Urkristendommen: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
ZéroBot (diskussion | bidrag)
m r2.7.1) (Robot tilføjer ca:Període apostòlic
m Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery>; kosmetiske ændringer
Linje 11:
I perioden omkring vor tidsregnings begyndelse var jødedommen præget af splittelse og intern strid, og den inkluderede mange forskellige grupperinger; nogen entydig [[ortodoksi]] fandtes derfor ikke. De fire mest dominerende var [[farisæer]]ne, [[essæer]]ne, [[saddukæer]]ne og [[sikarer]]ne, dertil kom de såkaldte [[zeloter]], der omfattede flere meget ekstremistiske og aktivistiske grupper, og som mente, at de ved aktiv handling kunne udløse dommedag. Andre grupper var fx samaritanerne, [[Johannes Døberen|Johannes Døber-bevægelsen]] og den såkaldte [[qumran]]sekt.
 
[[BilledeFil:Kinneret Genezareth Israel datafox.JPG|thumb|200px|[[Genesaret sø]] i Galilæa, det område hvor Jesusbevægelsen opstod.]]
== Historisk oversigt ==
Kristendommens tidligste historie inddeles traditionelt i tre faser: Først Jesu egen forkyndelse og dannelsen af [[Jesusbevægelsen]] omkring ham. Den næste er [[apostolsk tid|den apostolske tid]] (c. år 30-70) som omfatter de såkaldte [[apostel|apostles]] missionsaktiviteter blandt jøder i [[Israel]], [[diaspora]]jøderne overalt i Romerriget og ikke-jødiske [[hedning]]e.
Linje 19:
Den danske [[teolog]] og religionsforsker [[Per Bilde]] har i sin beskrivelse af udviklingen, der førte frem til dannelsen af den nye selvstændige religion, lagt vægt på en række brud og vendepunkter, der hver især øger afstanden mellem de dominerende jødiske grupper og tilhængerne af Jesusbevægelsen. I begyndelsen opfattede de kristne og omverdenen sig selv som jøder, men en række konflikter med de dominerende jødiske retninger og nytolkninger af deres trosforestillinger betød, at de kristne til sidst udskiltes som en separat religion.<ref>Per Bilde (1999) pp. 166</ref> De vigtigste tendenser i deres formodede kronologiske rækkefølge er:
# Jesusbevægelsen, der samledes omkring den jødiske prædikant Jesus i Galilæa.
# Jesu død ([[29]] - [[33]] e.v.t.) var et vendepunkt for bevægelsen og nødvendiggjorde en omtolkning af de centrale trosforestillinger, og de [[eskatologi]]ske [[millenarisme|forventninger]] som kom til at lægge grunden til en ny [[frelsesreligion]].
#Opfattelsen af Jesus som en guddommelig figur etableredes i bevægelsen, et element der skulle blive et kernepunkt i den nye religion.
# Samtidig opstod en følelse af eksklusivitet blandt tilhængerne, at være noget særligt i forhold til de øvrige jøder; bevægelsen fik nu karakter af et [[sekt]]fællesskab.
# Sektens [[Religiøs mission|missionmissionsvirksomhed]]svirksomhed blev udvidet til også at omfatte ikke-jøder; dette hang sammen med dens spredning til storbyer udenfor [[Judæa]].
# Med flytningen af sektens tyngdepunkt til stærkt helleniserede byer som Antiokia ændredes dens hovedsprog fra at være [[aramæisk]] til at være [[oldgræsk|græsk]]; dette skifte medførte en række gennemgribende nyfortolkninger af trosforestillingerne pga. den kulturelle påvirkning det nye sprog førte med sig.
# Med spredningen til byerne skiftede sektens miljø fra at være udpræget ruralt til at være internationaliseret urbant.
Linje 32:
 
