Forskel mellem versioner af "George Patton"

24 bytes tilføjet ,  for 7 år siden
m
Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery>
m (Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery>)
I lighed med mange andre i sin familie var Patton fast i troen på [[reinkarnation]]. Han hævdede ofte at se billeder af sine forfædre. Ifølge anekdoter så han sig selv om en reinkarnation af [[Hannibal]], en romersk legionær eller en af Napoleons [[marskal]]ler etc.<ref>[http://www.reversespins.com/patton.html Patton and Hannibal]</ref>
 
Han blev gift med Beatrice Banning Ayer ([[12. januar]] [[1886]] - [[30. september]] [[1953]]), som var datter af en velhavende tekstilfabrikant, den [[26. maj]] [[1910]]. Sammen fik de tre børn, Beatrice Smith ([[19. marts]] [[1911]] – [[24. oktober]] [[1952]]), Ruth Ellen ([[28. februar]], [[1915]] – [[25. november]] [[1993]]) og [[George Patton III|George Smith Patton]] ([[24. december]] [[1923]] – [[30. juni]] [[2004]]).
 
== Uddannelse ==
 
== Tidlige militærkarriere ==
Under den [[Pancho Villa Ekspeditionen|Mexicanske ekspedition]] i [[1916]] blev Patton tildelt 8th Cavalry Regiment<ref>[http://www.first-team.us/journals/8th_rgmt/8thndx01.html 8th Cavalry Regiment - Early History]</ref> i [[Fort Bliss]], [[Texas]]. Han ledsagede den daværende [[brigadegeneral]] [[John J. Pershing]] som dennes assistent under straffeekspeditionen mod [[Pancho Villa]], efter at dennes styrker var faldet ind i [[New Mexico]], havde overfaldet og plyndret byen Columbus og havde dræbt adskillige amerikanere. Under ekspeditionen lykkedes det Patton, ledsaget af 10 soldater i 3 biler, at dræbe to mexicanske ledere, bl.a. "General" [[Julio Cardenas]], som var leder af Villas personlige vagter<ref>d'Este p. 172 ff</ref>. For denne dåd, samt på grund af Pattons forkærlighed for [[Colt]] Peacemakeren, kaldte Pershing ham for sin "Bandit"<ref>d'Este p. 177</ref>. Pattons succes gav ham et vist ry i [[De Forenede Stater]], og han blev omtalt i aviser landet over.
 
== Første verdenskrig ==
Kombinationen af, at forsyninger til Montgomery havde prioritet, bortledning af ressourcer til at flytte forsyningscenteret og Pattons afvisning af at angribe langsomt, resulterede i, at 3. Arme løb tør for benzin i [[Alsace-Lorraine]], mens den udnyttede tyskernes svaghed.
 
Pattons erfaring herfra antydede, at en væsentlig fordel for amerikanerne og de allierede bestod af deres mobilitet. Dette førte til et større antal amerikanske lastbiler, større driftssikkerhed hos amerikanske kampvogne, bedre radiokommunikation - alt sammen ting, som bidrog til en overlegen evne til at operere i et højt tempo. Langsomme angreb resulterede i høje tab. De gav også tyskerne lejlighed til at forberede flere defensive stillinger på et sted og tilføje amerikanerne store tab, inden man trak sig tilbage til næste forberedte stilling. Patton nægtede at operere på den måde.
 
Den tid, det tog at få opsuppleret, var lige nok til at tillade tyskerne yderligere at befæste fæstningen [[Metz]]. I oktober og november sad 3. Arme fast i et dødvande med tyskerne med høje tab på begge sider. Den [[23. november]] faldt Metz endeligt til amerikanerne - første gang byen var blevet taget siden den [[fransk-preussiske krig]] i 1870.
 
=== Ardenneroffensiven ===
 
== Ulykke og død ==
Den [[9. december]] [[1945]], i Tyskland, dagen før han skulle vende tilbage til USA, blev Patton alvorligt kvæstet ved en trafikulykke. Han og hans stabschef generalmajor [[Hobart R. Gay]] var på en dagstur for at jage fasaner på landet uden for [[Mannheim]]. Deres Cadillac model 75 fra 1939 blev ført af menig Horace Woodring (1926 - 2003). Patton sad på bagsædet med general Gay til venstre for sig som sædvanlig. Kl. 11.45 nær Neckarstadt, (Käfertal) blev bilen ramt frontalt af en 2½ ton lastbil ført af Technical Sergeant Robert L. Thompson. Ifølge det rapporterede dukkede Thompson frem af disen og lavede et venstresving ind mod en sidevej, og generalens [[Cadillac]] ramte ind i lastbilen. General Patton blev kastet fremad og hans hoved ramte en metalstiver, som var en del af adskillelsen mellem for- og bagsæde. Gay og Woodring forblev uskadte. Lammet fra nakken og nedad døde George Patton af en [[blodprop]] den [[21. december]] [[1945]] på militærhospitalet i [[Heidelberg]] med sin kone til stede.
[[Fil:General George S. Patton gravesite, Luxembourg.jpg|thumb|Pattons grav i Luxembourg]]
 
