Tysklands højindustrialisering: Forskelle mellem versioner

'''Tysklands højindustrialisering''' er betegnelsen for en fase i [[Tyskland]]s [[økonomisk historie|økonomiske historie]]. Tidsmæssigt ligger den efter [[den industrielle revolution]] i Tyskland og frem til [[1. verdenskrig]]s udbrud. Dette svarer nogenlunde til den periode hvor det [[Tyske Kejserrige]] eksisterede. I perioden mellem [[1870]] og [[1914]] skiftede Tyskland karakter fra stadig at være et udpræget landbrugsland til at være en moderne [[industristat]]. I denne [[Gründerzeit]] ændredes ikke blot de [[økonomi]]ske strukturer. Processen havde også effekt på [[samfund]]et. De indenlandske vandringer, en større [[urbanisering]] og etableringen af sociale og frem for alt markedsbetingede klasser kan direkte føres tilbage til højindustraliseringen. Indirekte fik udviklingen betydning på den politiske kultur (fremkomsten af politiske folkepartier og interesseorganisationer) og det kulturelle liv (f.eks. i form af [[Jugendbevægelsen]] som protest mod moderniseringen). Højindustrialiseringen fulgte efter den [[Anden industrielle revolution]] og omfattede automatisering af produktionsprocessen -– [[masseproduktion]] og [[samlebånd]].

Mens tidspunktet for begyndelsen af den [[Industrielle revolution i Tyskland]] -– ''take off'' fasen -– er omstridt indenfor den økonomisk historiske forskning er der stort set enighed om hvornår højindustrialiseringen begyndte. Den lå efter den tidlige industrialisering (fra begyndelsen til midten af [[1800-tallet]]) og det industrielle gennembrud fra begyndelsen af [[1850'erne]] til starten af [[1870'erne]] og falder derfor tidsmæssigt sammen med grundlæggelsen af det [[Tyske Kejserrige]].<ref>Pierenkemper, Gewerbe und Industrie, S. 58–61.</ref> Højindustrialiseringsperioden begyndte således omkring 1870 og sluttede i 1914 da udbruddet af 1. verdenskrig førte til at våbenindustrien blev den dominerende erhvervssektor.

Også selv om andre brancher voksede relativt hurtigere var højindustrialiseringen i vidt omfang præget af mineindustrien. Alene mellem [[1907]] og [[1913]] voksede udvindingen af stenkul fra 143 til 191 mio. tons, dvs. med en tredjedel. I alt voksede kulproduktionen i Ruhrområdet til det 10-dobbelte fra 1870 til 1913. Antallet af beskæftigede voksede fra omkring 50.000 til over 440.000, og samtidig voksede det gennemsnitlige antal beskæftigede pr. mine fra ca. 400 til over 2.500. Dermed udbyggede denne region sin førerposition i forhold til [[Øvre Schlesien]] og [[Saarland]]. Trods dette opsving var de teknologiske landvindinger indenfor minedriften forholdsvis beskedning og produktionen pr. kulminearbejder var -– i modsætning til f.eks. jernminerne -– ikke meget højere i 1913 end den havde været i begyndelsen af [[1880'erne]]. Derfor var minerne afhængig af den stadige tilvandring af arbejdskraft, især arbejdere af polsk afstamning. Stenkulsminerne var før 1. verdenskrig den største ophobning af ufaglært arbejdskraft. De største mineselskaber var [[Gelsenkirchener Bergwerks-AG]] som ejede talrige miner. Tilsvarende udformede private mineselskaber var [[Harpen AG]], [[Hibernia AG]] og [[Mülheimer Bergwerks-Verein]]. I Saarland blev minedriften foruden nogle private selskaber såsom [[Saar- und Mosel-Bergwerks-Gesellschaft]] i betydeligt omfang drevet af den preussiske stat. Mens der i Øvre Schlesien udover statslige miner også var nogle, som var etableret af de store jordbesiddere. En af de største var [[Vereinigte Königs- und Laurahütte]].

I jern- og stålindustrien betød nye produktionsmetoder (såsom [[Thomas-Gilchrist-metoden]] og [[Siemens-Martin-processen]]) at produktionen voksede til det 10-dobbelte, i stålindustrien endda til det 25-dobbelte. Beskæftigelsen indenfor metalfremstillnigen steg fra 43.000 i 1849 til 443.000 i 1913. I dette område virksomhedsstørrelsen og den geografiske koncentration større end i næsten alle andre erhvervsgrene. I de 50 største virksomheder var 45% af hele erhvervets ansatte beskæftiget. Indenfor branchen stålproduktionens betydning tydeligt i forhold til jernproduktionen -– og endnu kraftigere voksede valseværkernes og støberiernes betydning. Stålvalseværkerne alene udgjorde kort før 1. verdenskrig 44% af den samlede produktion indenfor området.

