Versionen fra 19. jun. 2011, 13:35 redigér Rmir2 (diskussion \| bidrag) 95.108 edits rettet kategori ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 7. okt. 2012, 13:53 redigér fjern redigering MGA73bot (diskussion \| bidrag) Botter 274.384 edits m Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery>; kosmetiske ændringer Gå til næste forskel →
Linje 1: '''Valutacentralen''' var navnet på [[Nationalbanken]]s valutakontor, som [[1924]]-[[1926]] og igen [[1932]]-[[1940]] administrede brugen af fremmed [[valuta]]. I almindelighed hentydes der til den sidste periode, når der tales om Valutacentralen. == Den første valutacentral == Formålet for den første valutacentral var at styrke den danske krones internationale værdi. Den blev oprettet ved lov [[29. marts]] [[1924]] og ophørte med at fungere ved udgangen af [[1926]]. [[Handelsministeriet]] og Nationalbanken udpegede en bestyrelse med tre medlemmer til at overvåge størrelsen på private valutabeholdninger og -tilgodehavender og godkende brugen af fremmed valuta ved [[import]]. Også [[valutahandel]] blev overvåget og kontrolleret af bestyrelsen. == Baggrunden for den anden valutacentral == [[England]] valgte [[21. september]] [[1931]] at forlade guld[[møntfod]]en, det vil sige ikke længere lod seddeludstedelsens størrelse være knyttet til landets [[guldreserve]]r. I første omgang tøvede den danske regering med at følge England og fritage Nationalbanken for dens forpligtelser til at udlevere guld mod indlevering af sedler. Linje 17: Valutaproblemerne fortsatte imidlertid også herefter. I slutningen af november måtte Nationalbanken eksportere for cirka 20 millioner kroner guld for at styrke valutabeholdningen. Og senere blev det nødvendigt med yderligere guldsalg. Selvom problemerne blev mindre mod årets slutning, var det klart, at den eksisterende valutakontrol ikke var tilstrækkelig til at løse problemerne med valutabeholdningen. == Vedtagelsen af Valutacentralen == [[30. januar]] 1932 blev der vedtaget en ny ''Lov om foranstaltninger til værn for den danske valuta'' til erstatning for loven af 18. november 1931. Den nye lov indeholdt blandt oprettelsen af Valutacentralen. Linje 24: Partiet [[Venstre]], der traditionelt repræsenterede landbrugets interesser og gik ind for en liberal handelspolitik, blev så foruroliget ved udsigten til den voldsomme reduktion i smøreksporten til Tyskland, at partilederen [[Thomas Madsen-Mygdal]] fandt det nødvendigt at sikre den danske eksport ved handelspolitiske indgreb, der enten kunne være told eller importregulering. Af de to muligheder mente man, at reguleringen var mest effektiv. Reguleringsloven skulle være midlertidig og fik derfor i første omgang en gyldighedsperiode på to måneder. Loven blev uden problemer forlænget med yderligere to måneder, men derefter var Venstre og [[de Konservative]] ikke længere varm på ideen. [[Ministeriet Thorvald Stauning II\|Den socialdemokratiske regering]] fastholdt imidlertid, at Valutacentralen var den bedste løsning og udskrev [[Folketingsvalg 1932\|valg i efteråret 1932]] på valutaloven. Resultatet blev en sejr til den siddende regering og dermed en videreførelse af den eksisterende valutalovgivning. Et lignende forløb gentog sig ved [[Folketingsvalg 1935\|valget i 1935]]. == Valutacentralens formål == Der var tre hovedformål med Valutacentralen og de samtidig vedtagede lovindgreb: # ''Valutarisk'': skabe kontrol med handlen i fremmed valuta og derved holde kronens kurs fast i forhold til det engelske pund. Linje 42: Den indflydelse, Valutacentralen skulle have på beskæftigelsen, skulle ske indirekte via den mængdebegrænsning, den medførte. Der var to muligheder for at få de indenlandske producenter til at øge produktionen og dermed sætte beskæftigelsen i vejret: øge efterspørgslen eller mindske produktionsomkostningerne. Efterspørgslen kunne stige, hvis importbegræsninger omsatte sig i højere priser på de konkurrende udenlandske varer. Produktionsomkostningerne mente man ville falde, hvis det mindskede pres på valutareserverne ville medføre en lavrentepolitik. Et særligt forhold ved Valutacentralen var, at den primært skulle udstede importtilladelser -– valutaattester -– til råstoffer og produktionsmidler til eksportvirksomheder og anden produktiv virksomhed. Dermed var det først og fremmest færdigvarerne, der ville stige i pris på grund af mindsket udbud, mens råvarernes pris ville forblive på samme niveau som før. Dermed ville der være skabt mulighed for, at danske virksomheder kunne iværksætte en produktion af færdigvarer, som med den tidligere forskel mellem råvarepriser og færdigvareprisser ikke havde kunnet betale