Meiji-restaurationen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
EmausBot (diskussion | bidrag) m r2.7.2+) (Robot ændrer uk:Реставрація Мейджі |
Kontoreg (diskussion | bidrag) Udvidelse af den historiske beskrivelse af Meiji-restaurationen. |
||
Linje 1:
'''Meiji-restaurationen''' (japansk: 明治維新; '''Meiji ishin''') i 1867-1869 var en række begivenheder, der førte til et gennemgribende skift i [[Japan]]s [[Politik|politiske]] og samfundsmæssige struktur.
==Historie==
===Adikationen ===
[[Fil:Tokugawa yoshinobu.jpg|Shogun Tokugawa yoshinobu - også kendt som 'Keiki' (1837–1913)|thumb|300px]]
[[Fil:Black and white photo of emperor Meiji of Japan.jpg|Kejer Meiji (1852-1912)|thumb|300px]]
Årtiet efter [[1857]] var prægede af stærke spændinger og stor usikkerhed. I løbet af disse ti år fik fremmede diplomater og købmænd et vist fodfæste i [[Japan]]. Det var for en stor del på grund af denne fremmede indtrængen, at [[shogunat]]et mistede så meget prestige, at det brød sammen, da shogunatet blev stillet over for en væbnet udfordring fra en koalition af lensmænd fra det vestlige [[Japan]], der havde sluttet sig sammen under [[kejser]]dynastiet i [[1866]]. Denne koalition blev kaldt for 'Satcho-alliancen', hvor formålet var at bringe [[kejser]]en tilbage til magten.
Midt i denne turbulente tid døde shogun Tokugawa Iemochi og blev efterfulgt af Tokugawa Yoshinobu (også kendt som 'Keiki') i [[1866]]. Året efter i [[1867]] døde kejser Komei, som blev efterfulgt af sin 15-årige søn [[Meiji-kejseren|Meiji]]. Dette år overdrog shogunen Keiki frivilligt sin administrative magt til den unge [[kejser]] den [[9. november]] [[1867]].
Dermed var sagen dog ikke afgjort, fordi utilfredse klanledere førte krigere til Kyoto i 1868 med den hensigt at gennemgøre et statskup ved at rette et væbnet angreb mod shogunen, som residerede i paladset i denne by. Eks-shogunen Tokugawa Yoshinobu og hans hær forlod derfor efter abdikationen byen og dragede til Osaka.
I slutningen af [[januar]] [[1868]], omkring tre uger efter [[Meiji-kejseren|kejser Meiji]] genindsættelse i sine fulde beføjelser, og knap 14 dage efter at eks-shogunen Tokugawa Yoshinobu havde trukket sig tilbage til Osaka, rykkede eksshogunens hær mod Kyoto. Ved de to små byer Toba og Fushimi mellem [[Osaka]] og [[Kyoto]] udkæmpedes der et tredages slag, der afgjorde Japans skæbne. Tokugawa Yoshinobu gav order til, at der skulle føres forhandlinger om dens overgivelse med de kejserlige hærførere. Rundt omkring i landet fortsatte nogle af klanerne, der ikke kunne glemme deres århundredlange troskab mod Tokugawa Ieyasus (den første Tokugawa shogun) arvinger.
Den sidste modstand blev nedkæmpet på øen [[Hokkaido]], hvor en adminiral i eksshogunens flåde, der senere fik høje embeder under [[kejser]]en, holdt stand i nogle måneder i [[1869]].
Tokugawa Yoshinobu fik efterfølgende lov til at leve, hvor han i juni 1902 blev modtaget i audiens af [[Meiji-kejseren|kejser Meiji]]. Kort efter blev han udnævnt til fyrste, den højeste adelstitel i [[Japan]].
