Præsten i Vejlbye: Forskelle mellem versioner

Blicher bruger en jeg-fortæller, der mangler afgørende informationer på vigtige tidspunkter i forløbet. Han fremstår derfor -– i alt fald delvis -– utroværdig. Teknikken har Blicher benyttet i tidligere noveller. Bl.a. [[Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog]] og [[Sildig Opvaagnen]]. Herved overlades mere til læserens fantasi end vanligt på Blichers tid. Efter Søren Baggesens ''Blicher -– afhandling''<ref>Baggesen, Søren (1965)</ref> er Præsten i Vejlbye -– og flere af Blichers andre noveller, anerkendt som en forløber, eller ligefrem en del af [[Det Moderne Gennembrud]].

I [[2006]] blev Præsten i Vejlbye en del af [[kulturkanon]], bl.a. begrundet i, at ”stilen lyser af elegisk smerte og uhyggeligt fortættet [[drama]], og fortællingen er svær at ryste af sig”:<ref>Kulturministeriet: Kulturkanon, s. 142</ref> Begrundelsen er ledsaget af et citat: ”Blicher er ikke bare den første af den danske litteraturs store fortællere, han er en af de få tragiske digtere , den danske litteratur overhovedet har”.<ref>Citat af Søren Baggesen, ibid. s. 143</ref>

* [[Præsten i Vejlby (1922)]] -– stumfilm af [[August Blom]]. Regnes som mest tro mod originalversionen.

* [[Præsten i Vejlby (1931)]] -– af [[George Schnéevoigt]]. Regnes som Danmarks første tonefilm.

* [[Præsten i Vejlby (1972)]] -– af [[Claus Ørsted]].

== Litteratur ==

* Baggesen, Søren: ''Den blicherske novelle'', Odense Universitetsforlag 1965