Slaget ved Kap Esperance: Forskelle mellem versioner

{{Felttoget på Salomonøerne}}

 

 

 

Kort inden midnat den 11. oktober opfangede en amerikansk styrke bestående af 4 krydsere og 5 destroyere og under kommando af kontreadmiral [[Norman Scott (admiral)|Norman Scott]] Gotōs styrke da den nærmede sig Savoøen nær Guadalcanal. Japanerne blev overrasket og Scotts skibe sænkede en af Gotōs krydsere og en af hans destroyere, mens de kraftigt beskadigede en anden krydser og sårede Gotō dødeligt. Derved tvang de resten af Gotōs skibe til at opgive bombardementet og trække sig tilbage. Under kampen blev en af Scotts destroyere sænket mens en krydser og endnu en destroyer blev stærkt beskadiget. I mellemtiden gennemførte den japanske forsyningskonvoj losningen af tropper og forsyninger på Guadalcanal og indledte tilbageturen uden at blive opdaget af Scotts styrke. Senere om morgenen den 12. oktober vendte fire japanske destroyere fra forsyningskonvojen om for at hjælpe Gotōs beskadigede skibe under tilbagetrækningen. Luftangreb af amerikanske fly fra Henderson Field sænkede to af disse destroyere senere på dagen.

 

== Baggrund ==

 

De allierede overraskede japanerne og ved aftenstid den 8. august havde de allierede styrker, som fortrinsvis bestod af [[United States Marine Corps|amerikanske marinesoldater]] fået kontrol over [[Tulagi]] og de omkringliggende småøer foruden den flyveplads, som var under bygning ved Lunga Point på Guadalcanal (senere færdiggjort og givet navnet [[Honiara International Airport|Henderson Field]]). Allierede fly der opererede fra Henderson Field blev kendt som "[[Cactus Air Force]]" (CAF) efter det allierede kodenavn for Guadalcanal.<ref>Morison, ''Struggle for Guadalcanal'', pp. 14–15 og Shaw, ''First Offensive'', p. 18. Henderson Field blev opkaldt efter major [[Lofton R. Henderson]], en marineflyver som blev dræbt under [[slaget om Midway]].</ref>

[[Fil:RabaulStrategicArea.jpg|thumb|right|Salomonøerne i det sydlige stillehav. Den japanske base ved Rabaul ligger i øvre halvdel til venstre. Guadalcanal (for neden til højre) ligger sydøst for "renden", den rute som blev anvendt under japanske "Tokyo Express" missioner.]]

 

 

Det første forsøg fra den japanske hær på at generobre Henderson Field blev gjort den 21. i [[slaget ved Tenaru]] og det næste var [[Slaget ved Edson's Ridge]], fra [[12. september|12.]] – [[14. september]]. Begge slog fejl.<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 141–143, 156–158, 228–246, & 681.</ref>

 

 

I mellemtiden overbeviste [[generalmajor]] [[Millard Harmon|Millard F. Harmon]] — chefen for den amerikanske hærs styrker i den sydlige del af Stillehavet [[viceadmiral]] [[Robert L. Ghormley]] — som var øverstkommanderende for de allierede i den sydlige del af Stillehavet om at marineinfanteriet på Guadalcanal straks måtte forstærkes hvis de allierede skulle kunne forsvare øen under den forventet kommende japanske offensiv. Således blev den 8. oktober de 2.837 mand fra 164. infanteriregiment i [[Americal Division]]en indskibet på [[Ny Kaledonien]] til turen til Guadalcanal, som man regnede med at nå den 13. oktober.<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 293; Cook, ''Cape Esperance'', p. 19–20; Morison, ''Struggle for Guadalcanal'', p. 147–148; og Dull, ''Imperial Japanese Navy'', p. 225.</ref>

