Versionen fra 30. sep. 2012, 02:06 redigér JackieBot (diskussion \| bidrag) Botter 8.643 edits m r2.7.2) (Robot tilføjer gl:Arte de paisaxes ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 7. okt. 2012, 04:07 redigér fjern redigering MGA73bot (diskussion \| bidrag) Botter 274.384 edits m Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery> Gå til næste forskel →
Linje 15: I [[middelalderen]] har landskabsmaleriet dårlige vækstbetingelser. Efter middelalderligt kirkesyn var naturlivet, som det rørte sig i sø og skov, mark og bjerg, fyldt med onde dæmoners magt.{{kilde mangler\|dato=Uge 48, 2010}} Italienerne synes at have været de første, der kunne iagttage og nyde landskabet som noget skønt. Helt ind i middelalderen går der som svage striber af denne skønhedsfølelse, der brød frem i fuldt sollys med [[renæssance]]n, [[Frans af Assisi]], [[Dante]]; senere [[Francesco Petrarca]], [[Aeneas Sylvius]]' skildring af italienske natur, [[Spinello Aretino]]s af en solnedgang. Forklaringen på landskabsmaleriets sene udvikling skal nok findes i det forhold, at den æstetiske landskabskategori først skulle træde frem. Filosoffen [[Joachim Ritter]] har argumenteret for, at opgivelsen af et brugsforhold til naturen var forudsætningen for, at [[æstetik]]ken samt landskabskategorien -– og dermed landskabsmaleriet -– kunne opstå. For Ritter er Petrarcas bestigen af bjerget [[Mont Ventoux]] i [[1336]] og digterens efterfølgende beskrivelse et vendepunkt. Naturen var ikke længere blot en ressource eller et fødevarekammer, men kunne gøres til genstand for æstetisk kontemplation og kunstnerisk gengivelse.<ref>[[Joachim Ritter]], "Landskab" [1963], i: [[Jørgen Dehs]] (red.), ''Æstetiske teorier. En antologi'', 2. udgave, Odense: [[Odense Universitetsforlag]] 1995. ISBN 87-7838-131-2</ref> Landskabsmalerierne kunne finde et publikum blandt italienske [[patricier]]e, der havde forladt de [[pest]]ramte byer og søgt tilflugt i [[villa]]er på landet. Det var dog først i det nordlige Europa med folkenes medfødte kærlighed{{kilde mangler\|dato=Uge 48, 2010}} dér til den landskabelige natur — og først sent — at der dannedes en fuldt selvstændig landskabskunst løst fra sin forbindelse med den kirkelige overlevering. Også for landskabet gjorde van Eyck’ernes malerkunst epoke. Her som andetsteds fremtrådte landskabet vel kun som baggrund for en figurlig fremstilling, men udført med glimrende teknik, dybt perspektiv og de ny strålende oliefarver fangede det selvstændig interesse. Landskabet gjorde sig nu mere og mere gældende, efter udviklingslinjen: mindre og mindre figurer og større plads for det landskabelige, indtil de første svandt ind til en staffage for de sidste. I 15. og 16. århundrede sås på de tyske maleres billeder baggrunde, udmærkede billeder af [[Albrecht Altdorfer]] med betoning af [[luftperspektiv]]en, med stejle fjelde, ligesom på [[Leonardo da Vinci]]s; [[Tiziano Vecelli]] skildrede Gadores bjergegn, [[Raffaello Santi\|Rafael]] og den umbriske skole en blødere, mildere natur med slanke tyndtløvede træer, og så fremdeles. Linje 53: [[Fil:Bøgeskov i maj. Motiv fra Iselingen.jpg\|thumb\|left\|250px\|P.C. Skovgaard, ''Bøgeskov i maj. Motiv fra [[Iselingen]]'', 1857]] [[J.P. Lund]] var den første danske landskabsmaler, der af fødsel var dansk.<ref>Kasper Monrad, ''Det Danske Landskab -– De danske malere på J.C. Dahls tid'', ISBN 978-82-7326-103-8, side 5</ref> Dernæst kom [[Jens Juel]] og [[Erik Pauelsen]]. Juel, som primært er kendt for sit [[portrætmaleri]], brugte landskaber som baggrund i portrætter, men har malet ca. 100 landskabsbilleder. Juels samtidige Pauelsen malede ligeledes landskaber bl.a. fra [[Norge]] og [[Sjælland]]. Ellers er det især [[J.Th. Lundbye]], [[P.C. Skovgaard]] og [[Dankvart Dreyer]], der er kendt som danske landskabsmalere. De tre grundlagde en romantisk tradition inden for landskabsmaleriet. Efter deres død forsatte [[Vilhelm Kyhn]] denne tradition. I 1880’erne vandt realismen indpas med [[L.A. Ring]] som frontfigur. Derefter kom [[Theodor Philipsen]], der regnes for den første danske impressionist, [[Fritz Syberg]], [[Johannes Larsen]] og [[Peter Hansen (maler)\|Peter Hansen]] er på linjen efter ham. I den 20. århundrede udvikler malerkunsten sig via ekspressionisme, surrealisme og kubisme. [[Per Kirkeby]]s landskabsmaleri mangler konturer, og der kun er farver og flader tilbage.<ref>Antik & Auktion, 1/2007, "Det danske landskab", af Henrik Bering, side 40 til 46</ref> == Kilde ==

Landskabsmaleri: Forskelle mellem versioner