist blevet udbygget fra rennæssancen til barokken. Derfor har cembaloets [[klaviatur]] ikke fast toneomfang, men afhænger af det enkelte instrument og det tidsrum og sted det blev bygget. Typisk toneomfang i rennæsancen var C-c<sup>3</sup> (49 toner - ofte med [[kort oktav]] eller [[brudt oktav]]). Senere finder vi omfang som C-d<sup>3</sup>, G<sub>1</sub>-c<sup>3</sup> kulminerende med F<sub>1</sub>-f<sup>3</sup> (61 toner) i det 18. årh. Musikken af fx [[J.S. Bach]] holder sig indenfor toneomfanget G<sub>1</sub>-d<sup>3</sup> (56 toner), mens [[Domenico Scarlatti]] kræver F<sub>1</sub>-g<sup>3</sup> (63 toner).
 
Tastaturets udseende, størrelse og udlæg har ændret sig gennem tiden. Se under [[klaviatur]].
 
=== Fingrenes bevægelse ===
''Håndledet og fingerene skal altid være afslappede. Fingrene skal alene bevæges fra, hvor de sidder på hånden - bevægelserne skal ikke være store, hvis små kan gøre det.'' [[Jean-Phillippe Rameau]], 1725.
 
''Bevægelsen af J.S. Bach's fingre var så lille, at det næsten ikke kunne ses. Kun det øverste led bevægede sig. Hans hånd beholdte sin afrundede form, også i det mest krævende passager'' [[Forkel]], 1802.
 
== Bygningshistorie ==
Cembaloet antages at være udviklet i [[middelalder]]en. På samme måde som at en [[fløjte]] mekaniseredes til et lille [[orgel]] ("portativ" el. "organetto") i middelalderen, kan man forestille sig en mekanisering af en harpe. [[Drejelire]]n er et andet eksempel på middelalderlig anvendelse af [[tast]]er på et strengeinstrument. Fordelen ved mekanisering er muligheden for at spille flere samtidige toner, men det kræver et større instrument og en kompliceret mekanik. Der findes et manuskript ([[Arnoult van Zwolle]], ca 1450) som afbilder mekanikken i et middelalderligt cembalo. Af forskellige overleverede rester tyder det på, at de tidligste instrumenter var opretstående (kaldet ''clavicyterium'') ligesom harpen. Clavicyteriet kræver dog en fjedermekanisme for at få springerne til at returnere - dette har muligvis gjort at instrumentet blev lagt ned, således at tyngdekraften kunne gøre dette arbejde. De ældste kendte instrumenter er fra 15. årh. og generelt korte instrumenter med tykke sider og anvendende en mere kompliceret mekanik end senere. De ældste overleverede instrumenter er næsten alle fra Italien fra starten af det 16. årh. De havde ét manual, et sæt strenge og en kasse bygget af forholdsvis tyndt træ. Der har været bygget cembaloinstrumenter i alle vesteuropæiske lande, men de har udviklet sig i forskellig retning og har forskellig konstruktion, bestrengning, dekoration og klangideal. De vigtigste regionale skoler er: Italien, Iberiske halvø, Flandern, Frankrig, England samt nordtyskland/skandinavien og sydtyskland.
 
