Versionen fra 30. sep. 2012, 02:48 redigér EmausBot (diskussion \| bidrag) Botter 181.033 edits m r2.7.2+) (Robot ændrer az:Qramofon ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 7. okt. 2012, 00:19 redigér fjern redigering MGA73bot (diskussion \| bidrag) Botter 274.384 edits m Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery>; kosmetiske ændringer Gå til næste forskel →
Linje 17: Nogle forstærkere har indbygget RIAA-forforstærker, og pladespilleren kan derfor sættes direkte til pladespiller-indgangen (eller ''phono-indgangen'') på en sådan forstærker. Nogle typer pladespillere er desuden forsynet med en indbygget RIAA-forforstærkere, og disse skal derfor sættes til en af de almindelig indgange på forstærkeren. Har hverken pladespilleren eller forstærkeren en RIAA-forforstærker kan en separat RIAA-forforstærker anvendes. RIAA er blot en blandt mange standarder. RIAA-standarden blev defineret af Recording Industry Association of America -– heraf forkortelsen. Selve RIAA-standarden findes reelt i to udgaver, skønt den ene ret hurtigt blev droppet. Men selvom RIAA er næsten enerådende som standard, er det dog kun plader fra omkring 1955 og opefter, der er skåret efter den standard. Tidligere brugtes blandt andet DECCA, FFRR, COLOMBIA, HMV m.fl. Hver af disse standarder har hver deres nøje definerede frekvensgang. Derfor vil det eksempelvis ikke være hensigtsmæssigt at afspille en gammel HMV-plade på en pladespiller, der er tilsluttet en RIAA-forstærker. Frekvensgangen vil blive forkert. Både skærefrekvenserne og forstærkningen/dæmpningen er forskellig. Et fornuftigt resultat kan ganske vist tillempes ved hjælp af en equalizer. Men den eneste løsning, der reelt kan anbefales, er en forforstærker, der kan håndtere den specifikke afspilningskurve. Der findes enkelte såkaldte Multicurve Disk Preamp's på markedet, der kan klare en korrekt gengivelse af, i praksis, samtlige plader (se link nederst på siden). == Forskellige pickupper == Der findes som udgangspunkt to pickup-typer; Moving-coil (MC) og Moving Magnet (MM). MM var oprindeligt det mest almindelige. Hvor MC typisk har et output-signal på max. ca. 0,1-0,2 mV og MM har et output-signal på max. ca. 1,5-2,5 mV. Lytter man til en MC pick-up skal man derfor enten have en speciel MC-transformator, som øger signalspændingen til ca. 2 mV -– eller have en speciel forforforstærker (3for), som kan forstærke ekstra støjsvagt -– ca. 10 gange før signalet blev sendt ind i RIAA-forstærkeren. MC-pickupper har den fordel, at de lyder bedre, men samtidigt er de generelt også dyrere. Desuden findes det af B&O patenterede Moving Micro Cross-system (MMC), der i hvert fald teoretisk har bedre kanalseparation og kan gøres lettere end andre typer med mindre slid på pladerne til følge. Linje 33: De populærmodeller, som har holdt længst, sælges under navnet [[Technics]] i 1200- og 1210 serien. Disse modeller blev lanceret i 1970'erne, og er efterlignet af en række andre mærker. De er direkte drevet, har ingen automatik, kan trinløst ændre omdrejningshastighed og anses for klassiske DJ-pladespillere. I den mere seriøse afdeling kan nævnes pladespillere fra tyske Thorens og ligeledes tyske [[EMT]], der -– både hvad angår rummel (der bedst kan betegnes som pladespillerens egenstøj, og derfor naturligt nok opgives ''før'' forstærkning), opstartshastighed, stabilitet, motorkvalitet m.v. -– er de fleste pladespillere overlegne. EMT model 950 var derfor også standard i stort set alle radiofoniers afviklingsstudier, da man for alvor brugte plader. En nyere pladespiller med indbygget RIAA-forstærker er for eksempel den fuldautomatiske [[Denon]] DP-29F model. Linje 43: == Se også == [[Fonograf]] == Eksterne henvisninger ==

Grammofon: Forskelle mellem versioner