Wikipedia

Fortsættelseskrigen: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
Rmir2 (diskussion | bidrag)
95.108 edits
m indsat skabelon
m Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery>; kosmetiske ændringer
Linje 22:
|tab2=200.000 døde eller savnede<br />385.000 sårede<br />190.000 indlagt på hospital med sygdomme<br />64.000 fangne<ref name="Manninen"/><br />4.000-7.000 civile døde
|note=<sup>1 </sup> Italien var officielt i krig med Sovjetunionen fra juni 1941, men landets involvering i Fortsættelseskrigen indskrænkede sig til en flotille af mindre krigsskibe som opererede i [[Ladoga]] søen.<br /> ² Selv om Storbritannien formelt erklærede Finland krig den [[6. december]] [[1941]], var der kun et britisk angreb på finsk jord, et luftangreb på Petsamo<ref name = "pvfkvi">FAA archive: [http://www.fleetairarmarchive.net/RollofHonour/Battlehonour_crewlists/Petsamo_Kirkenes_1941.html raid on Petsamo]</ref> som blev gennemført den [[31. juli]] [[1941]].
|noter=<sup>1 </sup> Italien var officielt i krig mod Sovjetunionen fra juni 1941, men de var kun i med små skibe.<br /> ² Selvom Storbritannien erklæret krig mod Finland den [[6. december]] [[1941]], var der kun et britisk angreb på finsk jord -– et luftbombardement på Petsamo.}}
{{Østfronten}}
{{Finland 1939-1945}}
{{Fortsættelseskrigen}}
 
'''Fortsættelseskrigen''' ([[finsk]]: ''jatkosota'', [[svensk]]: ''fortsättningskriget'', [[russisk]]: ''Советско-финская война (1941-44)'') ([[25. juni]] [[1941]] -– [[19. september]] [[1944]]) var den anden af de to krige, som blev udkæmpet mellem [[Finland]] og [[Sovjetunionen]] under [[2. verdenskrig]].
 
Da krigen brød ud, fik den navnet Fortsættelseskrigen af finnerne for at understrege sammenhængen med den forudgående [[Vinterkrigen|Vinterkrig]]. Sovjetunionen opfattede krigen som blot en af fronterne i krigen mod Tyskland og dets allierede i ''Den Store Fædrelandskrig''<!--den lille 'Fædrelandskrigen' var mod Napoleon-->, som russerne kalder den.<ref name="Great Soviet Encyclopedia">Great Soviet Encyclopedia, ''Finland'', Moscow, 1974, ISBN 0-02-880010-9</ref> Tilsvarende opfattede Tyskland sine egne operationer i området som led i sin overordnede krigsindsats i 2. verdenskrig.
Linje 83:
Uden at Finland kendte til det, var [[Adolf Hitler]] begyndt planlægningen af invasionen af Sovjetunionen, ([[Operation Barbarossa]]). Han havde ikke været interesseret i Finland inden Vinterkrigen, men nu så han værdien af Finland som en operationsbase og måske også den militære værdi af den finske hær. I de første uger af august fik tysk frygt for, at Sovjetunionen ville angribe Finland, Hitler til at ophæve embargoen på salg af våben og andre produkter til Finland. Det var ganske vist en overtrædelse af [[Molotov-Ribbentrop Pagten]], ligesom det for Finland var en overtrædelse af [[fredstraktaten i Moskva]]. De sovjetiske forhandlere havde insisteret på, at troppetransportaftalen (til [[Hangö]]) ikke måtte offentliggøres, hvilket gjorde det let for finnerne at holde en troppetransportaftale med tyskerne hemmelig, indtil de første tyske tropper ankom.
 
Selv om de sovjetiske ledere havde lovet finnerne, at de ikke ville blande sig i indenlanske finske forhold, viste virkeligheden sig at være anderledes. Efter at våbenhvilen var indgået, krævede Sovjetunionen, at den finske industriby [[Svetogorsk|Enso]], som klart lå på den finske side af den aftalte grænselinje, skulle overdrages. Den sovjetiske indblanding i finsk indenrigspolitik fortsatte med åbenlys sovjetisk støtte til den venstreorienterede organisation SNS -– venskabsforeningen Sovjet-Finland, som åbent agiterede for, at Finland skulle slutte sig sammen med Sovjetunionen. Sovjetunionen havde også held med at kræve, at den finske minister [[Väinö Tanner]] skulle trække sig tilbage, og at under det finske præsidentvalg i 1940 måtte hverken [[Carl Gustaf Mannerheim|Mannerheim]], [[Toivo Mikael Kivimäki|Kivimäki]], [[Väinö Tanner|Tanner]] eller [[Pehr Evind Svinhufvud|Svinhufvud]] være kandidater. Den mest bemærkelsesværdige hændelse under den midlertidige fred var den sovjetiske udenrigsminister Molotovs besøg i Berlin, hvor Molotov bad Hitler om frie hænder til at løse det finske spørgsmål.<ref>[http://www.wargamer.com/articles/bdvisit2.asp Afskrift af hemmelige båndoptagelser af Hitlers samtale med Mannerheim]</ref>
 