=== Italien ===
[[Fil:Klavecimbel-it.jpg|thumb|Italiensk cembalo af Pietro Faby, Bologna 1677 (Musée de la Musique, Paris)]]De italienske cembaloer varierer i bygningstradition fra egn til egn. Generelt har de i renæssancen tynde kasser (ca. 4mm) uden låg. De har enten et enkelt 8' register eller 8' og 4' og det var muligt at skifte register. Klaviaturomfanget var ofte C/E-c<sup>3</sup> eller C/E-f<sup>3</sup> (hvor C/E betegner "[[kort oktav]]" i bassen). Generelt anvendtes lang mensur og jernstrenge. Kassen var ofte ikke bemalet, men forsynet med byggerens karakteristiske træprofiler. Da instrumentet var skrøbeligt anbragtes det i en kraftigere ydre kasse, som også kunne bære et låg. Samtlige eller næsten samtlige italienske renæssanceinstrumenter har været bygget om i barokken eller udsat for en tvivlsom restaurering senere, hvorfor det i dag ofte er vanskeligt at finde frem til instrumentets originale design.
I barokken ombygges de fleste italienske cembaloer til to 8' registre - dvs. stegen til 4' fjernedes og 8'-stegen forsynedes med et ekstra sæt strenge. Samtidig ændredes bestrengningen til messing, som kræver en relativ kort mensur. Dermed ændredes klaviaturomfanget til det dybere G<sub>1</sub>-c<sup>3</sup> (el. lign.) Årsagen til ombygningen skal formentlig findes i skiftende musikalsk smag: man ønskede instrumenter som var kraftigere og dermed bedre til continuospil. En del af barokkens instrumenter byggedes som "false inner-outer", dvs. med en kasse af tykt træ (ca 12mm) som var bygget, så det lignede et tyndt instrument i en ydre kasse. Bemærkelsesværdige italienske cembalobyggere er Zenti, Ridolfi, og Giusti (Rom 17. årh.), Pisaurensis og Baffo (Venedig, 16. årh.), Migliai (Firenze, 17. årh.), Guarracino (Napoli, 17. årh.) og Grimaldi (omkring 1700).
{{clear}}
 
=== Frankrig ===
[[Fil:Carmontelle - Mlle Desgots.jpg|thumb|left|Mademoiselle Desgots med sin negertjener Laurent, Carmontelle 1766 (Musée Carnavalet, Paris)]]
Fransk cembalobygning i den tidlige barok (før 1700) har kun efterladt få, men meget spændende instrumenter. Tilsyneladende er de inspirerede af både italiensk og flamsk eller midteuropæisk cembalobygning, men franskmændene forsyner - formodentlig som de første - instrumenterne med to ens manualer og indfører skydekoblingen, der muliggør at spille alle registre fra nederste manual. Kassens konstruktion er en blanding af flamske og italienske elementer. Instrumenterne var kostbart dekorerede (i modsætning til Ruckers' simple papir og marmorering), med anvendelse af de fineste teknikker fra møbelkunsten i det 17. årh., herunder både intarsia og kineserier. Byggere som [[Vincent Tibaud]] og [[Jean-Antoine Vaudry]] er blandt dem, hvis instrumenter findes i dag.
Den store import af Ruckers' instrumenter fra Flanderen satte præg på fransk cembalobygning i 1700-tallet. Ruckers instrumenterne blev utidsvarende musikalsk og udstyrsmæssigt set, men stadig højt værdsatte for deres klang. [[Fil:Musee-de-la-musique-5.jpg|thumb|Cembalo af Joseph Colesse, Lyon 1775-77 (Musée de la Musique, Paris)]]Dette medførte en hel industri af ombygninger ("ravelement"). Små instrumenter udbyggedes til store tomanuals instrumenter. Byggere som [[Pascal Taskin]] og [[Jean Claude Goujon]] har tilsyneladende efterladt flere ombyggede end nybyggede instrumenter. Dette førte også til en større produktion af forfalskede [[Ruckers]]-instrumenter, da de allerede i samtiden indbragte flere penge, end de bedste nybyggede instrumenter. Det franske tomanuals cembalo med fuldt omfang (F1-f3 / 61 taster) er allerede kendt fra 1710, bygget af Donzelague i Lyon. Men franskmændene fortsatte med at eksperimentere med cembaloets muligheder. Man har således anvendt plektre af bisonlæder for at give en mindre overtonerig klang på hovedregistret eller som en særlig ekstra række af springere (peau de buffle). Pascal Taskin udviklede i 1770'erne et system af knækobler, som muliggjorde hurtige registerskift med knæene - endda samtidig med at man spillede. På denne måde kunne man lave et glidende crescendo. De sidste franske cembaloer blev bygget i 1790'erne, oftest med omfanget E1-f3 / 62 taster. Af andre bemærkelsesværdige byggere skal nævnes Blanchet (Taskin's læremester) samt Henri Hemsch.
 
