Påskekrisen (1920): Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery>; kosmetiske ændringer
Linje 6:
Den [[Det Radikale Venstre|radikale]] regering ønskede ikke, at områder, hvor tyskere var i flertal, skulle indlemmes i Danmark, idet den frygtede, at det danske grænsekrav mod Tyskland ville blive erstattet af et tysk grænsekrav mod Danmark. Derfor blev det besluttet, at foranstalte [[folkeafstemning]]er i [[Sønderjylland]] om regionens fremtidige nationale tilhørsforhold. Den danske regering erklærede at ville respektere en fremtidig afstemnings udfald og denne holdning blev støttet af alle [[Rigsdagen]]s partier på et møde [[23. oktober]] [[1918]]. Erklæringen blev dermed afgivet mens Tyskland stadig var krigsførende, idet våbenstilstanden først skete 11. november 1918.
 
Efterfølgende gik den radikale regering og dens socialdemokratiske støtteparti med til, at de tusindvis af tyske bosættere, der siden 1864 var blevet bosat i [[Sønderjylland]] for at mindske det danske flertal, skulle have lov til at deltage i og påvirke [[folkeafstemning]]erne. Ligeledes godkendtes at disse også ville opnå stemmeret selvom de efterfølgende var fraflyttet landsdelen. Dette fandt både [[Venstre]] og [[Det Konservative Folkeparti]] for vidtgående, og mellem 1918 og 1920 skiftede de to partier standpunkt, og krævede at [[Flensborg]] skulle indlemmes i Danmark, både pga. byens betydning som handelscentrum primært for Nordslesvig, og fordi byen havde haft dansk flertal da den blev afstået til Preussen. Her henviste de to partier til byens stemmeafgivning ved valgene til den preussiske Rigsdag i 1867. Selve folkeafstemningen var af mange forventet forventet afholdt i 1919, men fandt først sted i foråret 1920. Det stod dog tidligt i processen klart, at afstemningen ville komme til at ske ved at hele 1. zone (det senere [[Sønderjyllands Amt]]) ville komme til at stemme "en bloc", dvs. som en enhed, og der var bred forventning om at valgresultatet i 1. zone ville vise flertal for genforening med Danmark. I 2. zone ønskede regeringen derimod at der skulle stemmes pr. sogn eller [[købstad]], og at hvert lokalsamfund dermed selv skulle afgøre områdets tilhørsforhold. Forslag om en sydligere 3. zone blev opgivet tidligt i forløbet.
 
Den 10. februar 1920 stemte et overvældende flertal i Sønderjyllands nordlige del, 1. zone, for tilhørsforhold til [[Danmark]] (75% for genforening med Danmark mod 25% for at forblive del af Tyskland), mens alle valgdistrikter i 2. zone – inklusive [[Flensborg]] – ved dennes afstemning d. 14. marts 1920 stemte for fortsat tilhørsforhold til Tyskland. Det samlede resulatet for 2. zone var ca. 80% tyske og 20% danske stemmer, i Flensborg, [[Ladelund]], [[Medelby]] og [[Hanved]] samt på den vestlige del af [[Før]] var den danske stemmeandel dog mindst 25%. Venstre og Konservative betragtede afstemningsresultatet som udtryk for en kombination af Zahle-regeringens manglende opbakning til danskerne i Flensborg og mange års tysk undertrykkelse af danskere i området, hvilket havde medført udvandring og mange udvisninger af dansksindede.