De lange knives nat: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Lindberg (diskussion | bidrag) mNo edit summary |
m Robot: Kosmetiske ændringer |
||
Linje 14:
Den tyske præsident [[Paul von Hindenburg]] udpegede Hitler til [[rigskansler]] den 30. januar 1933.{{efn|Ved valget i november 1932 fik nazipartiet 196 pladser i Reichstag ud af 584 mulige. Nazisterne var det største parti i parlamentet, men var stadig langt fra at være i flertal.}} I de følgende måneder, under den såkaldte [[Gleichschaltung]] (ensretning), fjernede [[Hitler]] behovet for den tyske [[Reichstag]] som lovgivende forsamling{{efn|Ved hjælp af [[Bemyndigelsesloven]] tiltog Hitler sig lovgivende magt, og kunne herefter i praksis regere ved udstedelse af dekreter, og undgik derved lovgivningsprocessen i Weimar forfatningen.}} og fjernede alle andre politiske partier i Tyskland, så landet i midten af 1933 var blevet en etpartistat under hans ledelse og kontrol. Trods sin hurtige konsolidering af magten udøvede Hitler ikke enevældig magt. Som kansler havde Hitler ikke kommandoen over hæren, som forblev under formel ledelse af Hindenburg, en højt respekteret [[feltmarskal]] fra [[1. verdenskrig]]. Selv om mange officerer var påvirket af Hitlers løfter om udvidelse af hæren og tilbagevenden til værnepligt samt en mere aggressiv udenrigspolitik, fortsatte hæren med at værne om sin tradition for uafhængighed i de første år under nazistyret.
I mindre grad fortsatte {{lang|de|''[[Sturmabteilung]]''}} (SA), en paramilitær nazistisk organisation, med at være autonom inden for selve partiet. SA var opstået af resterne af [[Freikorps]]-bevægelsen efter 1. verdenskrig. Frikorpsene, som primært bestod af utilfredse tyske veteraner, var nationalistiske organisationer, der var blevet etableret af regeringen i januar 1919, for at imødegå truslen om en kommunistisk revolution, da det viste sig, at der var mangel på loyale tropper. En meget stor del af medlemmerne af frikorpsene mente, at
Udpegningen af Hitler til kansler efterfulgt af undertrykkelse af alle andre politiske partier end nazistpartiet førte ikke til en afslutning af stormtroppernes gadevold. Da stortropperne ikke længere havde kommunisternes møder at forstyrre gik de nogle aftener amok i gaderne i forbindelse med drukture. De angreb forbipasserende og derpå politiet, som var blevet tilkaldt for at stoppe dem.{{sfn|Evans|2005|p=23}} Klager over stormtroppernes opførsel hobede sig op i løbet af 1933. Udenrigsministeriet klagede endda over tilfælde, hvor brunskjorter mishandlede udenlandske diplomater.{{sfn|Kershaw|1999|p=501}} Stortroppernes opførsel forstyrede den tyske middelklasse og andre konservative grupper, såsom hæren.
Linje 39:
[[Fil:Vonpapen1 crop.jpg|thumb|left|upright|[[Franz von Papen]], den konservative vicekansler, som blev uvenner med Hitler efter at have kritiseret at regimet ikke havde fået styr på SA i sin [[Marburgtalen|Marburgtale]].]]
Trods aftalen med Hitler holdt Röhm fast i tanken om en ny tysk hær med SA i centrum. I starten af 1934 kom denne ide i direkte konflikt med Hitlers plan om at konsolidere magten og udvide Reichswehr. Fordi deres planer for hæren var gensidigt udelukkende, kunne Röhm kun vinde på Hitlers bekostning. Desuden var det ikke kun hæren, der så SA som en trussel. Adskillige af Hitlers nærmeste underordnede frygtede Röhms stigende magt og utålmodighed, og det samme gjorde Hitler selv. Som følge heraf voksede den politiske kamp inden for partiet og Hitlers nærmeste, heriblandt [[Hermann Göring]], [[Joseph Goebbels]], [[Heinrich Himmler]] og Hitlers stedfortræder [[Rudolf Hess]], der placerede sig imod Röhm. Mens alle disse mænd var veteraner i nazibevægelsen, var det kun Röhm, som fortsatte med at demonstrere sin uafhængighed af, frem for loyalitet over for, Adolf Hitler. Röhms foragt for partibureaukratiet ophidsede Hess. SA-vold i Preussen gjorde den preussiske ministerpræsident Göring bekymret.{{sfn|Collier|Pedley|2005|p=33}} Endelig i foråret 1934, da han hørte om den voksende kløft mellem Röhm og Hitler over SA's rolle i nazistaten, begyndte den tidligere kansler, general [[Kurt von Schleicher]], at politisere igen.{{sfn|Wheeler-Bennett|1967|pp=315–316}} Schleicher kritiserede Hitlers nuværende regering, mens nogle af Schleichers ledsagere, såsom general [[Ferdinand von Bredow]] og [[Werner von Alvensleben]], begyndte at uddele lister over en ny Hitler-regering, hvor Schleicher skulle være vicekansler, Röhm forsvarsminister, [[Heinrich Brüning]] udenrigsminister og [[Gregor Strasser]] minister for nationens økonomi.{{sfn|Wheeler-Bennett|1967|pp=315–316}} Den britiske historiker Sir [[John Wheeler-Bennett]], som kendte Schleicher og hans kreds godt, skrev, at Bredow udviste en