Den metalforarbejdende industri havde -– når man medtager maskinbyggeriet -– spillet en stor rolle med at bygge lokomotiver og dampmaskiner siden starten af industrialiseringen. I højindustrialiseringsperioden kom der nye produkter til, og antallet af firmaer og antallet af beskæftigede voksede kraftigt. Disse tilhørte i et vist omfang koncerner indenfor bjergværksindustrien, men der var også betydelige virksomhedern uden tilknytning til bjergværksindustrien. Der var ganske vist nogle højborge for maskinbyggeri, (såsom [[Chemnitz]], [[Berlin]], [[Leipzig]], [[Hannover]], [[Mannheim]] og [[Köln]]), men det var kendetegnende, at denne industri var spredt ud over landet. Der var ganske vist nogle få store virksomheder, men industrien var kendetegnet ved mellemstore firmaer. Ikke mindst fremstillingen af forbrændningsmotorer og biler fik stor betydning. I [[1912]] nåede den tyske bilproduktion op på over 16.000 personbiler. Den største producent var [[Opel]] med ca. 3.000 køretøjer.

I banksektoren opstod der -– udover de gamle institutioner, som ydede lån til landbruget -– moderne realkreditbanker til finansiering af fast ejendom.<ref>[http://www.economics.utoronto.ca/munro5/23gerbnk.pdf (PDF) John Munro: German Banking and commercial organizations]</ref> Ikke kun for privatkunder men også for den regionale middelstand blev sparekasserne og kreditforeningerne af stigende betydning. Ved finansieringen af industrien var det første og fremmest de store kreditbanker som var vigtige. Her opstod der i 2. halvdel af [[1800-tallet]] ved sammenslutning af de oprindelig lokalt organiserede banker store bankaktieselskaber, som hovedsagelig hørte hjemme i [[Berlin]] eller Rhinlandet, såsom f.eks.[[Deutsche Bank]] og [[Dresdner Bank]].<ref>Richard Tilly: Verkehrs- und Nachrichtenwesen, Handel, Geld-, Kredit- und Versicherungswesen 1850-1914, I: Handbuch der Deutschen Sozial- und Wirtschaftsgeschichte, Bd.2, S.563-596, Ullmann, Kaiserreich. S.105., Wehler, Gesellschaftsgeschichte, Bd.3, S.622-631, sammenlign med udvikling og betydning af bankvæsenet

Mens 64% af befolkningen i 1871 fortsat boede i kommuner med under 2.000 indbyggere og kun 5% i storbyer på over 100.000 indbyggere var der allerede i 1890 lige mange på landet og i byerne. I 1910 boede kun 40% i kommuner med mindre end 2.000 indbyggere, 27,4% boede i mellemstore byer (5.000 -– 100.000) og 21,3% i storbyerne.

Borgerskabet var ikke en homogen gruppe, men var opdelt i mange forskellige. Antallet og betydningen af erhvervsborgerskabet voksede tydeligt i kejserrigets tid. Indenfor denne gruppe begyndte der at opstå et storborgerskab, efterhånden som industrifolk, bankfolk og storkøbmænd skilte sig ud og klart tilhørte toppen i samfundet. Det uddannede borgerskab voksede i takt med at mange fag udviklede sig i en akademisk retning -– såsom arkitekter og ingeniører, samtidig mistede det meget af sin indesluttethed, som byggede på en fælles uddannelsesmæssig baggrund og selvforståelse. Udover de traditionelle småborgere i form af håndværkere og småhandlende opstod der en ny middelstand af funktionærer og embedsmænd. Trods alle forskelle var denne højest forskelligartede gruppe klar afgrænset til det voksende antal arbejdere.<ref>Wehler, Gesellschaftsgeschichte, Bd.3, S.712-771, Utz Haltern: Bürgerliche Gesellschaft. Sozialtheoretische und sozialhistorische Aspekte. Darmstadt, 1985 ISBN 3-534-06854-8, v.a. S.69-96</ref>

* Gerd Hohorst, Jürgen Kocka, Gerhard A. Ritter: Sozialgeschichtliches Arbeitsbuch Bd.2: Materialien zur Statistik des Kaiserreichs 1870 -– 1914. München, 1978.