Dagmarteatret: Forskelle mellem versioner

I [[1905]] opstod en kunstnerisk krise, da teatrets 8 hovedkræfter, ”De Otte” , brød med Dagmarteatret i utilfredshed med [[Martinius Nielsen]]s ledelsesstil. I [[1918]] overtog [[Frede Skaarup]] Dagmarteatret, og det tydede på, at teatret vil blive en del af underholdningsindustrien. Men Skaarup overraskede: Han så hellere, at Dagmarteatret genvandt sin status som seriøst teater og gerne med [[Poul Reumert]] som teaterdirektør eller instruktør. Det blev derfor Poul Reumert og [[Bodil Ipsen]], som kom til at tegne teateret. Teaterbevillingen gik dernæst til [[Thorkild Roose]], men Reumert fik plads i direktionen. Dermed opstod et produktivt [[triumvirat]] mellem Skaarup, Roose og Reumert. Men da denne ledelse stoppede, begyndte nedgangsperioden, hvilket -– sammenholdt med en bedaget og nedslidt bygning -– førte til lukningen i 1937. Da Dagmarteatret blev nedlagt, blev det afløst af en bygning med [[biograf]], se [[Dagmar Teatret (biograf)]]. Takket være [[Teatermuseet]]s direktør, [[Robert Neiiendam]], blev en række effekter hjemtaget til museet og er bevaret.

Teatrets største succeser gennem tiden var ''[[Frøken Nitouche]]'' 1884, ''Landsoldaten'' 1886, ''[[Cyrano de Bergerac]]'' af [[Edmond Rostand]] 1908, ''Gamle Melodier'' 1922 og ''[[Josephine Baker]]s Gæsteoptræden'' 1928. Blandt de største fiaskoer var -– ud over ''En Handske'' -– også ''Labyrinthen'' 1922.