J.L. Ussing: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery>
Linje 1:
[[Fil:Johan Louis Ussing by Hohlenberg.jpg|thumb|200px|J.L. Ussing{{byline|[[Emil Hohlenberg]]}}]]
'''Johan Louis Ussing''' ([[10. april]] [[1820]] i [[København]] - [[28. oktober]] [[1905]] smst) var en [[Danmark|dansk]] [[filolog]] og [[arkæolog]], der blev kendt for at udbrede kendskabet i Danmark til den oldromerske og især den oldgræske kultur samt udgravningerne herfra. Han var bror til [[W.J.A. Ussing]] og far til bl.a. [[Henry Ussing (præst)|Henry]] og [[Niels Viggo Ussing]].
 
== Uddannelse og rejser ==
Johan Louis Ussing var søn af [[etatsråd]], fhv. kontorchef under magistraten Johannes Hjort Ussing (1787 - 1866) og Esperance Tolerance, født Balle (1789 - 1839). Han blev student [[1836]] fra [[Metropolitanskolen]], hvor han blandt sine lærere særlig havde haft gavn af B. Borgens undervisning. Han studerede filologi og fik lejlighed til blandt andet at høre [[P.O. Brøndsted]]s forelæsninger over græske [[tragedie]]r og [[F.C. Petersen]]s solide, men noget tørre kollegier over klassisk arkæologi, særlig [[mytologi|kunstmytologi]]. Ussing blev filologisk kandidat [[1842]], og efter [[Johan Nicolai Madvig]]s tilskyndelse satte han studiet af arkæologien som sin fremtidsopgave med det håb at blive Brøndsteds efterfølger (denne døde 1842). [[Niels Laurits Høyen]] blev den lærer, som fik den største betydning for hans udvikling; under Høyens vejledning studerede han [[kunsthistorie]] som arkæologiens vigtigste grundlag.
 
I [[1844]] disputerede Ussing for [[magistergrad]]en med en arkæologisk afhandling (''De nominibus vasorum Graecorum''), og en måned efter disputatsen tiltrådte han en udenlandsrejse til [[Italien]], [[Sicilien]], [[Grækenland]] og [[Tyrkiet]]. I [[Rom]] i det arkæologiske institut traf han tyske lærde som [[Emil Braun]], [[Wilhelm Henzen]] og [[Heinrich Keil]], [[Ludolf Stephani]], [[Theodor Mommsen]] og den gamle [[Friedrich Gottlieb Welcker]] og skrev i ''Annali dell’ Instituto'' (1845) en lille afhandling.