Giordano Bruno: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
EmausBot (diskussion | bidrag) m r2.7.3) (Robot ændrer sl:Giordano Bruno |
MGA73bot (diskussion | bidrag) m Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery> |
||
Linje 1:
'''Giordano Bruno''' ([[1548]]
== Biografi ==
[[Fil:Bruno Campo dei Fiori.jpg|thumb|Indvielse af Brunos statue i Rom d. 9. juni 1889]]
Tretten år gammel blev Filippo Bruno elev ved San Domenico-klosteret, hvor engang [[Thomas Aquinas]] havde undervist. Han læste først på universitetet, og siden trådte han som 17-årig (dengang egentlig en sen start) ind i [[dominikanerordenen]], hvor han antog navnet Giordano. Han udtalte senere at med sin indtræden "''havde han knappet den første knap skævt, og senere kunne ingen af de andre knappes rigtigt''". <ref name=olsen51>Ole Askov Olsen: ''Rom
Da [[inkvisitionen]] samme år forberedte en [[Kætteri|kætterisag]] mod ham, flygtede han fra Rom og indledte sin årelange vandring gennem [[Europa]]: omtrent 10.000 kilometer tilbagelagde han til fods mellem Europas universitetsbyer. Han ernærede sig i starten som lærer bl.a. i Noli ([[Ligurien]]), han var en tur i [[Savoyen]] og [[Lyon]]. I [[1579]] var han i [[Genève]], en by præget af [[Jean Calvin|Calvins]] lære, hvor han lagde sig ud med mægtige personer ved at trykke en kritik af en af universitetets lærere. Han blev tvunget til at gøre afbigt og forlod kort derefter Genève. Han tog til Lyon og kom så til [[Toulouse]], hvor han underviste og skrev sit første store værk om hukommelseskunsten, ''De umbris idearum.'' Det skaffede ham gunst hos kong [[Henrik 3. af Frankrig]], ved hvis [[hof]] han blev kongelig lektør, han underviste da ved [[Sorbonne]]. Bruno prøvede at få sine synspunkter til at falde sammen med katolicismen, men for ham var universet uendeligt, fyldt med [[stjerne]]r som vor [[solen|sol]], omgivet af [[planet]]systemer hvor intelligente skabninger kunne bo: "''Sådan bliver [[Gud]]s herlighed forstærket, og udstrækningen af hans rige tydeliggjort, han forherliges ikke af én, men af talløse sole, ikke af én jord, men af tusinde, ja, jeg siger en uendelighed af verdner.''" <ref>John Barrow: ''Uendelighetens historie'' (s. 131), forlaget Flox, Oslo 2006, ISBN 82-996657-1-X</ref>
I [[1583]] tog han med den franske ambassadør Michel de Castelnau til [[London]], hvor han var i tre år som dennes gæst, og i den tid skrev han i rivende hast sine fem dialoger, forfattet på italiensk, da den engelske elite beundrede italiensk sprog og kultur. De italienske værker har slået hans navn fast som stor forfatter og [[filosofi|filosof]]. Han omgikkes en række engelske intellektuelle, men nåede ved sine skarpe, [[Satire|satiriske]] udfald siden at gøre sig uheldigt bemærket i hele det engelske ''establishment'', lige fra grammatikerne ved universitetet i [[Oxford]] til hoffets lærde, hvilke han havde en del til fælles med
[[Fil:Giordano Bruno BW 1.JPG|thumb|Brunos statue på Campo de' Fiori.]]