For at beskytte forstærkningsgruppen under overfarten til Guadalcanal mod Cactus Air Force planlagde det 11. japanske luftvåben, der havde base i Rabaul, [[Kavieng]] og Buin at gennemføre to luftangreb på Henderson Field den 11. oktober. En gruppe på 17 [[Mitsubishi A6M|Zero jagere]] overfløj Henderson Field lige efter middag men kom ikke i kamp med nogen amerikanske fly. 45 minutter senere ankom den 2. bølge, som bestod af 45 [[Mitsubishi G4M|Betty]] bombefly og 30 Zeroer til Henderson Field. I det efterfølgende luftslag med Cactus Air Forve blev en Betty og to amerikanske jagere skudt ned. Selv om de japanske angreb ikke gjorde større skade, forhindrede de bombefly fra Cactus Air Force fra at finde og angribe forstærkningsgruppen. Mens forstærkningsgruppen sejlede ned gennem "revnen" blev den beskyttet af 11. luftflådes Zeroer fra Buin. Som understregning af denne konvojs betydning for de japanske planer fik den sidste gruppe Zeroer ordre til at blive ved konvojen indtil det blev mørkt og herefter lande deres maskiner på vandet og vente på at blive samlet op af forstærkningsgruppens destroyere. Alle 6 Zeroer landede på vandet, men kun en pilot blev reddet.<ref>Frank, ''Guadalcanal'', pp.295–296; Cook, ''Cape Esperance'', pp.32–33; Morison, ''Struggle for Guadalcanal'', pp.149–150. Frank siger at fem af de seks Zeropiloter ikke blev reddet, mens Cook siger at alle undtagen en blev reddet.</ref>

 

 

Scott udformede en simpel slagplan for den forventede kamp. Hans skibe skulle sejle i kolonne med hans destroyere foran og bag hans krydserkolonne mens de afsøgte en 300 graders bue med deres overfladeradar i et forsøg på at komme i en fordelagtig stilling i forhold til den fjendtlige styrke. Destroyerne skulle oplyse ethvert mål med søgelys og afskyde torpedoer mens krydserne skulle åbne ild mod ethvert mål uden at afvente ordrer. Krydserens flydeplan, som blev opsendt på forhånd skulle finde og oplyse de japanske krigsskibe med blus. Selv om ''Helena'' og ''Boise'' var udstyret med den nye og stærkt forbedrede SG [[radar]], valgte Scott ''San Francisco'' som sit [[flagskib]].<ref>Frank, ''Guadalcanal'', pp.293–294; Cook, ''Cape Esperance'', p.22–23, 25–27, og 37; and Morison, ''Struggle for Guadalcanal'', pp.149.</ref>

 

== Efterspil og betydning ==

[[Fil:CapeEsperanceBoise2.jpg|thumb|right|En amerikansk matros peger på scoretavlen på USS ''Boise'' efter skibets tilbagekomst til USA for at få udbedret kampskader i november 1942. Scoretavlen hævder, at ''Boise'' deltog i sænkningen af tre krydsere og tre destroyere, hvilket kraftigt overdriver de japanske tab i slaget.]]

 

Scott hævdede, at han styrke havde sænket tre japanske krydsere og fire destroyere. Nyheden om sejren fik stor omtale i de amerikanske medier. ''Boise'', som havde fået så store skader, at den måtte en tur til [[Philadelphia Naval Shipyard]] for at blive repareret, blev kaldt "et skibs flåden" af pressen for sine bedrifter under slaget, selv om det primært skyldtes at navnene på de andre involverede skibe blev holdt tilbage af sikkerhedsgrunde. ''Boise'' var under reparation indtil den 20. marts 1943.<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 311, Cook, ''Cape Esperance'', p. 140–144, Morison, ''Struggle for Guadalcanal'', p. 170–171.</ref>

 

 

Sejren ved Kap Esperance bidrog til at amerikanerne ikke fik et klart overblik over hvad japanerne var i stand til under kamp om natten. Amerikanerne var stadig ikke klar over rækkevidden og styrken af japanske torpedoer, effektiviteten af japanske natkikkerter og de japanske destroyer- og krydserkaptajners evner i kamp. På baggrund af hvad de troede at have lært af slaget forsøgte amerikanerne i de følgende natlige slag omkring Salomonøerne at bevise at amerikansk kanonild var mere effektiv en japanske torpedoangreb. Denne antagelse blev i alvorlig grad afprøvet to måneder senere under [[Slaget ved Tassafaronga]]. En underordnet officer på ''Helena'' skrev senere: "Kap Esperance var et slag med tre parter, hvor tilfældighederne var den store vinder."<ref>Cook, ''Cape Esperance'', p. 59, 147–151, Frank, ''Guadalcanal'', p. 310–312, Morison, ''Struggle for Guadalcanal'', p. 170–171.</ref>