Wilhelm Keitel: Forskelle mellem versioner

16 bytes tilføjet ,  for 9 år siden
m
Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery>
m (r2.7.3) (Robot tilføjer af:Wilhelm Keitel)
m (Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery>)
| senere =
}}
'''Wilhelm Bodewin Johann Gustav Keitel''' ([[22. september]] [[1882]] - [[16. oktober]] [[1946]]) var en [[Tyskland|tysk]] [[hær]]officer.
 
Under [[2. verdenskrig]] var Keitel som feltmarskal (tysk titel: ''Generalfeldmarschall'') chef for [[værnemagt]]ens overkommando (OKW) og den nærmeste militære rådgiver for [[Adolf Hitler]].
Keitel mistede under krigen sin datter og ene søn.
 
Hans yngre broder, [[Bodewin Keitel]] (1888 - 1953), der var general i [[infanteri]]et, var fra 1938 til 1942 chef for hærens personalekontor.
 
== Keitels forhold til nazismen og Hitler ==
Han mødte første gang Hitler den 17. maj 1933 ved en "SA-førerkongres" i [[Bad Reichenhall]], hvor han talte med Hitler i længere tid. Det gjorde et stort indtryk på den politisk naive officer og blev et vendepunkt i hans liv. Fra dette tidspunkt stillede han sin troskab mod regimet til skue og holdt i løbet af de kommende år flere taler, der støttede den nazistiske stat.
 
Mens han var chef for værnemagtskontoret, fik han ry for at være "ja-siger" og partisoldat. Fx udarbejdede han og von Blomberg i 1936 en instruks om at udstøde "politisk utilforladelige" soldater af værnemagten og overgive dem til [[Gestapo]]. Han var desuden ansvarlig for kontakten mellem militæret og partiet og gennemførte i 1937 sammen med [[Rudolf Hess]] - leder af partiorganisationen og stedfortræder for føreren - en stor [[PR]]-kampagne for at forbedre forholdet.
[[1939]] modtog han [[NSDAP]]'s gyldne partiemblem, som var forbeholdt "de gamle frontkæmpere" fra før 1933.
 
Det fremgår af alle udtalelser, at Keitel var Hitler blindt hengiven, hvilket indbragte ham det spottende [[øgenavn]] "Lakeitel". Det var også Keitel, som efter erobringen af Benelux-landene og Frankrig karakteriserede Hitler som "største feltherre til alle tider" (tysk: "Größter Feldherr aller Zeiten" - en betegnelse, som dele af befolkningen latterliggjorde i forkortelsen [[GröFaZ]], især da krigslykken vendte).
 
Keitels beundring for Hitlers "geni" fik ham til uden modsigelse at udføre dennes ordrer. Der er mange beretninger om, hvorledes det var en svaghed i Keitels karakter, at han havde vanskeligt ved at træffe beslutninger og var uselvstændig og usikker. Det kompenserede han for ved en overdreven pligtfølelse, en formidabel flid og ved at udnytte de organisatoriske og administrative evner, han besad. Intet tyder på, at Keitel i militær henseende havde [[taktik|taktiske]] eller [[strategi]]ske evner. Hans udmærkelser i militæret lå først og fremmest indenfor planlægningens og [[logistikken]]s område.
Hans direktiver og ordrer til hæren var så ekstreme og beviserne mod ham så overvældende, at forsvarerne frygtede, at det kunne føre til, at domstolen ville erklære hele værnemagten og generalstaben for forbryderiske organisationer. Det skete ikke .
 
I foråret 1946 fik domstolen en henvendelse fra hans forsvarer, som fremførte, at Keitel overvejede at erklære sig skyldig, såfremt han kunne få rettens garanti for, at en eventuel dødsdom ville blive eksekveret ved skydning. Det var et spørgsmål om ære: Officerer bliver skudt - ikke hængt. Da den medanklagede [[Göring]], den tidligere rigsmarskal, som Keitel anså for sin overordnede, modsatte sig dette, lod Keitel sagen falde.
 
Den [[2. oktober]] [[1946]] blev han kendt skyldig i alle anklagepunkter og dømt til døden ved hængning. [[12. oktober]] [[1946]] forsøgte han igen - støttet af franskmændene - uden held at få ændret henrettelsesmetoden til skydning.
 
Dødsdommen blev eksekveret den [[16. oktober]] [[1946]]. Keitel blev hængt som den anden af de ti dødsdømte umiddelbart efter den tidligere udenrigsminister [[Joachim von Ribbentrop]]. Han blev 64 år
274.384

redigeringer