Washington-konferencen: Forskelle mellem versioner

Efter, at den britisk-japanske alliance således havde fået en hæderfuld begravelse, var en grundforudsætning opfyldt for at beslutte om gensidig rustningsbegrænsning til søs. I aftalen fastlagdes ikke nogen "sanktioner" (en betingelse for at det skulle have udsigt til at blive ratificeret af det amerikanske senat), og de fire underskrivere påtog sig således at ikke anvende våbenmagt til at opretholde ''status quo'', men de havde dog givet hinanden en slags moralsk garanti for ''status quo'' og dermed for ret lang tid fremover mindsket en spænding, som tidligere havde betydet oprustning. Aftalens fredsværdi mindskedes imidlertid derved, at man på grund af amerikansk, canadisk og [[Australien|australsk]] modstand mod dens rækkevidde havde udeladt konflikter vedrørende japanske immigranters stilling.<ref>Japan havde i årtierne før og efter år 1900 en voldsom befolkningsvækst, fra henved 33 mio. indbyggere i 1872 til henved 56 mio. indbyggere i 1920 -– og væksten fortsatte til 64,5 mio. indbyggere i 1930. For at skaffe disse mennesker livsmuligheder havde Japan kun to muligheder: industrialisering og udvandring, og begge disse blev søgt taget i anvendelse. Langt den største del af befolkningen blev optaget i den japanske industri, og endnu i 1930 udgjorde antallet af Japanere uden for hjemlandet kun omkring 0,5 mio. mennesker. Men selv denne ret beskedne udvandring i forhold til indbyggertallet gav anledning til skrappe modforholdsregler fra USAs, Canadas og Australiens side, hvilket japanerne følte som en krænkelse. I stedet skete japansk udvandring til Korea, Manchuriet, Formosa (Taiwan), Hawaii, det japanske mandatområde i Stillehavet (Marianerne, Palau, Karolinerne og Marshall-øerne), Hollandsk Indien (Indonesien) samt Brasilien, jvf Schaffalitzky de Muckadell, s. 149-153, og Hatt, s. 14-24</ref>

Kineserne pressede på i nye memorandaer for at afskaffe udlændinges [[eksterritorialitet]] og af alle intressesfærer, tilbagegivelse af lejede områder, hjemkaldelsen af udenlandske tropper og udenlandsk politi, toldautonomi, lukningen af udenlandske postkontor med mere. Med hensyn til udlændinges eksterritorialitet -– hvilken befolkningen i Kina erklærede at opfatte som en nu umotiveret nationel ydmygelse -– gik magterne kun med på at lade en juristkommission undersøge Kinas lovgivning og retsvæsen og derefter fremkomme med reformforslag. Endnu mindre var imødekommelsesviljen i henseende til intressesfærerne: magterne lovede alene at ikke indgå nye aftaler i strid med "Root-principperne".