Forhandlingerne om rettighederne til udvinding af [[nikkel]] ved Petsamo var trukket ud i seks måneder, da det sovjetiske udenrigsministerium i januar 1941 bekendtgjorde, at forhandlingerne snart måtte afsluttes. Den samme dag afbrød Sovjetunionen kornleverancerne til Finland. Sovjets ambassadør Zotov blev kaldt tilbage den [[18. januar]], og sovjetisk radio begyndte at angribe Finland. Tyskere i det nordlige Norge rapporterede den [[1. februar]], at Sovjetunionen havde samlet 500 fiskerbåde i Murmansk, tilstrækkeligt til at transportere en division. Hitler beordrede tropper i Norge til straks at besætte Petsamo (Operation Renntier), hvis Sovjetunionen indledte et angreb på Finland.
Linje 96:
Det tyske udenrigsministerium sendte Ludwig Weissauer til Finland den [[5. maj]] for at gøre det klart, at der ikke ville udbryde krig mellem Tyskland og Sovjetunionen før tidligst i foråret [[1942]]. De finske ledere troede på dette udsagn, i hvert fald officielt, og sendte beskeden videre til svenskerne og briterne. Da krigen brød ud blot et par måneder senere, var det forståeligt, at både den svenske og den britiske regering mente, at finnerne havde løjet overfor dem.
 
I foråret 1941 blev fælles krigsplaner diskuteret med Tyskland, ligesom forsyningsveje og sikring af sejlruter. Finland fremsatte anmodninger om betydelig materiel støtte. Finland var villig til at slutte sig til Tyskland mod Sovjetunionen på visse betingelser: en garanti om finsk uafhængighed, grænser fra før Vinterkrigen (eller bedre), fortsatte kornleverancer samt at finske tropper ikke ville krydse grænsen, før Sovjetunionen havde overskredet den. Ankomsten af tyske tropper, der skulle deltage i Operation Barbarossa, indledtes den [[7. juni]] i Petsamo. Inden Fortsættelseskrigen tilbød tyskerne Mannerheim kommandoen over de tyske tropper i Finland -– ca. 80.000 mand, men det afslog Mannerheim, for hvis han accepterede, ville han være bundet af de tyske krigsmål.<ref>Max Jacobsson 1999 Century of Violence</ref>
 
Det finske parlament blev første gang informeret den [[9. juni]], da de første mobiliseringsordrer blev udsendt til de tropper, som var nødvendige for at sikre den kommende generalmobilisering. Den [[20. juni]] beordrede den finske regering 45.000 indbyggere ved den sovjetiske grænse evakueret. Den [[21. juni]] blev den finske generalstabschef [[Erik Heinrichs]] endeligt informeret af sin tyske modpart om, at angrebet skulle begynde.
Linje 167:
Samarbejdet mellem Tyskland og Finland var tættest til søs i Østersøen og [[Den Finske Bugt]], og allerede inden krigen var de to parter enedes om at benytte taktikken fra [[1. verdenskrig]]. Begge landes marine ville udlægge miner for at eliminere truslen fra den overlegne sovjetflåde og lade landstyrkerne om at sikre sejren. Flådebasen i Hangö skulle belejres. Nogle timer før Operation Barbarossa blev indledt, begyndte den finske og den tyske marine at udlægge minebælter i [[Østersøen]] og [[Den Finske Bugt]]. Allerede på dagens anden dag stødte en sovjetisk destroyer på en mine og sank. På grund af denne taktik var Sovjetunionen ude af stand til at bruge sin overlegne flåde, og dens tab voksede i løbet af sommeren 1941.
 