== Kilder ==
[[BilledeFil:Andrea Mantegna 017.jpg|thumb|155px|Evangelisten [[Lukas]], af Andrea Mantegna (1453-1454), han er traditionelt blevet tillagt forfatterskabet til både [[Lukasevangeliet]] og [[Apostlenes gerninger]]]]
Kilderne til den tidligste perioder af kristendommens historie indbefatter [[evangelium|evangelierne]] og [[Ny Testamentes breve]]. De tidligste vidnesbyrd findes i disse tekster, som for eksempel [[trosbekendelse]]r og [[hymne]]r og desuden beretninger fra [[passionshistorien]]; ofte bliver disse dateret til at være blevet skrevet mellem 70 og 110, og de skulle især afspejle [[Urmenigheden i Jerusalem|menigheden i Jerusalems]] holdninger.<ref>Om bekendelserne se: Cullmann, Oscar: ''Les Premières Confessions de Foi Chrétiennes'', Paris 1943. Engelsk: ''The Earliest Christian Confessions'', Lutterworth, London 1949. Om passionen se: Pesch, Rudolf: ''Das Markusevangelium'' i 2 bind, Freiburg 1977.</ref>
 
Linje 42:
=== Begyndelsen ===
{{Uddybende|Jesus fra Nazaret}}
[[BilledeFil:Christus Ravenna Mosaic.jpg|thumb|155px|right|Jesus Kristus]]
Jesus var kristendommens første grundlægger, og begyndelsen til det der siden bliver til en ny og selvstændig religion skal findes i den Jesusbevægelse<ref>Betegnelsen stammer fra Gerd Theissen; ''Jesus-overleveringen og den sociale baggrund : et sociologisk bidrag til den tidligste kristendoms historie''; overs. af Geert Hallbäck 1979</ref>, der opstod omkring ham.
Selvom [[Jesu liv]] og [[Jesu lære|lære]] er et emne for akademisk debat, er de fleste forskere generelt enige om følgende grundlæggende punkter: Jesus blev født omkring år 4 f.v.t. og voksede op i [[Nazaret]] i [[Galilæa]], og han samlede [[Apostel|disciple]] omkring sig. De eneste kilder til hans livshistorie er evangelierne, og ifølge dem fungerede han som en omvandrende profet, der gjorde [[Jesu mirakler|undere]], uddrev [[ond ånd|onde ånder]] og helbredte syge; han blev henrettet ved [[korsfæstelse]] i [[Jerusalem]] efter ordre fra den romerske guvernør, [[Pontius Pilatus]]. Jesus blev derefter lagt i en [[grav]], som siden blev fundet tom af nogle jødiske kvinder. Efterfølgende blev Jesus set af mange af hans tilhængere ({{bib|1 Kor|1kor|15|3-9}}). Påstanden om [[Jesu opstandelse]] danner basis for den kristne tro og hele den senere kristne kirke.
Linje 56:
Det særlige ved kristendommen i forhold til de øvrige kendte jødiske grupperinger var dens høje grad af inklusivitet, frem for den almindelige eksklusive praksis i jødiske samfund; det betød at også ikke-jøder og ringeagtede befolkningsgrupper i bevægelsen blev behandlet på lige fod med jøder, og at dens fokus lå på en idé om fred og forsoning der var uafhængig af nationalitet.
 
[[BilledeFil:Correggio 056.jpg|thumb|200px|''Noli me tangere'': Den genopstandne Jesus og Magdalena, af [[Correggio]] (c. 1518), forestillingen om Jesu genopstandelse og guddommeliggørelse var et markant brud med den traditionelle jødedom.]]
 
=== Påsken ===
Linje 70:
De første kristne var hovedsageligt alle etniske jøder eller [[proselyt]]ter. Jesus forkyndte for jøder, og af dem kaldte han sine første disciple, men budskabet skulle også gå til hedningerne. En tidlig uenighed i oldkirken opstod da hedninger begyndte at omvende sig. Skulle disse hedninger (ikke-jøder) først "blive jøder" (f.eks. blive omskåret og følge [[jødiske spiseregler]]), før de kunne blive kristne? Beslutningen blev taget af Peter efter [[Kornelius]]' omvendelse idet et tegn viste sig for Peter og bekendtgjorde at kristne ikke skulle følge de jødiske spiseregler, og dermed var sagen afgjort. Apostlenes lære bragte oldkirken i konflikt med de jødiske, religiøse myndigheder, og det ledte til sidst til [[Stefanus]]' martyrium som konsekvens. Navnet "[[kristendom|kristen]]" ([[græsk (sprog)|gr.]] Χριστιανός) blev ifølge {{bib|ApG|apg|11|26}} første gang brugt om disciplene i [[Antiokia]].<ref>Peterson, E. ''Christianus'' side 353-372.</ref>
 
