Ingeborg af Danmark (13. århundrede): Forskelle mellem versioner

'''Ingeborg af Danmark''' (ca. [[1244]] -– [[26. marts]] [[1287]]) var datter af den danske konge [[Erik 4. Plovpenning]] ([[1216]] -– [[1250]]) og hans dronning Jutta af [[Sachsen]]. Hun blev [[14. september]] [[1261]] gift i [[Bergen]] med [[Magnus Lagabøter]] (= Lovbøder, lovforbedreren), der var konge af [[Norge]] fra [[1263]] til [[1280]]. Sammen fik de sønnerne [[Erik Præstehader|Erik]] og [[Håkon 5. Magnusson|Håkon]], som begge blev konger af Norge.

I [[1282]], da Ingeborgs fætter, kong [[Erik Klipping]], og hans mor, enkedronning Margrete Sambiria, afholdt det årlige rigsmøde på [[Nyborg slot]], talte de fremmødte også repræsentanter for de fire plovpenningsøstre, der nu gjorde krav på arven fra deres far. Magnus Lagabøter havde aldrig lagt pres bag sin kones ret til hendes farsarv, men nu, hvor han var død og Erik Klipping og hans mor var politisk svækkede, begyndte Ingeborg sammen med sine søstre kampen for at genvinde det tabte. Et samlet dansk [[aristokrati]] fik at høre, hvor uretfærdigt og nedværdigende de fire søstre var blevet behandlet af Erik Klipping og hans mor.<ref>Tore Skeie: ''Alv Erlingsson'' (s. 180)</ref> Jutta mødte ovenikøbet frem i egen person og var også den eneste, der fik tilkendt sin arv -– som hun dog aldrig fik nogen glæde af, da hun døde senere samme år, kun seksogtredive år gammel.