sig. == Valutacentralens virkninger == === Valutarisk effekt === Efter Valutacentralens inførsel var det ikke længere nødvendigt at bruge kronekursen til at regulere handelsbalancen, da denne nu skulle reguleres via importrestriktionerne. I stedet kunne man bruge valutakursen til at regulere den indenlandske indkomstfordeling og beskæftigelsen. Ved at sænke den danske krones værdi i forhold til andre valutaer ville det store danske eksporterhverv, landbruget, opnå øgede indtægter. Også den eksporterende industri ville kunne opnå fordele ved sænkning af kronens værdi. Importørerne af udenlandske varer -– primært handelssektoren -– måttte imidlertid forvente, at højere valutakurser ville betyde prisstigninger på det danske marked og dermed mindsket omsætning. Også for grupper med gæld i udlandet var der modstand mod en devaluering, da deres gæld ville blive forøget målt i danske kroner. Indenlandske kreditorer kunne hævde, at deres tilgodehavender blev mindre værd, og fastlønnede nærede samme frygt for værdien af deres løn. Endelig var der handelspolitisk fare for særtold, der ville fjerne eksportørernes fordel. Valutacentralen skulle holde en stabil kronekurs i forhold til det engelske pund. Dette lykkedes ikke helt i 1932 frem til slutningen af august, hvor man fastsatte en maksimumkurs på 20 for engelske pund. Det skete samtidig med, at man ophævede afleveringspligten for udenlandsk valuta, og man opgav en nominel kursnotering, hvor man købte valuta til en fastlagt kurs, men ikke forpligtede sig til at sælge valuta til denne kurs. Herefter lykkedes det resten af 1932 at holde kursen på engelske pund under 20. Det kunne man primært fordi Valutacentralens importregulering havde skabt ligevægt på handelsbalancen. Linje 54: I januar [[1933]] begyndte kursen på engelske pund imidlertid at stige igen. Man indså, at man ikke kunne holde en maksimumkurs på 20, og som en del af [[Kanslergadeforliget]] ændrede man maksimumkursen til 22,50. Herefter lå pund-kursen mellem 22,40 og 22,50, indtil man i juli 1933 fastsatte den til 22,40, som den siden holdt. Det kunne lade sig gøre, fordi man nu kunne afhjælpe presset på valutareserverne med lån i udlandet. I juni [[1935]] var Nationalbankens valutapassiver således 129,2 millioner kroner større end dens valutaktiver. Valutacentralen kunne således ikke alene klare det valutariske formål. === Handelspolitisk effekt === Den ønskede omstrukturering af den danske import blev opnået i perioden efter Valutacentralens indførelse. Hvor importen fra England 1929-1931 var cirka 15% af den samlede danske import, var den i 1935 steget til cirka 35%. Samtidig faldt Tysklands andel fra knap 35% til 21,3% i 1934, hvorefter den dog steg lidt og lå omkring 25% resten af 1930'erne. Det var dog næppe Valutacentralen alene, der forårsagede dette. Linje 63: Politiken med at fastholde en fast kurs på det engelske pund havde også betydet, at kursen på den [[Reichsmark\|tyske mark]] steg voldsomt. Fra september 1931 til 1935 steg den således ikke mindre end 91,5%, mens stigningen i kursen på pund holdt sig under 25%. Derved blev importvarer fra England forholdvis billigere end varer fra Tyskland og dette ville i sig selv have medført en omlægning af importen. === Beskæftigelsesmæssig effekt === Valutacentralen skulle som sagt mindske importen af færdigvarer og bevare importen af råvarer til produktion. I perioden 1931-[[1937]] faldt færdige forbrugsvarers andel af importen fra 22,5% til 10,4%, og fra og med 1933 udgjorde råvarer til landbruget en faldende andel, mens råvarer til industrien steg. Linje 74: Valutacentralen kan dog have spillet en vis rolle i at muliggøre en lavrentepolitik, der mindskede omkostningerne for nogle grupper af erhversdrivende. Gennem fem nedsættelser af diskontoen i perioden marts 1932 til november 1933 faldt diskontoen fra 6% til 2,5%. Først i august 1935 hævede man igen diskontoen. Det er dog omdiskuteret, hvor meget rentesænkningen reelt betød for beskæftigelsen. == Valutacentralens afvikling == 10. august [[1940]] blev Valutacentralen nedlagt og personalet afskediget. Umiddelbart herefter blev det genantaget til det herefter oprettede [[Direktorat for Vareforsyning]]. == Litteratur == * ''Danmarks Historie'', bind 9: ''Dansk Økonmisk statistik 1814-1980'', Gyldendal:København 1985 * Svend Aage Hansen: ''Økonomisk vækst i Danmark'', bind II, 1914-1983, København 1984 * Hans P. Gøtrik: ''Danish economic policy 1931-38'', København 1939 * Kjeld Philip: ''En fremstilling og Analyse af den danske Kriselovgivning 1931-38'', København 1939 [[Kategori:Danmarks historie]]

Valutacentralen: Forskelle mellem versioner