[[BilledeFil:Paul de Tarse.gif|thumb|150px|left|Paulus, af [[Bernardo Daddi]] (1333), fortaler for at åbne kristendommen for ikke-jøder.]]
[[Paulus]] tilhørte den helleniserede fløj i kristendommen; han stammede fra byen [[Tarsus]], som var et hellenistisk kulturcentrum, hvor især [[stoicisme]]n havde en stærk position. Hans modersmål var [[koinê græsk]], og han havde fået en grundlæggende uddannelse både inden for den græske og den jødiske tradition; han var før sin omvendelse tilknyttet farisæerne. Han tilhørte gruppen af diasporajøder der var rejst til Jerusalem i religiøs begejstring, men hvoraf flere siden tilsluttede sig Jesusbevægelsen i skuffelse over de interne stridigheder som prægede tidens jødedom. Paulus blev efter eget udsagn omvendt til at følge Jesus, efter han havde haft en visionsoplevelse på en rejse til [[Damaskus]], mens han deltog i den jødiske øvrigheds forfølgelse af den nye Jesussekt. Denne [[Konversion|omvendelse]] dateres normalt til at have fundet sted mellem år 35 og 40. De kristne menigheder fandtes på dette tidspunkt primært i byerne, og denne tendens blev kun yderligere styrket, da Paulus påbegyndte sit missionsarbejde. I lighed med de øvrige apostle etablerede han nye menigheder i flere byer. Hans base blev byen Antiokia, Syriens hovedstad og Romerrigets tredjestørste by. Her fandtes en stor menighed der bestod af både jøder og ikke-jøder.
 
Linje 79:
Jesu bror [[Jakob (apostel)|Jakob]] overtog formentlig lederskabet af den kristne menighed i Jerusalem i [[44]]; denne menighed havde den største autoritet inden for kristendommen i denne periode. Jakob kom til at stå for en linje, hvor bevægelsen i så høj grad som muligt blev tilpasset de dominerende jødiske grupperinger for at undgå konflikter. Den voksende nationalisme i det jødiske samfund og deraf øgede fokus på de religiøse traditioner gjorde imidlertidig situationen farligere for de kristne, og konflikter brød efterhånden ud alligevel, fx blev Jakob sammen med flere andre kristne henrettet i [[62]] på ordre af [[ypperstepræst]]en Ananus. Den spændte situation tog til efter [[Første jødisk-romerske krig|det jødiske oprør]] (66-70); templet i Jerusalem var nu ødelagt og den jødiske [[Ofring (jødedom)|offerpraksis]] var ikke længere mulig. Den farisæiske skriftfokuserede tradition oplevede nu på denne baggrund en voldsom vækst, der bl.a. medførte at afvigende grupper, som fx de kristne, blev marginaliserede og i flere tilfælde udstødt fra synagogefællesskabet.
 
[[BilledeFil:Vettii2 modified.jpg|thumb|200px|Domus Vettii i [[Pompeii]], Peristylum, en rig patrons hus fungerede ofte som mødested for de kristne menigheder.]]
 
=== Bymenigheder ===
Linje 102:
 
De kristne havde allerede inden bruddet med modertraditionen etableret stærke indbyrdes bånd og fælles organisationer mellem de spredte menigheder overalt i Romerriget. De kristne udviklede efterhånden en stærk identitet og begyndte at betragte sig selv som et tredje folk (''ethnôs'') ved siden af grækerne og jøderne. Omkring år 100 begynder udenforstående at beskrive de kristne som en identificerbar gruppe, der tydeligt skiller sig ud og som har et stærkt sammenhold<ref>fx Tacitus & Sveton</ref> Omkring dette tidspunkt erstattede de kristne synagogefællesskabet med en ''ekklesia''/[[kirke (bygning)|kirke]], der på græsk blot betyder ''forsamling''.<ref>Bilde (1994) pp. 163-4</ref> 'Ny' opfattes sjældent som en positiv egenskab ved en religion, og i hellenistisk-romersk tid så man især ned på nyskabelser i forhold til det gamle. Reelle nyskabelser blev derfor gerne beskrevet som en tilbagevenden til de gode gamle dages skikke og dyder; dette er fx det bærende tema i [[Vergil]]s epos, som skulle vise at kejser [[Augustus]]’ [[Augustus' religiøse reformer|reformprogram]] var en tilbagevenden til fortiden. Alligevel indeholder teksterne i [[Nye testamente]] flere passager, hvor nyhedsværdien af det kristne budskab fremhæves.<ref>Se bl.a. 1. Kor. 8;5-6 & 11;25, 2. Kor 3;6, Hebr 8;8 & 12;24 Mark 1;27 & 16;17, Matt 9;17, Luk 22;20 samt ApG 17;19</ref>
[[BilledeFil:Kafarnaum BW 20.jpg|thumb|200px|Ruiner af en antik synagoge i [[Kapernaum]]]]
 
