Gladiator: Forskelle mellem versioner

Gladiatorkampene kom til romerne i 264 f.Kr gennem [[etruskerne]], der havde afholdt mand-til-mand-kampe som en del af ritualet ved [[begravelse]]r. Udgydt [[blod]] eller et liv, der gik tabt, regnedes som et offer. Lidt af det religiøse aspekt blev bevaret ved at gladiatorkampe altid indledtes med et religiøst optog, og man stadig ofrede på det lille [[alter]] for gudinden [[Nemesis]], der altid befandt sig ved gladiatorernes indgang til [[arena]]en. <ref>Peter Ørsted: ''Romerne -– dagligliv i det romerske imperium'' (s. 125), forlaget Gyldendal, København 1991, ISBN 87-01-72010-4</ref> Fra 105 f.Kr blev kampene offentlige, indtil [[kejser]] [[Honorius]] ([[395]]-[[423]]) i år [[404]] forbød skikken. På trods af forbuddet, ser det ud til at romerne fortsatte med at afholde gladiatorkampe, når traditionelle værdier skulle demonstreres. De [[Kristendommen|kristne]] havde selv været arena-ofre, men arrangerede ikke desto mindre kampe. Mindst én af Roms [[biskop]]per, den senere [[helgen]] Sankt Damasus, ansatte gladiatorer som sine [[livvagt]]er. I [[Nordafrika]] var det indvandrede [[germaner]]e, der bragte skikken til ophør. Under [[vandaler]]styret fortsatte man med at køre om kap med [[stridsvogn]]e i det romerske ''circus''; men gladiatorkampene var forbudt. <ref>Terry Jones: ''Barbarene'' (s. 273-6), forlaget Lille Måne, Oslo 2009, ISBN 978-82-92605-35-6</ref>

Andre brød sig ikke om kampene. [[Seneca]] skrev om en forestilling, at "''det var det rene myrderi. De kæmpende har ingen form for beskyttelse; hele kroppen er udsat for slagene. Intet slag falder forgæves. Det er det mange foretrækker fremfor de ordinære konkurrencer...Om morgenen kastes mænd til løverne eller [[bjørn]]ene; ved middagstid kastes de til tilskuerne. Ikke før har en mand dræbt, så råber de til ham at han skal dræbe én til, eller selv blive dræbt.''" <ref>Terry Jones: ''Barbarene'' (s. 270-1)</ref> En [[graffiti]] fra gladiator-barakkernes spisesal i Pompeii lyder da også: "''[[Filosof]]fen Annæus Seneca er den eneste romerske forfatter, som fordømmer blodige lege.''" <ref>Aage Hauken: ''I skyggen av Vesuv'' (s. 93)</ref> Når kejser [[Titus]] i kraft af sin stilling var nødt til at overvære en gladiatorkamp, brast han i gråd. Fra provinsbyerne er det dog kendt, at gladiatorkampene ikke altid havde dødelig udgang. Mistede en gladiator livet, måtte [[arrangør]]erne betale et tusinde sølvmønter, og ved forskellige skader op til tyve [[denar]]er. <ref>Peter Ørsted: ''Romerne -– dagligliv i det romerske imperium'' (s. 123-5)</ref>

En gladiator måtte regne med omkring tre kampe i året. Før en kamp blev der reklameret mundtlig og skriftligt i gaderne, da der knyttedes stor spænding og iblandt [[væddemål]] til kampene. [[Tacitus]] fortæller om en gladiatorkamp i [[Pompeii]]s [[amfiteater]], måske det ældste i [[Italien]]: "''På denne tid udbrød der en alvorlig kamp mellem indbyggerne i to romerske byer, Nuceria og Pompeii.'' (Pompeii var havneby for Nuceria.) ''Det begyndte pga en ubetydelig hændelse under nogle gladiatorkampe...Da de begyndte at skælde hinanden ud -– typisk for sådanne landsens byer -– førte mundhuggeri til stenkast, og så kom sværdene frem. Pompeianerne, hos hvem legene fandt sted, sejrede, men mange sårede fra Nuceria blev ført til hovedstaden...Kejseren'' ([[Nero]]) ''bad [[senat]]et om at efterforske sagen...Da disse afgav rapport, vedtog senatet, at Pompeii ikke måtte afholde lege i ti år.''" <ref>Aage Hauken: ''I skyggen av Vesuv'' (s. 92), forlaget Aschehoug, Oslo 2009, ISBN 978-82-03-23682-2</ref>