Ingeborg af Danmark (13. århundrede): Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Amirobot (diskussion | bidrag)
m r2.7.1) (robot Tilføjer: cs:Ingeborg Dánská (1244)
m Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery>
Linje 1:
'''Ingeborg af Danmark''' (ca. [[1244]] - [[26. marts]] [[1287]]) var datter af den danske konge [[Erik 4. Plovpenning]] ([[1216]] - [[1250]]) og hans dronning Jutta af [[Sachsen]]. Hun blev [[14. september]] [[1261]] gift i [[Bergen]] med [[Magnus Lagabøter]] (= Lovbøder, lovforbedreren), der var konge af [[Norge]] fra [[1263]] til [[1280]]. Sammen fik de sønnerne [[Erik Præstehader|Erik]] og [[Håkon 5. Magnusson|Håkon]], som begge blev konger af Norge.
 
== Opvækst ==
Linje 19:
Modsat sin lillebror Håkon havde Erik ikke gode evner. Han kunne f.eks ikke læse eller skrive, og Ingeborg som enkedronning blev derfor den, man lyttede til. Den skotske Lanercost-krønike <ref>[http://www.deremilitari.org/resources/sources/lanercost.htm Chronicle of Lanercost<!-- Bot genereret titel -->]</ref> går så langt som til at påstå, at Erik også var født som vanskabning, mere som [[bjørn]] end menneske, og at kong Magnus lod den nyfødte svøbe og ligge natten over på et [[alter]] for [[Frans af Assisi]] i Bergen, hvor han så i nattens løb blev forvandlet til en normal dreng.<ref>Tore Skeie; ''Alv Erlingsson'' (s. 128-9)</ref>
 
I [[1282]], da Ingeborgs fætter, kong [[Erik Klipping]], og hans mor, enkedronning Margrete Sambiria, afholdt det årlige rigsmøde på [[Nyborg slot]], talte de fremmødte også repræsentanter for de fire plovpenningsøstre, der nu gjorde krav på arven fra deres far. Magnus Lagabøter havde aldrig lagt pres bag sin kones ret til hendes farsarv, men nu, hvor han var død og Erik Klipping og hans mor var politisk svækkede, begyndte Ingeborg sammen med sine søstre kampen for at genvinde det tabte. Et samlet dansk [[aristokrati]] fik at høre, hvor uretfærdigt og nedværdigende de fire søstre var blevet behandlet af Erik Klipping og hans mor.<ref>Tore Skeie: ''Alv Erlingsson'' (s. 180)</ref> Jutta mødte ovenikøbet frem i egen person og var også den eneste, der fik tilkendt sin arv - som hun dog aldrig fik nogen glæde af, da hun døde senere samme år, kun seksogtredive år gammel.
 
Ingeborg var kun et par og fyrre år, da hun blev dødssyg ud på vinteren [[1286]]/87. Hun døde i Bergen lige før [[påske]]n 1287 og blev gravlagt i byen først i april på den tid, hendes yngste søn Håkon fyldte sytten år. Begge sønnerne var til stede under ceremonien. Med hende forsvandt det centrum, der holdt det norske aristokrati samlet, og ledelsen blev splittet mellem en svag konge (hendes søn Erik), en viljestærk ung hertug (Eriks lillebror Håkon), og den magtglade jarl Alv Erlingsson, der endte på [[hjul og stejle]] i [[Helsingborg]] i [[1290]].<ref>Tore Skeie: ''Alv Erlingsson'' (s. 244-5)</ref>