Skjaldekunst: Forskelle mellem versioner

lovprise kongens bedrifter i farverige -– tit bloddryppende -– skildringer, som gerne blev formuleret i den metrisk

krigsreporter, sprognævn og propagandamester -– hvilket jo forklarer lidt af hans høje position<ref>Propagandaens rolle begrænsedes dog af et faktum, som [[Snorri Sturluson]] nævner i sin fortale til [[Heimskringla]], nemlig at når skjalderne skulle lovsynge deres herre, så gjorde de det efter bedste evne, men fordi man kunne være sikker på, at en del af tilhørerkredsen havde oplevet den besungne begivenhed, så kunne skjalden ikke tillade sig at lyve. Hvis man overdriver eller opfinder bedrifter, „så er det hån men ikke pris“ for at citere Snorri. De gamle havde en fin fornemmelse for om en lovsang var rimelig eller ej. Skjaldene kunne også bruge sin kunst til at tale konger til rette, se f.eks. [[Bersöglisvísur]] som [[Sighvatr Þórðarson]] brugte til at få sin herre, [[Magnus den Gode]] til at komme på blidere tanker med hensyn til sin regering. Det virkede. Sighvatr var den fødte diplomat.</ref>.

Den største blandt skjaldene -– der dog ikke levede af sin digtning, men af diverse handels- og plyndringstogter samt som høvding på Island -– var vel nok [[Egil Skallagrimson|Egill Skalla-Grímson]]<ref>Egill var en af sin tids stormænd på Island. I en noget skærende kontrast til hans eventyr i udlandet, beskrives han som ret fredelig, i hvert fald i voksen alder, når han var hjemme og bilagde strider ad lovens vej.</ref>. Egill var, måske sammen med Eyvindr skaldaspillir sin tids personligste skjald, idet hans overleverede digtning vidner om en stærk, splittet sjæl, som benytter sin gave til at få luft — se hans bevarede sørgedigte, og så hans hadske viser<ref>De som tvivler om, at denne tids mennesker havde de samme følelser som vi i nutiden, inviteres til at læse hans digte, enten i originalen eller en oversættelse. Egils [[Sonatorrek]] viser en grædende fader som forældre, som har mister børn, har været til alle tider.</ref>.