På det personlige niveau var Patton skuffet over, at hæren afviste at give ham en kampopgave i Stillehavet. Utilfreds med sin rolle som militærguvernør i [[Bayern]] og nedtrykt i overbevisningen om, at han aldrig igen ville komme til at udkæmpe en krig, blev Pattons adfærd og udtalelser stadig mere uberegnelig. Han fremkom med mange anti-russiske udtalelser i breve hjem. Der er fremsat forskellige forklaringer, udover hans skuffelser, for hans adfærd på dette tidspunkt. Carlo d'Este skriver i ''Patton: A Genius for War'', at det virker næsten uomgængeligt, at Patton havde fået en eller anden form for hjerneskade fra de mange skader i hovedet, som han gennem livet havde fået ved adskillige bil- og hesterelaterede ulykker, især én, som han fik, da han spillede [[polo]] i [[1936]].
 
Det bør imidlertid bemærkes, at mange af de kontroversielle holdninger, som han gav udtryk for, var almindelige (om end måske ikke decideret populære) på daværende tidspunkt, og hans udtrykte modstand mod afnazificeringen efter kapitulationen debatteres fortsat. Mange priser fortsat højlydt hans generøse behandling af sine tidligere fjender og hans tidlige erkendelse af den russiske trussel, mens hans kritikere hævder, at protesterne var udtryk for holdningerne hos en snæversynet elitist. Uanset årsagen var Patton igen i vanskeligheder i forhold til sine overordnede og det amerikanske folk. Da han talte med en gruppe journalister, sammenlignede han nazisterne med tabere ved amerikanske valg, og at være nazist i Tyskland var blot at være medlem af et politisk parti - "som at være Demokrat i Staterne". Patton blev hurtigt frataget kommandoen over 3. Arme og overført til ''15. arme'', en enhed, som skulle forberede en historie om krigen.
 
=== Holdninger om race ===
Som mange andre officerer i militæret udtrykte Patton sin tvivl om at bruge sorte i kampstyrkerne. Da han kom tilbage til sit hovedkvarter efter inspektionen, bemærkede han: "De gav et godt første indtryk, men jeg har ingen tiltro til racens kampevner."<ref name="Wilson 1999"/> Han accepterede "Black Panthers", fordi han havde brug for al den kampkraft, som han kunne få. Selv efter krigen var Patton ikke tilbøjelig til at ændre sin mening om sorte soldater. I ''War As I Knew It'', omtaler han den ovennævnte episode og tilføjer "som individer var de gode soldater, men jeg gav udtryk for min holdning på daværende tidspunkt og har aldrig fundet det nødvendigt at ændre den, at en sort soldat ikke kan tænke hurtigt nok til at kæmpe i panser."<ref>Patton, George S. ''War As I Knew It''. Boston: Houghton Mifflin, 1947. p160.</ref>
 
D'Este forklarer, at "på den ene side kunne han beundre - og gjorde det - den drøjde og det mod", som nogle sorte soldater havde, men hans skrifter kan også ofte læses som, at "han håner dem og deres officerer, fordi de ikke var en del af hans sociale orden." Historikeren Hugh Cole pointerer, at Patton var den første militære leder, som indførte blandede riffelkompagnier, da det kneb med mandskab.
 