===Moderniseringen===
Formelt var det en hofadelsmand, som stod i spidsen for den nye regering i [[Tokyo]], men det var unge mænd af meget lavere rang, de fleste fra vestlige klaner, som havde den virkelige magt. De udgjorde et ualmindelig effektivt [[oligarki]]. De mest fremtrædende personer i denne gruppe var Saigo Takamori og Okubo Toshimichi fra Satsuma samt Kido Koin, Ito Hirobumi og Inouye Kaoru fra Choshu. Desuden Itagaki Taisuke fra Tosa og Okuma Shigenobu fra Hizen.
En nødvendig forudsætning for moderniseringen var afskaffelsen af alle feudale levn, en opgave, der let kunne gennemføres, fordi der var ingen farlige rialer blandt de tilbageværende lemsherrer. Derfor kunne Kido Koin foreslog, at lensherrerne skulle overdrage deres len til [[kejser]]en. I denne forbindelse benyttede lensherrene for Satuma, Choshu, Tosa og Hizen lejligheden til at rette en henvendelse til [[kejser]]en. Et brudstykke af dette aktstykke citeres i det følgende:
::''Der er ingen jord i riget, der ikke tilhører kejseren [...] og ingen indbygger, der ikke er kejserens undersåt, selv om i middelalderen krigerstanden vandt frem på kejsermagtens bekostning og tog landet i besiddelse og delte det indbyrdes, efter at de havde erobret det med bue og spyd. Men nu da kejsermagten atter er bragt på fode, hvorledes skulle vi kunne beholde jord, der tilhører kejseren og herske over folk, der erhans undersåtter? Vi tilbyder derfor i ærbødighed alle vore lensbesiddelser [...] således at hele riget kan blive underlagt den samme regering. På denne måde vil riget kunne sikre sig en lige plads med alle andre nationer i verden."''
Der blev skabt et moderne bank centraliseret skattesystem og et nyt møntsystem. Hele det vestlige materielle kulturs apparat kunne finde en plads i [[Japan]]. De første to årtier af [[kejser]] Meijis regeringstid synes næsten som beruset af vestlig tænkning, teknik og sædvaner. Begge køn overgik til at bære europæiske kæder, spise brød i stedet for ris, rismarkerne omlægges til dyrkning af [[hvede]], [[havre]] og [[byg]] eller udlægges til fåreavl.
Disse omvæltninger ramte både bønderne og krigerne ([[samurai|eks-samuraierne]]) hårdt. Bønderne levevilkår forringes i årene efter feudalismens afskaffelse, for regeringen så det som sit første mål at fremme industraliseringen. Dette førte senere til bondeopstande i 1870'erne. [[samurai|Eks-samuraistanden]] ramtes hårdt af omvæltningen, fordi der var langt fra plads til trekvart million mennesker i den administrative forvaltning. De havde vanskeligt ved at opretholde livet med små pensioner, som staten gav dem. Til [[samurai|eks-samuraiernes]] materielle vanskeligheder kom den skam, at det ved dekret blev forbudt enhver, der ikke var politibetjent eller soldat i den kejserlige armé, at bære [[katana|sværd]]. Endelig sårede det [[samurai|eks-samuraiernes]] stolthed, at der indførtes almindelig værnepligt, idet det dermed synes stadfæstet, at enhver janer uanset oprindelse kunne erhverve de krigsdyder, som man gennem århundreder havde regnet for et særkende for en privilegeret minioritet. [[samurai|Eks-samuraiernes]] utilfredshed kom til udtryk i flere væbnede oprør, det alvorligste fandt sted på Kyushu i [[1877]] under Saigo Takamori, som anførte oprørsstyrker mod den [[kejser]]lige armé, men blev nedkæmpet. (Sidstnævnte begivenhed bliver i øvrigt fortalt, omend populistisk, i Hollywood-filmen '[[The Last Samurai]]' fra år 2003.)
==Reference==
*Samsom, G.B (1950). ''The Western World and Japan''. London, s. 401.
*Norman, E, H. Norman (1940). Japan's Emergence as a Modern State. New York, s. 83.
== Se også ==
| |||