Tokharere: Forskelle mellem versioner

'''Tokharerne''' var et [[indoeuropæisk (sprog)|indoeuropæisk]] folk, der levede i [[Tarimbækkenet]] i [[Centralasien]]. Det ligger i dag i den nuværende [[Xinjiang]]provins i [[Kina]]. De forsvandt for ca. et tusind år siden, og selv om deres civilisation blev "opdaget" af vestlige forskere for næsten hundrede år siden, er den stadig ret ukendt. I løbet af [[1980'erne]] begyndte man at finde 2000-4000 år gamle og sandsynligvis tokhariske [[mumie]]r med europæisk udseende i det vestlige Kina, og det har kastet et interessant lys over deres fjerne fortid. Desværre har visse lighedstræk med [[keltisk (sprog)|keltisk]] kultur (nogle af mumierne var iført dragter med mønstre og vævning som genkendes fra kiltstof) fremkaldt den forkerte opfattelse, at tokharerne skulle stamme fra [[kelter]]e, der havde slået sig ned i Centralasien.

 

De nævnte ekspeditioner blev foretaget af englænderen [[Aurel Stein]], tyskerne [[Albert Grünwedel]] og [[Albert von Le Coq]], franskmanden [[Paul Pelliot]], og af russiske og japanske forskere. De fandt ruiner og klippehuler med et stort antal velbevarede skrifter og genstande fra de tokhariske kulturer i det [[1. årtusinde]] e.Kr.

 

Tokharerne levede i den nuværende kinesiske provins [[Xinjiang]] (Sinkiang), eller mere præcist i den midterste del af provinsen, hvor Tarimbækkenet ligger. Dette område afgrænses mod nord af "Himmelbjerne" ([[Tien Shan]] på kinesisk), mod syd af [[Kunlun]] og [[Altyn]] og mod vest af [[Pamir]]. Det meste dækkes af [[Taklamakanørkenen]], der mod øst går over i [[Gobiørkenen]]. I den østlige del finder man også [[Lop Nor]], en saltsump, hvis areal er svundet betydeligt ind i dag.

 

* Byerne langs nordruten var (fra øst mod vest):

[[Turfan]] (42°59'N; 89°11'Ø), [[Korla]] (41°39'N; 86°08'Ø), [[Kucha]] (41°39'N; 82°54'Ø) og [[Aksu]] (41°10'N; 80°15'Ø).

Der har næsten aldrig været nogen samlet statsdannelse i området på grund af dets store udstrækning og besværlighederne med at rejse fra oase til oase. Byerne langs den nordlige rute svarer til fortidens kongeriger, og også langs sydsiden af Tarim fandtes der nogle kongeriger i det 1. årtusinde, men de sygnede hen, efterhånden som ørkenen bredte sig.

 

 

 

 

 

Blandt de manuskripter, som blev bragt hjem fra Tarimbækkenet af europæiske og japanske ekspeditioner, var nogle skrevet på et ukendt sprog, som man først kaldte ”sprog 1”. Den tyske forsker F.W.K. Müller, der var specialist i [[tyrkisk (sprog)|tyrkiske sprog]], gav det navnet ''tokharisk'' i [[1907]]. I [[1908]] beviste to specialister i indiske sprog, Émile Sieg og Wilhelm Siegling, at sproget havde et indoeuropæisk præg. Noget senere offentliggjorde den franske forsker Sylvain Lévi de første oversættelser af nogle tekster. Opklaringen havde ikke voldt problemer overhovedet, for tokharisk var skrevet i den indiske [[brahmi|brāhmīskrift]], og desuden havde man fundet dokumenter, som var forfattet på både tokharisk og [[sanskrit]].

De er taget fra en tekst, som ser ud til at beskrive udviklingen af et foster, og de betyder: ”Den femogtyvende uge kommer dens [moelle] til syne”.

 

 

Her følger til sammenligning en tabel over tallene på henholdsvis PIE, turfansk og kuchask:

|}

 

 

Det diskuteres stadig, om disse folk bør kaldes tokharer, og man har endnu ikke fundet noget endegyldig løsning.

I det mindset kan man antage, at yuezhi var forfædre til agnierne. I [[1966]] fremlagde [[sinolog]]en Edwin G. Pulleyblank flere glimrende argumenter, som kan bevise, at yuezhi talte et tokharisk sprog. Det giver en helt anden dimension til tokharerne: de var ikke blot fastboende, der levede i oaserne ved Tarimbækkenet, men også krigere, der kunne erobre store områder. Det er afgjort, at yuezhi-imperiet havde en enorm indflydelse, lidt svarende til mongolernes, men kineserne begyndte først at omtale dem, da de var svækkede, og derfor ved man meget lidt om dem.

 

 

Hvordan går det til, at der blev talt sprog, beslægtet med dem i Europa, vest for nutidens Kina? Det forudsætter en lang vandring, men hvornår foregik den, og hvor udgik den fra? Man kunne lige så godt spørge sig selv, hvad der fremkaldte den vandring, og hvilken vej den fulgte?

Før de trængte ind i Tarimbækkenet har tokharerne muligvis boet i det sydlige Sibirien ved den øvre del af Jennisei. I det [[3. årtusinde f.Kr.]] fandtes der på det sted en kultur, som kaldes Afanasievo, som var grundlagt af mennesker med en palæoeuropid type, og som er en ægte udløber af kurgankulturen. Man må vise, at kulturen ved Qäwrighul på sin side er en aflægger af Afanasievo, men det kan ikke gøres endnu.