Da dens flådebaser i [[Riga]] og [[Liepaja]] gik tabt, trak den sovjetiske flåde sig tilbage til [[Tallinn]]. I slutningen af august omringede tyske tropper Tallinn og Sovjetunionen forberedte en evakuering af byen ad søvejen. Som modtræk udlagde den tyske og finske marine 2.400 miner udover de 600 miner, som allerede fandtes i farvandet ud for Tallinn. Tysk artilleri tog opstilling ved [[Juminda|Kap Juminda]], og nogle finske og tyske torpedobåde blev sat til at bevogte minefeltet. Evakueringen af Tallinn omfattede 160 skibe, som evakuerede 28.000 personer, herunder den kommunistiske ledelse og dens familier, tropper fra hær og marine samt 10.000 estere, som var blevet udskrevet til tvangsarbejde foruden 66.000 tons materiel. Evakueringen begyndte om natten den [[27. august]], samtidig med at de første tyske tropper brød ind i byen. Under lastningen var den sovjetiske marine under konstant angreb fra tyske bombefly og artilleri, især da flåden nåede det stærkt minerede Kap Juminda. Ved midnat den 28. løb flåden ind i minefeltet ved Kap Juminda, mens den var under angreb af finske og tyske torpedobåde. Tabene var store. 65 ud af de 160 skibe gik tabt, og flere blev beskadiget. 16.000 ud af de 28.000 evakuerede omkom. Med meget små midler lykkedes det således den tyske og finske flåde at tilføje den sovjetiske flåde et alvorligt slag. Den trak sig tilbage til flådebasen [[Kronstadt]] udenfor Leningrad, hvor dens store enheder forblev indtil sommeren [[1944]].<ref>[http://users.tkk.fi/~jaromaa/Navygallery/Mines/mines.htm Finnish Navy in WW II -– Mine warfare<!-- Bot generated title -->]</ref><ref>[http://www.feldgrau.com/baltsea.html Naval War in the Baltic Sea 1941-1945<!-- Bot generated title -->]</ref><ref>[http://users.tkk.fi/~jaromaa/Navygallery/Background/Wartime/Tallinn-evac.htm Finnish navy in Continuation War, year 1941<!-- Bot generated title -->]</ref>
 
Snart efter led den finske flåde sit største tab den [[13. september]] [[1941]], da det finske kystforsvarsskib ''Ilmarinen'' ramte en mine og sank under [[Operation Nordwind (1941)|Operation Nordwind]], hvorved 271 finske søfolk blev dræbt.
Linje 174:
 
==== Politisk udvikling ====
Den [[10. juli]] indledte den finske hær en stor offensiv på det [[Karelske Næs]] og nord for [[Ladoga]] søen. I sin dagsbefaling gentog Mannerheim sit løfte fra den [[Finske borgerkrig]] om, at hans sabel ville forblive ude af sin skede, indtil Finland og Østkarelen var befriet. Dette var et klart signal om, at den finske involvering i krigen havde offensiv karakter.<ref>[http://www.mannerheim.fi/10_ylip/e_mtuppi.htm MANNERHEIM -– Commander-in-Chief -– The Order of the Day of the Sword Scabbard<!-- Bot generated title -->]</ref> I slutningen af august 1941 var finske tropper nået frem til grænsen fra før krigen. Krydsningen af grænsen førte til spændinger i hæren, i regeringen, i de politiske partier og i folket. Militær ekspansionisme var nok blevet mere populær end tidligere, men det var langtfra alle, som bakkede om om den.
 
De internationale relationer blev sat under pres — især overfor Storbritannien og Sverige, hvis regeringer i maj havde fået at vide af udenrigsminister [[Rolf Witting]], at Finland absolut ikke havde planer for en militær kampagne sammen med tyskerne. Finlands forberedelser var af rent forsvarsmæssig karakter, hed det sig.
Linje 197:
Operation Barbarossa var planlagt som en ''[[Blitzkrieg]]'', der kun skulle vare nogle få uger. Britiske og amerikanske observatører troede, at invasionen ville være afsluttet inden august. I efteråret 1941 viste dette sig at være forkert, og ledende finske militærfolk begyndte at tvivle på, om Tyskland kunne afslutte kampagnen. Tyske tropper i det nordlige Finland stod over for forhold, som de ikke var tilstrækkelig forberedte på og var slet ikke i stand til at nå de opstillede mål, først og fremmest Murmansk. Finland ændrede nu strategi. Der blev tilbudt en separatfred med Sovjetunionen, men Tysklands styrke var for stor. Ideen om, at Finland måtte fortsætte krigen, men samtidig undgå at udsætte sine tropper for større fare end højest nødvendigt, vandt støtte, måske i håbet om at Værnemagten og den Røde Hær ville slide hinanden tilstrækkeligt ned, til at forhandlinger kunne gå i gang, eller i det mindste at de ikke ville stå i vejen for Finlands uafhængige beslutninger. Nogle kan endda have håbet på, at tyskerne i den sidste ende ville vinde krigen.
 
