Forsoning: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Artikler (diskussion | bidrag) m tilføjelse til tekst + korrektion |
MGA73bot (diskussion | bidrag) m Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery>; kosmetiske ændringer |
||
Linje 1:
'''Forsoning''' er genoprettelse af et ødelagt [[fællesskab]] mellem to parter. Bruges i [[religion|religiøst]] sprogbrug om forholdet mellem [[gud]](er) og [[menneske]]r. Særligt i [[kristendommen]] spiller forsoningen en yderst central rolle, som hele grundlaget for at forstå [[Jesu]] [[frelse]]rgerning
== Forsoning
Forsoning sker på baggrund af et fjendtligt forhold mellem to parter eller en overtrædelses fra mindst den ene parts side, der påfører den pågældende skyld. Løsningen kaldes forsoning og kan bestå af enten en ubetinget [[tilgivelse]] eller en slags godtgørelse ([[bøde]]/[[straf]]/[[offer]]) for [[skyld]]en.
Forsoning blandt mennesker kan være ønskelig, hvor der er foregået [[krig]]shandlinger, [[undertrykkelse]] eller anden form for [[uretfærdighed]]. Forsoning har været et nøgleord i bl.a. [[Sydafrika]] efter [[apartheid]]styret.
Linje 9:
Religiøs forsoning sker på baggrund af en [[konflikt]] mellem gud(erne) og mennesker, der må ophæves. Ophævelsen sker ofte gennem ofring, bønner, bod og løfter. Ofte står særligt forordnede [[præst]]er bag de [[ritual]]er, der skal udføres i forbindelse med forsoningen. I dette forhold er mennesket i regelen [[subjekt]] for handlingen. Det er mennesket, der er skyldigt (og underordnet), og det må være dem, der bør tage initiativet til at få en forsoning i stand med gud(erne).
== I jødedommen ==
I [[jødedommen]]s hellige skrifter [[Tanakh]] ([[Det Gamle Testamente]]), finder vi soning som en centralt tema i [[israelit]]ternes [[kult]]iske liv, hvor der ifølge [[Torah]]en/[[Moseloven]] var forordnet et [[præsteskab]] der skulle tage vare på [[tempel]]tjenesten med tilhørende ofrer, for at folket ikke skulle rammes af Guds vrede over deres [[ugudelighed]].
Baggrunden for tempelkulten var både Guds vrede over folkets [[synd]] og Guds og israelitternes ønske om samvær. I [[Anden Mosebog]] beslutter Gud sig til at bo blandt israelitterne i form af et telt ([[tabernakel]]/åbenbaringstelt) under ørkenvandringen. Det bliver i kongetiden tempelet. For at det kan være muligt uden at Gud udsletter det syndige folk i sin vrede over dets synd, må der være en institution der kan skærme israelitterne fra Gud. Den skulle
''... vogte helligdommen og alteret; så vil israelitterne ikke igen blive ramt af vrede. (4 Mos 18,5)''
og så skulle de foretage ofrer for folkets synd. Store dele af særligt [[Tredje Mosebog]] handler om forordningen af disse ofrer, der nævnes [[brændoffer|brændofre]], [[syndoffer|syndofre]] og [[skyldoffer|skyldofre]] der særligt skal bruges i forbindelse med soning.
=== Forsoningsdagen
Den årlige [[forsoningsdag]]/[[Yom Kippur]] har en særstilling: helligdommen bliver renset for al det synd som israelitterne har begået i løbet af året. Det foregår ved at en [[gedebuk]] [[slagtning|slagtes]] og [[blod]]et smøres på [[sonedækket]] i det [[Allerhelligste]],
== Kristendommen ==
Den kristne tro ser hele spørgsmålet om forsoning ud fra Det Gamle Testamentes synsvinkel om fjendskabet mellem Gud og mennesker pga. menneskets synd. Den ser [[Jesus]] som den endelige opfyldelse af alle forsoningsritualerne i Moseloven. Jesus er [[ypperstepræst]]en, der er [[mellemmand]]en mellem Gud og mennesker og som skærmer mennesker for at blive udslettet. På den måde er det også Jesu opgave som ypperstepræst at sone menneskets synd. Dette sker ikke ved dyreofrer, men ved at Jesus selv bliver de gammeltestamentlige ofre. Særligt som de to ofre fra forsoningsdagen. Jesus er det dyr, hvis blod renser mennesker fra synd (ligesom den gedebuk der blev slagt, og hvis blod skulle frem til Gud), og han er den, som bærer al synd bort fra menneskerne (ligesom den gedebuk, der blev sendt ud i ørkenen).
=== Forsoningslærene ===
Jesus er altså den forsoner i kristendommen. [[Teolog]]erne har dog gennem tiden diskuteret, hvordan præcis en mands (Jesu) død kunne være forsonende for andre mennesker.
Svarene, der er givet, er forskellige, sandsynligvis fordi forsoningen kan ses ud fra forskellige aspekter, som alle optræder i Det Nye Testamente. Under [[skolastikken]] blev
* Det ene forsoningslære er [[Anselm af Canterbury]]s (død ca. 1100) [[objektive forsoningslære]], der siger, at forsoningen skete ved, at Jesus på korset stedfortrædende tog menneskehedens straf og godtgjorde for deres synd overfor Gud. Derved bryder Gud ifølge Anselm altså det almindelige princip om, at det er den skyldige selv (subjektet), der må være den, der tager initiativet til at skabe forsoning. I stedet gøres det objektivt, dvs. uden at subjektet skal gøre noget.
* [[Peter Abelard]]s subjektive forsoningslære hævder derimod, at det er menneskers efterfølgelse af Jesu forbilledlige kærlighedsoffer, der skaber forsoningen. Og derved subjektet der formidler Gud til at ophæve skellet mellem de to parter.
Imidlertid har Gustav Aulen i 1930 foreslået,<ref>Gustaf Aulén ''Den kristna försoningstanken.'' Stockholm: 1930.</ref> at det i den tidlige kirke og hos Luther særligt var den [[klassiske forsoningslære]], der var fremherskende. Her ses forsoningen og frelsen mest igennem lyset af Jesu sejr over fordærvsmagterne
Dog er alle disse elementer til stede i det bibelske matriale, og derfor er det bedst at se dem som forskellige aspekter, som en del af de kristnes soteriologi (lære om frelsen), hvor det ene ikke udelukker det andet. Den objektive og den klassiske forsoningslære ses f.eks. side om side i dette citat fra Kol 2,14-15.
| |||