Spolebånd: Forskelle mellem versioner

For konsumentbrug er det udelukkende 1/4" (6,35mm) bredde som er aktuelt og på hjemmets båndoptagere udelukkende CINE tap, hvis det kræves påsat NAB adapter, som udgjorde langt hovedparten af maskinerne. Tidlige (oftest) Europæiske maskiner kunne blot klare spoler op til og me 5" og 6", men i midten af 60erne kommer 7" til at være langt det mest udbredte og i Europa. I elektronik magasinerne fra dengang findes et væld af byggesæt som gav mere eller mindre funktioelle båndoptagere, det var navnlig i England at sådant kom som kits og færdigsamlet så fingernemme amatører kunne spare lidt penge. Et af de meste prominente eller velkendte er nok Elektor magasinet som selv op i 1980erne bød på dele til båndteknik i løssalg. Mange af de kits som blev udbudt i England førtes ikke i andre lande. Tilbehør såsom netop tomme spoler til redigering og færdige lydmontager samt opbevaring af samme var stort. Efter 2000 er der meget få steder hvor det fortsat fås, en af Europas største producenter af spoler og tilbehør til mange formål, Posso, byder fortsat på spoler igennem deres hjemmeside men ikke alle forhandlere lagerfører hele sortimentet, det kan derfor anbefales at kigge på loppemarkeder, inden mand kigger på internettet. Oftest vil æsker til film spoler også kunne bruges.

 

For forbrugere blev spolebånd mere eller mindre afløst af [[kassettebånd]], som indeholder to spoler i en kassette. Men spolebånd rummer ofte mere information. I 1976 forsøgte producenten [[Sony]] at markedsføre en mellemting af en kassette og et spolebånd nemlig ElCaset, som består af en kassette som er lidt tyndere end et [[VHS]] videobånd, og omtrent samme bredde og højde, hvori der er et bånd på to halve spoleflanger som overlapper på midten. Hastigheden er 3 3/4" (9,5 cm/s) og med stereo i begge retninger til en samlet spilletid på 60 og 90 for normale salgskassetter. Formatet faldt til jorden med et hult drøn, og for de fleste er spolebånd et fortidslevn og kassetten en nyere ting som også har været på retur de sidste 10-15 år.

 

 

De maskiner, der blot står hos almindelige mennesker til brug i hjemmet er normalt ikke en lydmæssig perle, for her er båndhastigheden også meget langsom selvom maskinen bruges til musik og mere krævende lyde. 1 7/8" = 4,76 cm/s. Endda ofte langsommere end kassettebåndets 4,75 cm. i sekundet. Men i mange år har normal været 3 3/4" samt 7,5" på samme apparat. De fleste af disse apparater kan maksimalt klare 7" (18 cm) spoler og de mindre spoler er ikke anbefalelsesværdige til en maskine med blot en motor idet trækkraften på spolerne øges til fare for båndets vel og båndet knækker ved for meget kraft.

[[Bing Crosby]] søgte at slippe for fem shows hver aften som sendtes videre til fem tidszoner og spille mere golf i stedet og derfor blev [[Ampex]] sat til at kopiere den tyske maskine og [[Scotch]] producerede noget brugbart båndmateriale. De første Scotch bånd er acetat, de kendes ved at lys passerer igennem sidelæns når man holder en spole med båndet foran en lampe. Polyester typerne som kom efter blokerer i stedet for lyset er mørke at se på.

 

Hurtigt vandt plastiktyperne dog frem på grund af både smidighed og redigeringsvenlighed. Flere fabrikanter kom til, både Ampex i USA, [[Philips]] og [[BASF]] i Europa, [[Zonal]] og [[EMI]] Tape i England og Maxell og [[TDK]] i Asien. Ampex hedder i dag Quantegy. Medens AGFAs magnetdivision er under BASF, som nu hedder [[EMTEC]], og EMTEC har solgt magnet produktionen fra på auktion og RMGi i Holland har overtaget alt udstyr og produktion. Zonal laves nu i Australien. Maxell stoppede produktionen lige efter årtusindskiftet og TDK stoppede i midten af 80'erne.

 

 

Spolebånd er særdeles driftsikre (især når der er tale om kraftige redigeringsbånd), men ud over slid på båndet, magnetisme m.v., så går limen mellem plastikbase og emulsion med tiden i opløsning på nogle båndtyper, hvilket betyder, at nogle af båndets flager med emulsion ryger af; med hørbart dårligere lyd til følge. Endnu værre er det såkaldte "sticky tape-syndrom", der ofte er et problem på gamle studie-masterbånd, som ikke er udviklet til samme brug som almindelige bånd og dem, der bruges til radiofoni. Hvis båndet bindemateriale (lim) er den type som ikke er langtidsstabil, men trækker væde fra luften, kommer der med tiden problemer med, at båndene begynder at klistre sammen. Selve limen svækkes og ved afspilning lægger oxiden sig som en tyk pasta henover båndstyr og hoveder.

 

Inden man starter, er det vigtigt at fjerne alle bånd (samt MiniDisc's og rewriteable cd'er) i nærheden. Andre båndmaskiner bør også stå nogle meter væk fra stedet. Den båndmaskine du defluxer, skal være slukket. Øv dig på en billig (møg)båndoptager, overvåget af en erfaren defluxer.

 

Manuel redigering af bånd har normalt to former.

Overspilning af udvalgte sektion fra et eller flere bånd til et nyt.