=== Tyskland ===
Tysk cembalobygning er en blanding af flere forskellige stilarter. Der findes eksempler på instrumenter som ligner italiensk cembalobyggeri på flere måder, bl.a. instrumentet af Hans Müller (16??). Overleverede instrumenter viser tydeligt 3 forskellige skoler: nordtysk, midttysk og sydtysk. De nordtyske insrtumenter er især kendt fra byggerne J.A. Hass, Hieronymus Albrect Hass og Christian Zell. Det er store jernbestrengede insrtumenter, i flere tilfælde med usædvanlige registerkombinationer: 3 x 8' + 1 x 4' (H.A. Hass 1723), 2 x 8', 1 x 4', 1 x 16' (H.A. Hass 1734, Conservatoire Bruxelles) og 2 x 8', 1 x 4', 1 x 16', 1x 2' (H.A. Hass 1740, Privatejet). Sidstnævnte er vist også det eneste historiske 3-manuals cembalo - se video med dette instrument under "eksterne links". Det nordtyske klaviaturomfang var typisk C-d3 el. F1-c3 indtil ca. 1730, hvorefter det udvidedes til F1-f3. Instrumenterne kendes ofte på at kassen buer i enden og at de er dekorede med kineserier og malet skildpadde, ligesom der til tastaturene er flere eksempler på anvendelsen af skildpadde til undertangenterne.
[[Fil:Edeldame am Cembalo.jpg|thumb|left|Dame spiller cembalo, tysk, anonym 18. årh. Instrumentet minder om arbejde af Mietke el. Zell]]
Midttyske instrumenter er kendt fra instrumentbyggeren Michael Mietke, hvis navn er knyttet til [[Johann Sebastian Bach]], da han af sin fyrste blev sendt til Berlin for at hente et instrument af Michael Mietke. Et signeret etmanuals instrument af Michael Mietke findes i dag på Hälsinglands Museum (Sverige). Det har omfanget G1-c3, kassen har buet ende og der anvendes messingbestrengning (som ellers hovedsagligt er kendt fra italienske barokinstrumenter). På [[Schloss Charlottenburg]] i Berlin findes ligeledes to usignerede instrumenter af Michael Mietke. Desværre har de været kraftigt ombyggede og den originale bestrengning lader sig ikke rekonstruere. Fejlagtigt restaurering af det ene instrument var årsagen til det moderne tyske cembalos (uhistoriske) anvendelse af 16'-registret og placeringen af 4'-registret på øverste manual. Instrumentet er i øvrigt et fint eksempel på tidligt tysk lakarbejde.
 
