Hævn: Forskelle mellem versioner

Forholdet mellem hævnen og den oprindelige handling kan enten tilstræbes at være [[Proportionalitetsgrundsætning|proportionalt]], som det f.eks. fremgår af det [[Det Gamle Testamente|Gamle Testamentes]] ord om ''øje for øje, tand for tand'' i sager om falsk vidnesbyrd, eller der kan tillægges et element af [[straf]]. I begge tilfælde kan der være tale om, at hævnen giver anledning til fornyede skadevoldende handlinger mellem parterne -– en udvikling, som kan komme helt ud af kontrol.

Ofte vil den krænkede (eller én på den krænkedes vegne) hævne sig direkte på dén der har forårsaget krænkelsen, men der er mange eksempler på at hævnen sker på en anden -– både når hævnen opfattes som et personligt og som et kollektivt anliggende.

Når hævn følger forskrifter -– som i albansk sædvaneret, der hviler på kollektive principper -– tilstræbes der [[Proportionalitetsgrundsætning|proportionalitet]] mellem den krænkende handling og hævnen, men der kendes mange eksempler på at hævnen har været voldsommere end den krænkende handling. Proportionalitetsbegrebet er i øvrigt også et centralt begreb i strafferetten.

[[Edith Durham]] beretter om flere tilfælde af at en konflikt kunne afblæses, hvis én af parterne var parat til at betale [[blodpenge]] -– eller hvis de respektive mandsforsamlinger blev enige om at tiden var inde til forsoning. I så fald beseglede man ofte den nye forbrødring med giftermål på tværs af de stridende parter.

I den historiske udvikling -– og i takt med at der etableres en statsmagt -– er det almindeligt at hævn og slægtsfejder forbydes. I samfund hvor en statsmagt ikke er i stand til ''at sætte sig igennem'' er der mange eksempler på at lokal sædvaneret (med regler for hævn og fejde) opretholdes. En sådan sædvaneret kan være regelstyret (kodificeret) selv om den er mundtlig.

Når en stat, både en stat der ledes af en enevældig fyrste og en demokratisk stat, generelt forbyder hævn og slægtsfejder er det fordi det hører til en stats ''[[raison d'être]]'' -– eller idé -– at have monopol på domfældelse, straffyldbyrdelse og anden magtanvendelse.

Der har i de senere år været flere tilfælde af en særlig type af hævn og hævndrab i de nordiske lande, nemlig i indvandrermiljøerne. Disse drab er udløst af at en datter (eller en søn) ikke har ønsket at gifte sig med dén, som familiens overhoved har indgået aftale om -– og som i stedet har giftet sig med én den pågældende selv foretrak. Ægteskabsaftalen er ofte indgået mellem overhovederne for de berørte to familier og uden datterens (eller sønnens) udtrykkelige accept. Undertiden er det familiens overhovede der har begået hævndrabet, undertiden en bror, en onkel eller fætter. Som begrundelse er givet at datteren (sønnen) krænkede familiens ære. Hævndrabene er (så vidt vides i alle tilfælde) sket i muslimske miljøer, selv om tvangsægteskab ikke kan anses for at være i overensstemmelse med [[Koran]]en.

Når man i et moderne samfund udarbejder eller reviderer sin strafferet, lægger man vægt på flere forskellige forventninger og principper. Ét af de hensyn man tager er at de krænkede for en forbrydelse -– eller eventuelt de efterladte -– skal kunne erkende at krænkeren straffes i et passende omfang. Årsagen er -– formentlig -– at man på den ene side finder det rimeligt i sig selv at krænkere straffes, og på den anden side at man vanskeligere kan afholde de krænkede fra selv at hævne sig, hvis ikke statsmagten har gennemført retsforfølgelse.

* Albanien: Slægtsfejder og blodhævn er centrale begreber i Nordalbansk [[sædvaneret]], der -– som typisk for sædvaneret -– er en [[kasuistisk]] ret. I [[Middelalderen]] blev der gjort flere forsøg på at samle sædvaneretten, ét af de mest berømte eksempler er den såkaldte [[Lekë Dukagjin]]'s ''[[Kanun]]'', der er udgivet på tryk i første del af 1900-tallet. Kanun er beskrevet af mange forfattere, både faglitterære og skønlitterære forfattere, f.eks. [[Edith Durham]] og [[Ismail Kadare]]. Slægtsfejder og blodhævn blev bekæmpet af både kong [[Zog]] og af det kommunistiske styre under [[Enver Hoxha]], men tog et opsving efter Hoxha-styrets sammenbrud. Der er siden gjort en række forsøg på at forsone parterne i specifikke fejder ved konfliktmægling.

* [[Anne Knudsen]]: ''En Ø i Historien. Korsika. Historisk antropologi 1730-1914'' ([[disputats]]), København 1989. Disputatsen er omtalt og diskuteret mange steder, bl.a. i Bjørn Andersen: ''Albanske studier'', Kbhvn. 2002, s. 260-280.