[[Fil:Hitler Mannerheim Ryti.jpg|thumb|300px|Hitler, Marskal Mannerheim (Den finske øverstkommanderende) og den finske præsident [[Risto Ryti]] mødes, Immola -– Juni 1942]]
 
Finlands deltagelse i krigen gav store fordele for Tyskland. Den sovjetiske flåde var blokeret i Den Finske Bugt, så Østersøen var frit tilgængelig som træningsområde for tyske ubådsbesætninger og for tysk skibsfart i det hele taget, ikke mindst for transport af jernmalm fra Sverige og nikkel og sjældne metaller fra Petsamoområdet i Finland til brug for stålproduktionen. Den finske front sikrede den nordlige flanke for den nordlige tyske armegruppe i Baltikum. De 16 finske divisioner bandt et stort antal sovjetiske tropper og lagde pres på Leningrad -– selv om Mannerheim afviste at angribe -– og truede jernbanen til Murmansk. Hertil kom, at Sverige blev yderligere isoleret og i stigende grad var under pres for at opfylde tyske og finske ønsker, om end med begrænset succes.
 
Trods Finlands bidrag til den tyske sag havde de vestallierede ambivalente følelser over for landet. På den ene side havde finnerne fortsat goodwill i Vesten, og på den anden side var der nødvendigheden af at støtte den vigtige østlige allierede Sovjetunionen. Resultatet blev, at Storbritannien erklærede krig mod Finland, mens USA undlod. Med få undtagelser var der ikke kampe mellem disse lande og Finland, men finske søfolk i udlandet blev internerede. I USA blev Finland fordømt for at have angrebet amerikanske [[Lend-Lease]] konvojer, men fik ros for at have fortsat med at betale af på sin gæld fra 1. verdenskrig gennem hele mellemkrigsperioden.
Linje 229:
 
==== Sovjetisk partisanvirksomhed ====
[[Image:DeadFinnishcivilians1942.jpg|right|thumb|300px|Finske civile dræbt af sovjetiske partisaner i Seitajärvi i finsk Lapland 1942<ref name="Laine" /><ref name ="billedtekst">{{cite web
|url=http://www.hs.fi/english/article/Too+awful+an+image+of+war/1135223124092
|title=Sixty years on, there are no grounds to withhold images kept in a Finnish Defence Forces' safe
Linje 259:
==== Generobring af Det Karelske Næs ====
{{uddybende|Vyborg–Petrozavodsk Offensiven}}
Den [[9. juni]] [[1944]] indledte Sovjetunionen Vyborg–Petrozavodsk Offensiven mod finske stillinger på Det Karelske Næs og i området ved Ladoga søen. Offensiven var planlagt til at korrespondere med [[D-dag]] i Normandiet. På offensivens 2. dag brød sovjetiske styrker igennem de finske linjer, og i de følgende dage gennemførte de fremrykninger, som lod til at true Finlands overlevelse. På det 21,7&nbsp;km brede hul i fronten havde den Røde Hær koncentreret 2.851 45&nbsp;mm kanoner og 130 50&nbsp;mm kanoner. På visse steder på det Karelske næs havde Sovjetunionen opstillet 200 kanoner for hver kilometer -– en for hver 5 meter. Den 9. juni afskød det sovjetiske artilleri over 80.000 granater på det Karelske Næs. Sovjetiske tropper rykkede ind i [[Petrozavodsk]] den [[28. juni]] [[1944]]. Inden de trak sig tilbage, udleverede finnerne to ugers rationer til den lokale civilbefolkning.
 
[[Fil:Kiestinki AT cannon firing.jpg|thumb|Finske soldater afviser et sovjetisk modangreb nær Kiestinki under Fortsættelseskrigen.]]
Linje 284:
== Analyse ==
=== Krigens mål ===
[[FileFil:Statue of the fallen war heroes 1939 1944 in Hollola of Finland.ojp.jpg|200px|thumb|Mindesmærke i Hollola over de finske faldne i Vinterkrigen, Fortsættelseskrigen og Laplandskrigen 1939-1944]]
 