Det nye ved kristendommen var dog ifølge de kristnes egen opfattelse, at Jesu død markerede en overgang til en ny tidsalder, der var mere ægte, dvs. livet nu var i overenstemmelse med idealerne fra den mytiske urtid. De kristne anså på den ene side kristendommen for at være en ny religion, men opfattede den samtidig som en reetablering af den sande jødedom.<ref>Bilde (1994) pp. 161</ref> Tilvæksten i antallet af kristne skyldtes primært [[Konversion|konvertering]] især blandt jøder og ikke-jøder, der var tæt knyttet til jødedommen. Konvertering til en anden religion finder som regel sted hos personer der har knyttet stærkere bånd til medlemmer af denne religion end til andre ikke-medlemmer. Moderne studier har vist at konvertitter i langt de fleste tilfælde har følt, at der var mindre at tabe ved at konvertere end ved at forblive udenfor.<ref>Stark (1996) pp. 20</ref>
Linje 111:
Udviklingen af de kristne ritualer i 1. århundrede var præget af både kontinuitet og forandring. Med fra den gamle jødiske tradition tog de kristne de religiøse tekster og ideen om [[synagoge]]n som rituelt samlingspunkt. Men teksterne blev nytolket, og selve ritualerne ændrede form og indhold. De allerførste kristne kom i templet og brugte synagogerne, og Jesus havde opfattet sig selv som en reformator af jødedommen og ikke som en grundlægger af en ny religion. Indtil 90 e.v.t. fandt den kristne forkyndelse primært sted i synagogerne. Først ved overgangen til det 2. århundrede begyndte de kristne at opfatte deres traditioner som fundamentalt forskellige fra jødernes.<ref>Bilde (1999) pp. </ref>
 
[[BilledeFil:Giotto - Scrovegni - -27- - Expulsion of the Money-changers from the Temple.jpg|thumb|200px|left|Jesus uddriver de handlende fra templet, af [[Giotto di Bondone|Giotto]] (1266)]]
Den kritik af religiøse [[ritual]]er, der fremgår af de tidlige kristne tekster, betyder ikke, at de kristne ikke selv havde ritualer. Kritikken retter sig i stedet mod den jødiske offerkult og de hedenske religioners praksis. Helt fra begyndelsen var [[dåb]]en et meget centralt ritual, og det fungerede som en [[overgangsrite]] og blev opfattet som genfødsel til et nyt liv<ref>se fx Johs. 3;3-8</ref> og en nyskabelse af mennesket.<ref>se fx 2. kor. 5;17 & Gal. 6;15</ref> Den [[liturgi]]ske praksis i denne periode kendes dog ikke. [[Nadver]]en i form af et fællesmåltid med rituelt indhold indgår også hyppigt i de tidlige tekster.<ref>se fx 1. kor. 11;24-25 & Luk. 2;19</ref> [[Eskatologi]]ske forestillinger var et fremtrædende element i nadvermåltidet, og det fungerede både som en mindehøjtidelighed for Jesu død og som billede på hans fremtidige genkomst og [[Dommedag|denne verdens undergang]]. I dette ritual blev fortiden forbundet med fremtiden ved, at centrale [[Myte|mytiske]] begivenheder blev genskabt gennem ritualet. Gentagelsen fungerede som et billede på den kommende lyksalige tid efter Dommedag. Den kristne blev gennem sin deltagelse i menighedens fælles måltid delagtiggjort i Jesu døde og genopstandne legeme og fik derved et pant på at kunne indgå i det fremtidige [[Guds rige|gudsrige]]. Nadveren som fællesmåltid havde flere paralleller i både mysteriereligionerne og i den jødiske måltidstradition.<ref>se fx GRH pp. 256</ref>