Fremmedgørelse: Forskelle mellem versioner

Privatejendommen bliver 'vendt på hovedet', når arbejde bliver til lønarbejde (''MEW, Ergb. 1'', side 454). [[Arbejde (samfundsvidenskab)|ArbejdeArbejdet]]t er ifølge Marx grundlæggende menneskets væsenskarakter, dets essens, det, der adskiller det fra andre arter, fra dyrene. Men det bliver til blot et middel for opretholdelse af livet, når mennesket må sælge sin arbejdskraft til højestbydende, som det er tilfældet i en kapitalistisk økonomi. Mennesket bliver en viljeløs slave af arbejdet, et vedhæng til de produktionsmidler, som det ikke behersker, men betjener. Herefter fremstår arbejdet som fremmedgjort og ufrit. Arbejderen mister uophørligt sine egenskaber, sin virksomhed, sit produkt, sit artsvæsen, sig selv.

* arbejdsproduktet bliver en fremmed genstand med magt over arbejderen, hvorved han mister muligheden for at tilegne sig den ydre verden, som derfor også træder fjendtligt og fremmed over for ham. Mennesket bliver derfor fremmed over for naturen, som er dets uorganiske legeme og dermed forudsætningen for dets liv. (''MEW, Ergb. 1'', side 516f)

* Selve produktionshandlingen er i lønarbejdet afhændet og ikke længere hans egen. Gennem denne livsvirksomhed skulle mennesket (arbejderen) lære sine egenskaber og dermed sig selv at kende. I stedet bliver også livsvirksomheden fremmed for arbejderen, som dermed forbliver fremmed for sig selv.

* Den artsbekræftende livsvirksomhed bliver blot overlevelsesmiddel for den individuelle arbejder. Derfor bliver mennesket samtidig fremmed for sin art. (''MEW, Ergb. 1'', side 516)

* På samme måde som mennesket fremmedgøres over for sig selv, fremmedgøres det også over for sine medmennesker. Menneskene genkender hinanden i de frembragte produkter, som ikke længere er menneskenes yderliggjorte egenskaber. I det hele taget bliver ethvert (her fremmedgjort) selvforhold først virkeligt i forholdet til andre mennesker.

: "(Essensen) er, at idolerne er arbejdet fra menneskets egen hånd -– de er ting, og mennesket bøjer sig og tilbeder ting, tilbeder det, som han selv har frembragt. Han overfører egenskaber fra sit eget liv til produkterne af sin egen skaben, og i stedet for at opleve sig selv som en skabende person, er han kun i kontakt med sig selv gennem tilbedelsen af idolet. Han bliver derfor fremmed for sine egne livskræfter." (''Marx's Concept of Man'', Erich Fromm, New York, side 44.)