Pattons syn på sorte virker mildt og endda generøst sammenlignet med de bemærkninger, som han kom med om jøder og andre etniske grupper, som han mødte gennem sin militære karriere (og langt mildere end hans legendariske had til russerne). I almindelighed betragtede han dem, som ikke var af nordeuropæisk oprindelse, som beskidte og uciviliserede. På den anden side viser hans udtalelser om historien ikke manglende respekt for de militære resultater, som andre racer havde opnået.
Ved udbruddet af 2. verdenskrig blev Pattons ekspertise indenfor mekaniseret krigsførelse anerkendt af hæren, og han blev hurtigt forfremmet til [[brigadegeneral]] og mindre end et år senere [[generalmajor]]. I [[1940]] skrev oberstløjtnant Eisenhower et bønskrift til generalmajor Patton, hvor han tilbød at gøre tjeneste under ham. Patton accepterede straks, idet han sagde, at han ikke kunne forestille sig noget bedre for Eisenhower end at være under hans kommando.
Generalstabschefen [[George Marshall]], som var klar over, at den kommende konflikt ville kræve alle til rådighed stående militære [[talent]]er, havde andre planer for Eisenhower. I 1941, efter 5 år som en relativt ukendt oberstløjtnant, blev Eisenhower forfremmet til oberst og igen til brigadegeneral på kun 6 måneder. Patton havde stadig længere anciennitet i den regulære hær, men i den værnepligtige hær var det snart ikke længere tilfældet. I 1942 blev Eisenhower forfremmet til generalmajor og blot nogle få måneder senere til generalløjtnant - således at han for første gang havde højere rang end Patton. Da de allierede bekendtgjorde invasionen i Nordafrika, fandt generalmajor Patton sig pludselig under kommando af sin tidligere underordnede.
I 1943 blev Patton generalløjtnant en måned efter, at Eisenhower var blevet forfremmet til fuld 4-stjernet general. Patton var usædvanlig reserveret, når det drejede sig om ''offentligt'' at kommentere Eisenhowers hastige opstigen. Patton forsikrede også Eisenhower om, at de to mænds professionelle forhold var upåvirket. Privat derimod var Patton ofte hurtig til at erindre Eisenhower om dennes permanente rang i den regulære hær, som da stadig var et-stjernet, mens Patton var to-stjernet generalmajor.
== Filmen ''Patton'' ==
{{uddybende|Patton (film)}}
Patton var centrum i filmen [[Patton (film)|Patton]] fra [[1970]], hvor [[George C. Scott]] fik en [[Oscar]] for sin præstation i titelrollen. På grund af filmen og dens nu berømte indledende monolog foran et enormt amerikansk flag, som baserer sig på elementer af taler, som Patton holdt på forskellige tidspunkter, er Patton kommet til at symbolisere krigerens grusomhed og aggressivitet. Selv om filmen er baseret på Ladislas Faragos ''Patton: Ordeal and Triumph'' og Omar Bradleys ''A Soldier's Story'', hævder historikere, at filmen er behæftet med nogen slagside, idet man hæfter sig ved [[Omar Bradley]]s store indflydelse som øverste militære rådgiver og forfatter. Bradley, som i filmen blev spillet af [[Karl Malden]], havde et omskiftende forhold til Patton, og filmens behandling af ham kan ses som en helgenbeskrivelse. På den anden side var der mange af Pattons samtidige, herunder mange som kendte ham personligt eller gjorde tjeneste under ham, som hyldede Scotts portræt af Patton som en kompleks, duelig og alligevel ufuldkommen leder. En anden kilde, som blev brugt af disse og andre forfattere, er "Button Box"-manuskriptet, som blev skrevet af Pattons kone, Beatrice Ayer Patton.<ref>[http://www.washtimes.com/books/20050723-092118-1294r.htm Washington Times - Gen. Patton's wife, a New York citizen<!-- Robotgenereret titel -->]</ref>
 
Billedet af Patton i filmen er noget vildledende, idet åbningsmonologen afleveres fra en scene foran, hvad der lyder som et meget stort publikum. Den virkelige George Patton var ikke kendt som en god taler. Han var genert og vidste, at hans høje stemme kunne få ham til at lyde knap så dominerende, hvilket var i modsætning til Scott, som selvsikkert afleverede en fint afstemt og præcis tale. Filmens forfattere [[Francis Ford Coppola]] og [[Edmund H. North]] ændrede på formuleringerne hist og her, ofte for at nedtone eller fjerne generalens eder og forbandelser.
* Berragan, G. W. "Who Should Bear Primary Responsibility for the Culmination of Patton's Us Third Army on the Moselle in 1944? Are There Lessons for Contemporary Campaign Planning?" ''Defence Studies'' 2003 3(3): 161-172. Issn: 1470-2436 Fulltext in Ingenta and Ebsco.
* Martin Blumenson. ''Patton: The Man Behind the Legend, 1885-1945'' (1985) ISBN 0-688-06082-X
* Blumenson, Martin. ''The Battle of the Generals: The Untold Story of the Falaise Pocket - the Campaign That Should Have Won World War II.'' 1993. 288 pp.
* Carlo D'Este. ''Patton : A Genius for War'' HarperCollins, (1995). 978 pp.&nbsp;ISBN 0-06-016455-7
* Dietrich, Steve E. "The Professional Reading of General George S. Patton, Jr." ''Journal of Military History'' 1989 53(4): 387-418. Issn: 0899-3718 Fulltext in Jstor
* [http://www.westholmepublishing.com/patton.html Patton: Ordeal and Triumph by Ladislas Farago]
* [http://web.archive.org/web/20070628163408/http://www.pattonuncovered.com/index.htm archived version of Patton Uncovered]
* [http://efour4ever.com/44thdivision/bridgehead.htm Lost Victory - Strasbourg, November 1944]
* [http://www.nat-military-museum.lu National Museum of Military History]
* http://www.slagmarker.dk/patton.html
235.052

redigeringer