Göran Persson: Forskelle mellem versioner

I 1996 blev Persson udpeget til vice-statsminister i stedet for [[Mona Sahlin]], for at lede landet når Carlsson trådte tilbage. Persson fortsatte hvor han slap som finansminister -– ved konstant at være i spidsen for regeringens bestræbelser på at aflaste Sveriges kroniske budgetunderskud. I 1994, var det årlige underskud omkring 13% af [[BNP]]. Men, efter at have implementeret velfærds-nedskæringer og skatteforhøjelser faldt det til et forventet 2.6% af BNP i 1997, hvilket bragte Sverige i en position, hvor det kvalificerede sig til at deltage i den europæiske økonomiske og monetære union. Men prisen var høj: Arbejkdsløsheden voksede til 13 %, for så pludselig at falde til 6,5 % samme år. Göran Persson nævner selv budgetsaneringen som sit største politiske resultat: <blockquote>"detta att vi lyckades återvinna en bra sysselsättning och en stark ekonomisk utveckling utan att behöva fördärva grunderna för vårt välfärdssamhälle. Och vi gick hårt fram, vi gav oss på pensionärernas bostadsbidrag, även om detta beslut togs tillbaka senare, och barnbidragen, flerbarnstillägget, till och med kungahusets apanage, och ingen yrkesgrupp undantogs".</blockquote><ref>[http://www.dn.se/DNet/jsp/polopoly.jsp?d=1042&a=625152 Persson blir personlig] -– Dagens Nyheter, 5. marts 2007</ref>

Han har været tilfreds med at holde Sverige uden for [[ØMU]] -– i 1997 modsatte han sig, at Sverige skulle slutte sig til [[Euro]]-zonen ved dens start i 1999 -– idet en svag krone har været en af hovedårsagerne til at svenske eksportvirksomheder har kunnet konkurrere og erobre markedsandele, og dermed bidraget positivt til Perssons genopretning af svensk økonomi. Han var statsminister fra [[21. marts]] [[1996]] til [[6. oktober]] [[2006]].

Under det svenske EU-formandskab i første halvår af 2001 rejste Persson sammen med Javier Solana og EU-kommissær Chris Patten til Nordkorea, og de kom tilbage med det samme indtryk: "De folk er på ingen måde vanvittige. De er meget velorienterede, og de er parate til at forhandle." Det bekræftede det indtryk, som Ruslands præsident [[Vladimir Putin]] og USAs udenrigsminister [[Madeleine Albright]] havde fået kort forinden, og sidstnævnte havde endda opbygget en personlig menneskelig relation med Nordkoreas leder, [[Kim Jong-il]], og prøvede at få sin chef, [[Bill Clinton]] til at engagere sig og rejse til Nordkorea for at forhandle. Clinton ønskede dette, men der var ikke politisk opbakning til det i [[Washington]]. Stærke kræfter ønskede at Clinton i stedet skulle engagere sig i fredsprocessen i Mellemøsten -– som kørte af sporet i efteråret 2000.<ref>[http://www.arbejderen.dk/index.aspx?F_ID=36462&TS_ID=1&S_ID=23&C_ID=50 Nordkorea kræver bare sikkerhed -– Den danske Korea-ekspert Geir Helgesen er på linje med Kim Dae Jung, Putin, Persson og Albright -– i hvert fald i bedømmelsen af at styret i Pyongyang er til at forhandle med] -– Arbejderen,25. oktober 2006</ref>