Den stadig skarpere trosstrid i Europa tvang ham også væk fra England. Han rejste tilbage til Paris i [[1585]], hvor han på Sorbonne leverede et generalangreb på [[Aristoteles]]' [[erkendelsesteori]] og [[kosmologi]]. Han flygtede fra [[Paris]], efter at være blevet indblandet indirekte i striden mellem [[huguenot]]ter og [[katolicisme|katolikker]]. Han tog til det [[luther]]ske [[:de:Lutherstadt_Wittenberg|Wittenberg (tysk)]], hvor han i [[1586]] fik lov til at undervise på [[universitet]]et i Aristoteles' lære. Fra denne periode stammer nogle af Brunos [[latin]]ske værker, der mere systematisk beskriver hans teorier om [[erkendelsesteori]] og kosmologi. Han udfordrede Aristoteles' verdenssyn på alle punkter. Aristoteles delte universet op i en endelig sfære ''under'' [[måne]]n med fysiske ting, og en himmelsk sfære ''bagved'' månen med [[æter]]iske ting. Bruno påpegede at dette talte imod universets enhed. Aristoteles mente, at mere end én verden ville skabe asymmetri, da kun én verden kan være [[centrum]], og ordnet bevægelse kun er muligt i et univers med et centrum. Men Bruno påpegede, at i et uendeligt univers kan der ikke være ét enkelt centrum eller én bestemt [[omkreds]]. <ref>John Barrow: ''Uendelighetens historie'' (s. 188)</ref>
Han drog videre til Helmstadt, hvor de politiske konjunkturer var ham imod, og videre til [[Prag]] i [[1588]] til kejser [[Rudolf 2. (Tysk-romerske rige)|Rudolf 2.'s]] hof, hvor han ikke formåede at vinde fodfæste
== Fangenskab og død ==
I Rom sad han fanget i [[Engelsborg (Rom)|Castel Sant' Angelo]], før retssagen begyndte. Om forhør og eventuel brug af tortur ved vi kun lidt, fordi Napoleon fik oversendt sagsdokumenterne for at bruge dem som papirmasse i bygningskonstruktioner. <ref>Ranveig Eckhoff: ''Italienske hemmeligheter'' (s. 116), forlaget Press, Oslo 2002, ISBN 82-7547-105-2</ref> Men en tysk lærd ved navn Schoppius var i Rom i 1600, og nedskrev, hvad han fik at høre om retssagen. Bruno var en tid indstillet på at tilbagekalde sine overbevisninger, men efterhånden besluttede han at stå ved, hvad han mente, var det rigtige. Da retssagen startede, forlangte kardinal Roberto Bellarmino en fuld tilbagetrækning, hvad Bruno nægtede at efterkomme. Til dommerne skal han have sagt: "''I, som i den barmhjertige Guds navn ofrer mig, ryster mere i jeres samvittighed ved at udtale dommen, end min ånd ryster ved at høre den.''" <ref name=olsen51 /> Han blev dermed erklæret som kætter og overleveret til de værdslige myndigheder, som dømte ham til døden på bålet. Alle hans værker blev sat på ''Index librorum prohibitorum'' i [[1603]].
17.februar i jubelåret 1600, under [[pave Clemens 8.|Clemens 8.s]] pavedømme, blev Bruno fulgt til bålet af munkene fra ''Compagnia della Misericordia'' (= Barmhjertighedens selskab), som havde som vigtigste opgave at hjælpe dødsdømte gennem deres sidste timer. Campo dei Fiori (= Blomstertorvet) var dengang et af Roms mest benyttede rettersteder. En af munkene beskrev Brunos sidste timer sådan: "''Han fastholdt til det sidste sine meninger, og kredsede om sine tusinde vildfarelser, indtil han af [[bøddel]]en blev ført til Campo dei Fiori, hvor han blev afklædt og nøgen bundet til en pæl og levende brændt, fulgt af vort ''compagnia'', der sang litanier, og en af vore brødre, som trøstede ham og til det sidste bad ham om at opgive den stædighed, der var årsag til, at han nu endte sit elendige og ulykkelige liv.''" <ref>Ole Askov Olsen: ''Rom
Bruno blev ført til retterstedet med barberet hoved, ridende på et [[æsel]]. Til det sidste nægtede han at tie stille. Hans udtalelser blev ikke nedskrevet, men de må have forskrækket myndighederne, for de gav ordre om, at hans [[tunge]] skulle i tømme. Det mente de bogstaveligt. Ifølge en overlevering blev en nål drevet ind i hans ene kind, gennem hans tunge, og ud på den anden side, mens en anden nål gik gennem hans læber, så de to nåle dannede et [[kors]]. Da et [[krucifiks]] blev rakt op til ham, vendte han ansigtet væk. De brændte knogler efter ham blev knust til aske, som blev spredt for alle vinde. <ref>Stephen Greenblatt: ''The Swerve: How the World Became Modern'' (s. 240-1), forlaget W.W. Norton, New York 2011, ISBN 978-0-393-06447-6</ref>
Linje 34:
== I eftertid ==
Bruno står for eftertiden som en oprører og [[martyr]] for tankens og talens frihed. I [[1887]] besluttede Roms bystyre at rejse et monument for ham på stedet hvor han blev brændt. Vatikanet protesterede, men blev overhørt. <ref>Ole Askov Olsen: ''Rom
I forbindelse med jubelåret [[2000]] beklagede [[pave Johannes Paul II]] offentlige henrettelsen af Bruno.
|