Attentatet i Sarajevo: Forskelle mellem versioner

Ærkehertug Franz Ferdinand tog fra et møde med den tyske kejser [[Wilhelm 2. af Tyskland|Wilhelm 2.]] på sit landsted slottet [[Konopiště]] i [[Benešov]] i [[Bøhmen]] til [[Sarajevo]] for at overvære afslutningen på det Kejserlige og kongelige ([[k.u.k.]]) XV og XVI Korps' manøvrer i [[Bosnien]]. Besøget blev gennemført efter anmodning fra den k.u.k. statholder i [[Bosnien og Herzegovina|Bosnien-Herzegovina]], ''Feldzeugmeister'' [[Oskar Potiorek]].

Besøget skulle foregå den [[28. juni]], på årsdagen (ifølge den ortodokse kalender) for den serbiske nederlag til [[osmanner]]ne i [[Slaget på Solsortesletten]] den [[15. juni]] [[1389]] -– en dato med symbolsk betydning for mange serbere. Datoen for besøget var imidlertid ikke tænkt som en provokation. Det lader til at tilfældigheder har spillet ind, da den østrigske tronfølger helt siden [[1909]] havde gennemført sådanne besøg ved tropperne, som typisk afsluttede forårsmanøvrerne på dette tidspunkt. Potiorek var af den overbevisning, at det østrig-ungarske [[monarki]]s anseelse ikke havde været særligt højt siden den [[Bosnienkrisen|bosniske annektionskrise]] i [[1908]], og at et kongeligt besøg kunne styrke den, hvilket en bevidst provokation dårligt kunne bidrage til. Den for Bosnien-Herzegovina ansvarlige finansminister [[Leon Biliński]] gjorde heller ikke på noget tidspunkt ophævelser over besøget, selv om den oprindelige og af kejseren godkendte plan for besøget slet ikke indeholdt et besøg i byen.

Den af von Rauchensteiner omtalte "fortolkninger i eftertiden", som fremkom efter verdenskrigen gik ud på at Sankt Vitus-dag netop i [[Wien]] var kendt som "helligdag" for serberne, og at besøget i den kort forinden annekterede provins på denne dag, selv hvis den ikke var tænkt som provokation, trods det faktisk udgjorde en særlig ydmygelse -– eller i modsat fald kunne ses som særlig anledning til at slå et slag mod det fremmede herredømme. Af en skrivelse fra sekretæren for det k.u.k. gesandtskab i Beograd, Ritter von Storck, til udenrigsministeren grev [[Leopold Berchtold]] af [[29. juni]] [[1914]] fremgår det, at de østrig-ungarske myndigheder var særdeles velorienterede om omfanget af de i månederne forud planlagte omfangsrige festligheder i Serbien i anledning af 525 årsdagen for slaget på Solsortesletten.<ref>''Østrigisch-ungarisches Rotbuch. Diplomatische Aktenstücke zur Vorgeschichte des Krieges 1914. Volksausgabe.'' Manzsche k. u. k. Hof-Verlags- und Universitäts-Buchhandlung, Wien 1915, Dok. 1, S. 8</ref>

Berchtold viste sig dagen efter bekymret for, at en "svækket holdning ville kunne distreditere vor stilling overfor Tyskland".<ref>[http://www.lib.byu.edu/~rdh/wwi/1914/austdocs/1010.html Skrivelse fra grev Berchtold til grev Tisza af 8. juli 1914]</ref> Ministerrådet lod det på sit møde den 19. juli stå åbent, om Serbien – som diplomaten grev [[Alexander Hoyos]] overvejede det -– skulle deles op mellem andre balkanstater. Grev Tisza tilsluttede sig kun afsendelsen af démarchen fordi Serbien kun kunne tvinges til at afgive små eller slet ingen strategisk vigtige områder.<ref>[http://www.lib.byu.edu/~rdh/wwi/1914/austdocs/1026.html Referat af ministerrådets møde om fælles anliggender den 19. juli 1914]</ref> Den østrigske ministerpræsident [[Karl Stürgkh]] talte om at afsætte det serbiske kongehus, og at ordlyden af den relevante passage tillod bestemt den fortolkning, som den serbiske regering tillagde den.<ref>Manfried Rauchensteiner: ''Der Tod des Doppeladlers. Østrig-Ungarn und der Erste Weltkrieg''. Styria Verlag, Graz/Wien/Köln 1997, ISBN 3-222-12116-8, S. 79.</ref> Udlandet opfattede démarchen på samme måde som den serbiske regering. Den chokerede britiske udenrigsminister [[Edward Grey|Sir Edward Grey]] talte således om den "mest onde skrivelse, som jeg har haft i hænderne i hele mit liv".

Fra [[12. oktober|12.]] -– [[23. oktober]] [[1914]] fandt der i Sarajevo en retssag sted mod i alt 25, som var anklaget for [[Forræderi|højforræderi]] og [[drab|snigmord]]. Under retssagen afviste alle anklagede enhver forbindelse til det officielle Serbien.

Gavrilo Princip sagde i sit vidneudsag, at han ikke angrede sin gerning og ikke anså sig selv for at være forbryder, han havde blot myrdet en [[tyran]]. Han sagde, at han var [[Jugoslavien|jugoslav]] og revolutionær, at han hadede Østrig-Ungarn og ønskede dets undergang. Ingen havde opfordret ham til at begå handlingen, og han afviste enhver forbindelse til det officielle Serbien. Til at understøtte dette hævdede han at Ciganović havde advaret ham om, at de serbiske myndigheder ville tage dem til fange, hvis de hørte om planen. Han sagde også, at han var ked af at have dræbt ærkehertuginden -– en tjekke -– og at dette skud havde været tiltænkt Potiorek.

[[FileFil:Franzshirt.jpg|thumb|left|Franz Ferdinands blodplettede uniform]]