Gustav Heinemann: Forskelle mellem versioner

Heinemann var soldat under [[1. verdenskrig]] og læste fra [[1918]] [[jura]] og [[historie]] i [[Münster]], [[Marburg]], [[München]], [[Göttingen]] og [[Berlin]], hvor han tog den første juridiske embedseksamen i [[1921]] og den anden i [[1926]]. Han blev dr.rer.pol. i 1921 og dr.jur. i [[1929]]. Fra [[1926]] til [[1928]] arbejdede han som [[advokat]] i Essen. I [[1933]] blev han lektor i [[erhvervsjura]] ved [[Universität zu Köln]], men i [[1936]] blev han direktør for Rheinischen Stahlwerken -– en position han havde frem til [[1949]]. Året efter begyndte han atter at virke som advokat.

Sit politiske virke begyndte han i Christlich-Sozialer Volksdienst 1930-1933. I [[1945]] var han med til at grundlægge CDU, men forlod partiet i [[1952]] i protest mod partiets [[oprustning]]spolitik. Han blev valgt til overborgmester i Essen i 1946 og var medlem af landdagen i Nordrhein-Westalen 1947-1950 og justitsminister i delstaten frem til 1948. Han var indenrigsminister i [[Konrad Adenauer]]s første regering fra 1945 til 1950. Sammen med Helene Wessel stiftede han Gesamtdeutsche Partei, der grundet et elendigt valgresultat i [[1957]] -– partiet fik 1,2% -– blev opløst allerede året efter. Heinemann meldte sig i stedet ind i [[SPD]] og blev valgt til [[Forbundsdagen]], hvor han sad til [[1969]]. Han var fra 1958 til 1969 medlem af hovedbestyrelsen i SPD. I 1969 blev han valgt til Tysklands forbundspræsident med 6 stemmer mere end sin CDU's kandidat [[Gerhard Schröder (CDU)|Gerhard Schröder]] og blev derved den første socialdemokratiske præsident siden [[Friedrich Ebert]].