== Genopdagelse ==
Med den gradvise ændring af den musikalske smag sidst i det 18. årh. blev der ikke længere brug for cembaloet. Det første instrument med hammermekanik blev bygget af den italienske cembalobygger Cristofori allerede i 1720. Det sidste cembalo blev bygget i England kort efter 1800. Herefter uddøde cembalobyggetraditionen fuldstændigt. Ved stigende interesse for historie og arkæologi begyndte man sidst i det 19. århundrede igen at opføre renæssance- og barokmusik og fik dermed brug for cembaloet. En af foregangsmændene var den franske pianist Louis-Joseph Diémer (1843-1919) som vistnok spillede den "første" offentlige koncert på cembalo i 1888. Her anvendte han et historisk instrument bygget af Pascal Taskin, Paris 1769 - i dag på Raymond Russel Collection, Edinburgh. I forbindelse med verdensudstillingen i Paris, 1889 fremvistes 3 nybyggede cembaloer af klaverfabrikanterne Louis Tomassini, Erard og Pleyel. Disse var delvist baseret på studier af historiske franske instrumenter, men der udvikledes hurtigt en moderne form for cembaloinstrument, som var baseret på alle de erfaringer man havde fra klaverproduktion. [[Fil:Harpsichord 1980.JPG|thumb|Et moderne cembalo i klaverstil af Sperrhake, 1980]]Designet af det "moderne" cembalo indebar: kraftigere bestrengning og deraf tung konstruktion med tykke sider og jernramme, pedaler til hurtige registerskift, 16' register, talrige reguleringsskruer, ingen bund, fineret kasse og et klangideal plus en spillemåde som oftest lå langt fra det historiske instrument. Disse instrumenter opnåede popularitet og blev bygget af en lang række byggere bl.a.: Neupert, Maendler, Wittmeyer, Sperrhake, Merzdorf, Lindholm og Sassmann (Tyskland), Pleyel og Gaveau (Frankrig), Arnold Dolmetsch og Goble (England), John Challis og Eric Herz (USA) og Jørgen Bengaard (Danmark). Til disse instrumenter er der skrevet en del musik i det 20 årh., bl.a. af [[Francis Poulenc]] og [[Manuel de Falla]]. Cembalisten [[Wanda Landowska]] spillede på Pleyel-instrumenter og var med til at genopdage cembaloet, bl.a. med den første indspilning af [[Johann Sebastian Bach]]'s [[Goldbergvariationer]] i [[1931]]. Nogle af det moderne cembalos muligheder og dets klangideal kan høres her: [[Media:Adriano Banchieri - The Battle.ogg|Sylvia Kind (1908-2002) spiller Banchieri]]. Bemærk de hyppige registerskift, som styredes ved hjælp af pedaler.
Disse instrumenter betragtedes dog af et stigende antal cembalister som utilstrækkelige til fremførelse af tidlig musik bl.a. på grund af: klangideal, volumen (de var generelt for svage og måtte ofte forstærkes elektrisk), disposition (de havde ofte en 16' + 8' på nederste manual og 8' + 4' på øverste manual, hvilket gav mange registerskift og en "mudret" klang på nederste manual) og vedligeholdelse (de anvendte mange specialdele og var komplicerede at stemme og vedligeholde). Dette førte til at byggere som Frank Hubbard og William Dowd i USA og Martin Skowroneck i Tyskland begyndte alene at bygge instrumenter baseret på historiske forbilleder. Denne bevægelse startede i 1950'erne og har i dag helt fortrængt det "moderne" cembalo baseret på klaverbygning.
Kvaliteten af instrumentbygningen er steget i takt med forståelsen af de historiske instrumenter, samtidig med at der skulle opbygges en helt ny håndværkstradition. De nye instrumenter har til stadighed nærmet sig de historiske forbilleder også hvad angår dekoration. Således dekoreres mange instrumenter i dag med renæssance- og barokdekorationer.
 
[[Fil:Clavecin flamand.png|thumb|Et moderne historisk cembalo af flamsk type]]
Moderne cembaloer bygges nu næsten udelukkende med historiske forbilleder for øje. Dette sker typisk med en tilpasning af originalinstrumenters ofte utilstrækkelige omfang. Således bygges de fleste moderne instrumenter i en historisk stil, men ikke som egentlige kopier. Cembalister forventer stort omfang og transponering samtidig med at instrumentet skal være pålideligt. Faktorer som kræver store kompromiser, og som ikke findes i historiske instrumenter. Et godt eksempel på et moderne populært cembalo er et cembalo som benævnes af "flamsk type" som det instrumentet vist på billedet. Dekorationsmæssigt ligner det indvendigt et Ruckers-instrument (flamsk 17.årh.), men det har 2 x 8', transponering og et udvidet senere type tastatur (og dermed en udvidet kasse). Instrumentet er altså aldeles uhistorisk, men opfylder den moderne cembalists krav på fortrinlig vis. Senest - efter 2000 - har der dog vist sig en fornyet interesse for mere historiske instrumenter, hvor kompromiserne er færre.
 
== Eksterne henvisninger ==
* Dorthe Falcon Møller: ''Danske Instrumentbyggere 1770-1850'', GAD, København 1983.
* Claude Mericier-Ythier: ''Les Clavecins'', Éditions Vecteurs, Paris 1990.
* Martin Skowroneck: ''Cembalobau - Erfahrungen und Erkenntnisse aus Werkstattpraxis'', Edition Bochinsky, Bergkirchen 2003.
 
== Andre artikler om cembalorelaterede emner ==
242.701

redigeringer