Kroning: Forskelle mellem versioner

'''En enevældig konge''' "kroner sig selv" -– og bliver ikke kronet af adelen, da han ikke er underlagt nogen, anden end Gud. Den enevældige konge er per automatik konge, når forgængeren dør -– men lader sig [[kongesalve|salve]] af øverste gejstlige, som regel et lille års tid efter.

'''Kroningen''' sker som en tradition ved [[valgkongedømme|valgkongedømmet]]t, hvor en kreds af stormænd -riddere, [[adel]], etc- vælger og anerkender "een til at være den første blandt ligemænd" og til at varetage rigets [[udenrigspolitik|udenrigspolitiske]] opgaver. Herunder krig og forhandlinger.

Når en konge blev kronet, underskrev han samtidig en [[håndfæstning]], der fastlagde hans råderum over for adelen. Samtidg udpegede han sin stedfortræder / efterfølger / [[kronprins]] -som regel en søn -– og denne tronarving var således den oplagte kandidat, til at efterfølge ham. Ofte opstod der dog et tomrum og en magtkamp, når arvefølgen -– efterfølgeren -– ikke var oplagt. Perioder med [[Interregnum]], eller kongemord etc er ikke ukendte i [[Danmarkshistorien]].

Men ser man på [[Kongerækken]] indtil [[Oldenborgske_slægtOldenborgske slægt|Oldenborgerne]], dvs fra Gorm den gamle frem til [[Christian 1.|Christian den Første]], vil man se at det virkelig er undtagelsen at søn følger far. Kun i ni ud af et par og tredive regenter følger en søn. Andre gange er det en bror, fætter, onkel, barnebarn etc.