 

 

Folkeslagene i [[Asien]] har for det mest efterladt sig ganske få skrevne kilder, når man ser bort fra deres naboer, kineserne, som havde en uvurderlig, historisk tradition. Disse folks historie kendes kun, fordi kineserne har nævnt dem, selv om den kinesiske historievidenskab først rigtigt begyndte med [[Sima Qian]], som levede kort efter vor tidsregnings begyndelse. Før den tid ligger alt hen i uklarhed, når man bortset fra monumenter og andre arkæologiske vidnesbyrd.

Indbyggerne i Tarimbækkenet i det [[1. årtusinde f.Kr.]] var almindeligvis ikke af palæoeuropid type. Der er altså opstået en blanding mellem indvandrerne og de lokale befolkninger, og tokharerne i den buddhistiske periode nedstammede fra denne blanding.

 

Da de havde besejret [[yüezhi]], var [[xiongnu]] stolte af deres overtagelse af Tarimbækkenet med alle dets rigdomme. Det var under [[Han-dynastiet]], ét af de mest fremgangsrige i Kinas historie, og for at svække xiongnu, måtte man fordrive dem fra Tarimbækkenet. Kineserne sendte tropper ind i området, og de tokhariske kongeriger befandt sig nu mellem to ”supermagter”, Kina og nomaderne fra [[Mongoliet]]. I realiteten var det en ubehagelig situation, som fortsatte gennem store dele af deres historie. Forskrifter for diplomatiske udsendinge, der skulle modtage Tarim-rigernes underkastelse, eller krige, som blev ført i området, fylder de kinesiske krøniker. De omtaler først og fremmest konflikter mellem kongerigerne, og de er næsten tavse om forholdene indenfor de enkelte riger. I de tokhariske tekster finder man næsten heller aldrig brugbare oplysninger. Man ved, at Kuchas og Agnis herskere kaldte sig ”storkonger”, fordi de fulgte de indiske kongers ([[mahârâja]]ernes) eksempel.

 

 

 

[[Tang-dynastiet]], der begyndte i [[618]] med [[Li Yuan]], blev angrebet af De Blå Tyrker fra Mongoliet (som kineserne kaldte [[Tujue]]), ganske som Han-dynastiet kæmpede mod Xiongnu. Efter Li Yuans tronbestigelse sendte kong Suvarnapushpa ham en ambassador, og i de første regeringsår fastholdt sønnen, Suvarnadeva, venskabelige forhold med Kina, men derefter sluttede han sig til tyrkerne. Andre herskere i Tarimbækkenet havde gjort det samme, og det fremkaldte en militær indgriben fra Kina. Suvarnadeva var død i [[646]], og det blev hans bror, ''Haripushpa'' (Guddommelig blomst), som måtte tage kampen op mod de kinesiske tropper. Kuchaerne kastede alle deres styrker ind i krigen, og de nåede at dræbe en kinesisk general, før de blev besejret i [[648]]. Som gengældelse ødelagde kineserne fem store byer og myrdede alle indbyggerne, ”tusindvis af mænd og kvinder”, som deres kronikører bemærker i al korthed.

 

Tokharer og uighurer blandede sig med hinanden, og det tokhariske sprog forsvandt langsomt, sikkert fordi uighurerne var overlegne i folketal. Mens de levede i Mongoliet, var de konverteret til [[manikæisme]]n, men efter kontakten med tokharerne blev de lidt efter lidt buddhister. Mange spor efter den tokhariske kultur var sikkert blevet bevaret, hvis uighurerne ikke havde omvendt sig til [[islam]] i begyndelsen af det [[2. årtusinde]].

 

 

Note: Nye opdagelser har forældet mange påstande i René Groussets standardværk ''The Empire of the Steppes: A History of Central Asia'', 1939, men det giver stadig en god baggrund, som mere moderne detailundersøgelser kan ses op imod.

* Barber, Elizabeth Wayland. 1999. ''The Mummies of Ürümchi''. 1999 ISBN 0-393-04521-8

* Beekes, Robert: ''Comparative Indo-European Linguistics: An Introduction'', 1996 ISBN 90-272-2150-2

* J. P. Mallory og Victor H. Mair: ''The Tarim Mummies: Ancient China and the Mystery of the Earliest Peoples from the West'', 2000. ISBN 0-500-05101-1

* Louis Hambis: ''Asie Centrale. Histoire et civilisation'', 1997 ISBN 2-213-59894-0

* Xu, Wenkan 1996 "The Tokharians and Buddhism" i ''Studies in Central and East Asian Religions'' 9, pp. 1-17.Se [http://www.white-collar.net/02-lib/01-zg/03-guoxue/%E5%85%B6%E4%BB%96%E5%8E%86%E5%8F%B2%E4%B9%A6%E7%B1%8D/%E4%B8%93%E9%A2%98%E7%B1%BB/%E6%96%87%E5%8C%96/%E4%B8%9C%E8%A5%BF%E4%BA%A4%E6%B5%81%E8%AE%BA%E8%B0%88/Resource/Book/Edu/JXCKS/TS010057/0001_ts010057.htm internetversionen]

 

* [[Tokharisk (sprog)|Tokharisk]]

* [[Protoindoeuropæisk]]

 

 

[[Kategori:Indoeuropæiske sprog]]