GSM: Forskelle mellem versioner

Som en konsekvens af den udvikling besluttede [[CEPT]] (Conference of European Posts and Telegraphs) i [[1982]] at iværksætte udviklingen af et fælles system, som skulle bruges i hele [[Europa]]. Udviklingsgruppen fik det franske navn ''Groupe Spéciale Mobile'' hvilket forkortedes til GSM. Senere har man valgt at kalde systemet ''Global System for Mobile communications'' -– et navn som på praktisk vis genbruger GSM-forkortelsen.

I 900 MHz båndet ligger ''uplink''-frekvenserne (dvs. transmissionretningen fra telefon til netværk) i båndet 890-915 MHz og ''downlink''-frekvenserne ligger i 935-960 MHz. Disse to 25 MHZ bånd er opdelt i 124 bærebølgefrekvenser med 200 kHz imellem hver. Man organiserer cellerne så to naboceller ikke bruger de samme frekvenser, så én celle vil kun gøre brug af et begrænset udvalg. En ''kanal'' udgøres af et frekvenspar -– en ''uplink'' og en ''downlink''-frekvens.

Tidsmultipleksprincippet medfører også en vis styring for at undgå at telefonerne kommer til at sende samtidig. Det er navnlig vigtigt at sikre at telefonernes signaler ikke oplapper hinanden når de når ''basestationen''. Derfor beder systemet de telefoner, som er nærmest masten, om at forsinke sine transmissioner, så de kan flette ind mellem signalerne fra de telefoner, som er længere væk og som derfor har en længere transmissionsdistance. Denne mekaniske gør at der (som udgangspunkt) er en teoretisk øvre grænse for hvor langt en telefon kan være fra masten -– det modsvares nemlig af en grænse for hvor meget de nærmeste telefoner kan forsinke deres signaler -– og den maksimumsdistance ligger på omkring 35 km.

Cellernes størrelse er altså normalt begrænset til en 35 km radius omkring basestationens mast. Der findes dog principper som gør det muligt at øge den størrelse, men det er i givet fald på bekostning af antallet af ''timeslot''. Imidlertid er cellerne oftest langt meget mindre end det -– i nogle tilfælde dækker de kun en enkelt bygning.

For at mindske telefonens sendetid (og dermed øge batterilevetiden) bliver taleoverførslen kombineret med afbrydelser når man ikke taler (''discontinued transmission''). Men for at der ikke skal være total stilhed i pauseperioderne, bliver de senere fyldt ud med et støjsignal som svarer til baggrundsstøjen. I praksis gøres det ved at telefonen analyserer den omgivne lyd når der ikke tales og disse analyser sendes så til telenettet umiddelbart før telefonen holder pause -– nettet kan så selv generere og indsætte et tilsvarende, syntetisk støjsignal.