Mona Sahlin: Forskelle mellem versioner

I [[oktober]] [[1995]] afslørede [[tabloid]]avisen ''[[Expressen]]'' at Sahlin, der på daværende tidspunkt var vicestatsminister og af mange opfattedes som den naturlige arvtager efter statsminister [[Ingvar Carlsson]], havde anvendt sit minister-Eurocard til at købe varer til privat forbrug for mere end 50.000 [[svenske kroner]]. Sahlin havde bl.a. købt tøj og lejet en bil. Hun hævdede, at hendes private kreditkort så ud præcis som minister-kortet og at nogle af hendes ministerudgifter også var blevet afholdt af hendes private konto. Mona Sahlin tog sagen i retten for at bevise sin uskyld og blive renset for mistankerne. Mens sagen rullede i medierne kom det også frem, at Sahlin havde adskillige ubetalte parkeringsbøder og at hun ofte havde glemt at betale sine børns pasningsudgifter rettidigt.<ref>[http://www.expressen.se/1.511241 Britta Svensson: Nej det handlade inte bara om Toblerone... -– Britta Svensson -– Expressen.se<!-- Bot genereret titel -->]</ref> I oktober 1995 offentliggjorde Sahlin, at hun ville trække sig fra politik, og [[10. november]] forlod hun regeringen, ligesom hun ikke længere var formandskandidat. I april 1996 forlod hun Riksdagen, men fortsatte dog med at være medlem af partiets forretningsudvalg. Sigtelserne mod hende blev frafaldet. Sagen blev dømt Toblerone-sagen efter at Sahlin på et pressemøde sagde "Jeg købte to Toblerone, bleer og cigaretter". Selvbiografien ''Med mina ord'' fra 1996 beskæftiger sig meget med sagen.