Offer: Forskelle mellem versioner

Religions- og missionshistorien viser, at alle folkeslag har bragt deres guder ofre. Ofret er en gave, som frembæres, ikke først og fremmest fordi guderne har gjort fordring på nogen sådan, men fordi der hos mennesket selv er en indre trang til at skænke guderne noget. Denne trang kan tilfredsstilles på højst uens måde, navnlig kan gaverne være af uens art. [[Homer]] beretter om sine helte, at de ved [[hekatomber]]ne selv nød det skære [[kød]], men ofrede guderne [[knogle]]rne og det øvrige af dyret, dog således, at ofret blev vel indsmurt i [[fedt]] for at tage sig bedre ud i gudernes øjne. I [[Frygien]] ofrede derimod kvinder deres ære ved [[gudstjeneste]]n, og mændene lemlæstede sig selv. Men i almindelighed består offergaverne i markens frembringelser og i kvæg. Om menneskeofre hører man dog ikke få steder, fx. hos [[føniker]]ne og [[mexikaner]]ne. Trangen til at ofre guderne noget må inderst inde føres tilbage ikke alene til en almindelige afhængighedsfølelse over for guderne, men også og fortrinsvis til en følelse af skyld. Ved ofre håber man at formilde guderne eller i hvert fald erhverve sig deres gunst. Af afgørende betydning er, at ofret tages ud af vedkomnes ejendom: man kan kun ofre det, som virkelig tilhører en selv. Heri ligger tanken om soning gemt. Men også det stedfortrædende ligger i ofrets begreb. Når offerdyret slagtes på gudens [[alter]], er tanken den at give liv for liv, dyrets liv i stedet for menneskets, og slagtningen er i så henseende betydningsfuld, thi livet tænktes knyttet til blodet. Med blodets udgydelse gives også livet hen (jævnfør fx. [[1. Mosebog]]). I [[jødedom]] spiller ofre en hovedrolle (således [[Kain]] og Abel i 1. Mosebog, 4, 3-5 og [[Isak]] i 1. Mosebog, 22, 1-12), og i [[kristendom]]men er [[syndsforladelse]]n på det nøjeste knyttet til [[Kristi]] offer på [[kors]]et.