Operation Nickel Grass: Forskelle mellem versioner

Krigen begyndte den [[6. oktober]]. Den [[9. oktober]] udsendte Israels premierminister [[Golda Meir]] en personlig appel om assistance. De [[Europa|vesteuropæiske]] lande nægtede, fordi de frygtede konsekvenserne for olieforsyningen, men den amerikanske præsident [[Richard Nixon]] gik med til at sende hjælp og militære forsyninger.<ref>[http://www.historynet.com/mcdonnell-f-4-phantom-essential-aircraft-in-the-air-warfare-in-the-middle-east.htm/3 McDonnell F-4 Phantom: Essential Aircraft in the Air Warfare in the Middle East » HistoryNet -– From the World's Largest History Magazine Publisher<!-- Bot generated title -->]</ref> Skibstransport ville være for langsomt, så flyselskaber blev kontaktet, men ingen af dem ville påtage sig opgaven, af frygt for at blive nægtet adgang til de arabiske lande efter krigen. Kun det statslige, israelske flyselskab, [[El Al]], meldte sig. Forsyningerne begyndte at ankomme den [[10. oktober]], men det stod hurtigt klart, at El Als begrænsede beholdning af de til formålet dårligt beskafne passagerfly, ikke var i stand til at løfte opgaven.

Da våbnene endelig nåede frem, havde israelerne igen fået overtaget, men genforsyningen styrkede uden tvivl deres moral.<ref>Kenneth Stein: ''Heroic Diplomacy'', side 78-79</ref> Der var aldrig fare for Israels eksistens, idet Israels [[Atomvåben|kernevåben]] beskyttede landet mod at blive rendt over ende; af samme grund var sidstnævnte aldrig [[Egypten]]s og [[Syrien]]s krigsmål, men derimod gennem små erobringer at styrke deres forhandlingsposition -– for at få de områder tilbage, som Israel besatte i juni [[1967]]. Israel fik efter krigen knyttet USA tættere til sig som strategisk partner; hvor hjælpen fra USA i [[1971]] var på 634,5 $ (heraf 85 % militærhjælp) femdobledes den efter krigen. I [[1976]] blev Israel den største modtager af amerikansk hjælp (og ydermere skete et skift væk fra lån og over til gaver<ref>Clyde Mark, US Congressional Research Service: ''Israel, Foreign Assistance'', side 6,a3)</ref>) -– en position landet har haft lige siden. For USA så regnestykket sådan ud: ganske vist blev to af [[Sovjetunionen]]s klientstater slået -– og det kan have været en positiv udvikling set i et videre [[Den kolde krig|koldkrigs-perspektiv]]perspektiv -, men USA betalte en høj pris for det. Den arabiske olieembargo og efterfølgende produktionsbegrænsning fik prisen på olie til at galopere i vejret og pålagde USA og dets allierede betydelige økonomiske omkostninger. Alene i [[1974]] kostede de USA 48,5 mia. $ -– svarende til omkring 140 mia. i [[2000]]-dollars<ref>Robert J. Lieber: ''The Oil Decade: Conflict and Cooperation in the West.'', side 21 (New York:Praeger 1983).</ref>, på grund af højere oliepriser og en anslået reduktion af [[BNP]] på 2 %. Hertil kommer langtidseffekterne af [[inflation]], reale indtægter og produktionsvækst såvel som langsigtede effekter for investeringer, valutakurssvingninger og andre faktorer. Omkostningerne for [[OECD]]-landene var, at deres olieregning steg fra 35 mia. $ i 1973 til mere end 100 mia. $ i 1974.<ref>Robert N. Krapels:'' Oilcrisis Management:Strategic Stockpiling for International Security'', side 34 (Baltimore: John Hopkins University Press, 1980)</ref> <ref>Dominick Salvatore, ''Petroleum Prices and Economic Performance in the G-7 Countries''; Siamack Shojai and Bernard S. Katz, eds.: ''The Oil Market in the 1980s: A Decade of Decline''(New York: Praeger, 1992), 94; og Mancur Olson, "The Productivity on: Longman, 2002), 154—55 </ref> Oliekrisen førte også til alvorlige gnidninger i USA's forhold til nøgle-allierede i [[Europa]] og [[Asien]].

* Krisinger, Chris J. [http://www.au.af.mil/au/cadre/aspj/airchronicles/apj/apj89/spr89/krisinger.html Operation Nickel Grass -– Airlift in Support of National Policy], Aerospace Power Journal, forår 1989.