I modsætning til Vinterkrigen, som var en sovjetisk angrebskrig mod Finland, var Fortsættelseskrigen en finsk angrebskrig,<ref>[http://vanha.soc.utu.fi/polhist/vaihtuvat/Jokisipila_Jatkosodan%20synty%20-%20suuri%20kansallinen%20dilemma.pdf Jatkosodan synty suomalaisen menneisyyden kipupisteenä]</ref><ref>[http://www.taru.pp.fi/jutut/tiejatkosotaan.html SUOMEN MARSSI JATKOSOTAAN]</ref> som forsøgte at rette op på det tab af territorium som fulgte med Vinterkrigen og forebygge sovjetisk aggression. Der foregår en debat i Finland om hvorvidt landet havde en realistisk mulighed for ikke at slå sig sammen med tyskerne i [[Operation Barbarossa]] og om hvor meget af den finske indsats, der var moralsk berettiget. Der er imidlertid almindelig enighed om, at et af de vigtigste finske mål var at få det i Vinterkrigen tabte område tilbage.
Linje 308:
Finnerne gennemførte ingen antijødiske tiltag i Finland, trods gentagne anmodninger fra Tyskland.<ref>[http://query.nytimes.com/gst/fullpage.html?res=9B0DE6DA1038F93BA35756C0A961948260 Letter to the New York Times by Mark Cohen, Executive Director of Holocaust Publications in New York, April 28, 1987]</ref>
 
Sovjetunionens krigsmål er vanskeligere at vurdere på grund af hemmelighedskræmmeriet i det stalinistiske Sovjet. Sovjetiske kilder fastholder, at den sovjetiske politik op til Fortsættelseskrigen bedst kan betegnes som defensiv gennem offensive tiltag: delingen af det besatte [[Polen]] med Tyskland, besættelsen af Baltikum og invasionen af Finland i [[Vinterkrigen]] ses af dem som elementer i etableringen af en forsvarszone mellem den følte trussel fra de kapitalistiske lande i [[Vesteuropa]] og det kommunistiske Sovjetunionen på samme måde, som nogen ser etableringen af sovjetiske satellitstater i Warszawa-pagten og den finsk-sovjetiske samarbejdstraktat fra 1948.<ref>[http://www.aroundspb.ru/finnish/baryshnikov/pvp1932.php The problem of ensuring the security of Leningrad from the north in light of Soviet war planning of 1932-1941] af V.N. Baryshnikov: ''Krigen mod Finland begyndt først og fremmest på grund af de uafklarede spørgsmål om Leningrads sikkerhed fra nord og Moskvas bekymring over perspektiverne i Finlands politik. Samtidig var der opstået et ønske i den sovjetiske ledelse om at sikre en bedre strategisk position i tilfælde krig med Tyskland.''</ref><ref>[http://www.aroundspb.ru/finnish/kozlov/part_01.php Финская война. Взгляд "с той стороны"]. A.I.Kozlov:''Efter at nationalsocialisterne var kommet til magten i Tyskland, var betydningen af de tidligere "buffer-stater" ændret drastisk. Både Sovjetunionen og Tyskland søgte at få disse stater inddraget i deres indflydelsessfærer. Sovjetiske politikere og militærfolk anså det for sandsynligt, at tysk militær i tilfælde af et angreb på Sovjetunionen ville bruge de Baltiske Lande og Finlands territorium som opmarchområder for invasionen -– enten ved at erobre dem eller tvinge landene til at samarbejde. Ingen af staterne i det baltiske område -– bortset fra Polen -– havde tilstrækkelig militær magt til at modstå en tysk invasion.''</ref><ref>[http://militera.lib.ru/research/meltyukhov/index.html ''Stalin's Missed Chance'', af Mikhail Meltyukhov]:''Den Britisk-franske indflydelse i Baltikum, karakteristisk for [[1920'erne]] og de tidlige [[1930'erne|1930'er]] var i stigende grad begrænset af den stigende tyske indflydelse. På grund af den strategiske vigtighed af denne region forsøgte den sovjetiske ledelse også at øge sin indflydelse der, både ved hjælp af diplomati og propaganda. I slutningen af [[1930'erne]] var de vigtigste deltagere, når det drejede sig om indflydelse i Baltikum, Sovjetunionen og Tyskland. Ved at være en buffer-zone mellem Tyskland og Sovjet var de [[Baltiske lande]] bundet til dem gennem et system af økonomiske og ikke-angrebstraktater fra 1926, 1932 and 1939''</ref> Kendte vestlige forskere såsom [[Norman Davies]] og [[John Lukacs]] afviser dette synspunkt og hævder, at Sovjetunionens politik før krigen tog sigte på at holde sig ude af krigen og genvinde territorium, som gik tabt ved det russiske imperiums opløsning.<ref>Norman Davies 2007 'No simple victory'ISBN 978-0-670-01832-1</ref>
 
== Slag og operationer ==
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Fortsættelseskrigen"