Gade: Forskelle mellem versioner

Frem til anden halvdel af 1700-tallet blev gaderne brolagte med åbne ''kisterender'' til afløb for regnvand i en vis afstand fra den bebyggelse, der grænsede op til gaden, og med gadehældninger væk fra gadens huse og fra gadens midte mod disse render. I [[1764]] besluttedes i [[København]] at brolægge gaderne på offentlig foranstaltning og derefter fordele udgifterne på de op til gaden stødende ejendommes ejere, hvilken ordning var foranlediget af en fransk oberst J. Marmillod, der senere blev overinspektør for vejvæsenet. Desuden gik man over til et gadeprofil med flade [[fortov]]e foran husene, [[kantsten]] og flade åbne ''knækrender'', der gik jævnt over i kørebanen. I begyndelsen af 1800-tallet gik man over til anlæggelse af egentlige [[kloak]]er, hvor vandet i rendestenen med jævne mellemrum gennem rendestensriste blev ledt til underjordiske afløb. Fra omkring [[1830]] begyndte man i udlandet at bruge "jordbeg" ([[asfalt]]) blandt andet til fortove, fra [[1840]] begyndte man også at belægge de første fortove i København med asfalt, der kom fra [[Seyssel]] i det sydøstlige [[Frankrig]]. I [[1890]] blev [[Østergade]] som den første gade belagt med asfalt -– blandt andet for at nedbringe støjen fra hestevognskørslen på gaderns brosten<ref>Byhuset, s. 38ff</ref>. I 1960-erne begyndte man at anlægge [[gågade]]r, hvortil anvendtes fliser eller betonsten