Som et middel til at isolere Röhm overdrog Göring den 20. april 1934 kontrollen med det preussiske politiske politi (Gestapo) til Himmler, som Göring mente, at man kunne stole på, ville gribe ind over for Röhm.{{sfn|Evans|2005|p=29}} Himmler var misundelig på SA's uafhængighed og magt, selv om han og hans næstkommanderende [[Reinhard Heydrich]] på dette tidspunkt allerede var gået i gang med at omstrukturere SS fra en livvagt for naziledere (og underordnet SA) til et uafhængigt elitekorps, som var loyalt over for ham selv og Hitler. SS-folkenes loyalitet ville vise sig nyttigt for dem begge, da Hitler endelig besluttede at slå til mod Röhm og SA. I maj begyndte der at cirkulere lister blandt Görings og Himmlers folk over de, som skulle "likvideres". De indgik en handel, hvor fjender af den ene blev tilføjet til gengæld for, at venner af den anden blev streget.{{sfn|Wheeler-Bennett|1967|p=317}} I slutnigen af maj blev de to tidligere kanslere [[Heinrich Brüning]] og [[Kurt von Schleicher]] advaret af venner i Reichswehr, om at deres liv var i fare, og at de straks skulle forlade Tyskland.{{sfn|Wheeler-Bennett|1967|p=317}} Brüning flygtede til Holland, mens Schleicher afviste advarslen som en dårlig vittighed.{{sfn|Wheeler-Bennett|1967|p=317}} I begyndelsen af juni var alting klart, og alt, hvad der manglede, var Hitlers tilladelse.{{sfn|Wheeler-Bennett|1967|p=317}}
Kravene mod Hitler om at inddæmme SA voksede. Konservative i hær, industri og politik lagde stadigt større pres på Hitler for at få mindsket SA's indflydelse og få grebet ind over for Röhm. Selv om Röhms [[homoseksualitet]] ikke gjorde ham vellidt blandt de konservative, var de mere bekymrede over hans politiske ambitioner. Hitler var stadig uafklaret og usikker på, hvad han præcis ønskede at gøre, da han tog til Venedig for at mødes med [[Benito Mussolini]] den 15. juni.{{sfn|Wheeler-Bennett|1967|pp=317–318}} Inden Hitler tog af sted, og på foranledning af præsidentens statssekretær [[Otto Meißner]], beordrede udenrigsminister baron [[Konstantin von Neurath]] den tyske
Den 17. juni 1934 blev de konservative krav til Hitler tydeliggjort, da vicekansler [[Franz von Papen]], der var den skrantende Hindenburgs fortrolige, holdt [[Marburgtalen|en tale]] på [[Universiteten i Marburg]], hvor han advarede mod truslen om en "anden revolution".{{sfn|Von Papen|1953|pp=308–312}} Uofficielt truede von Papen, der var en katolsk aristokrat med forbindelser til hæren og industrien, med at træde tilbage, hvis Hitler ikke greb ind.{{sfn|Von Papen|1953|p=309}} Selv om von Papens tilbagetræden ikke ville have truet Hitlers stilling, ville den alligevel have været et pinligt udtryk for uafhængighed fra en førende konservativ.
Linje 49:
Som følge af konservativt pres for at få inddæmmet Röhm tog Hitler til Neudeck for at mødes med [[Paul von Hindenburg|Hindenburg]]. Blomberg, som havde haft møde med præsidenten, kritiserede helt usædvanligt Hitler for ikke at have grebet ind over for Röhm noget tidligere. Han meddelte herefter Hitler, at Hindenburg var tæt på at erklære undtagelsestilstand og overlade styret til Reichswehr, hvis Hitler ikke straks greb ind over for Röhm og hans brunskjorter.{{sfn|Wheeler-Bennett|2005|pp=319–320}} Hitler havde tøvet i måneder med at gribe ind over for Röhm, delvis på grund af Röhms stilling som leder af en national milits med millioner af medlemmer, men truslen om at erklære undtagelsestilstand fra den eneste i Tyskland med autoritet til at fjerne nazistyret betød, at Hitler måtte handle. Han forlod Neudeck besluttet på både at ødelægge Röhm og at gøre regnskabet op med gamle fjender. Både Himmler og Göring bifaldt Hitlers beslutning, da de begge havde meget at vinde ved Röhms fald – SS' afhængighed til Himmler og fjernelse af en rival til den fremtidige ledelse af hæren for Göring.{{sfn|Evans|2005|p=31}}
Som forberedelse til udrensningen fremstillede Himmler og Heydrich, der var chef for SS' sikkerhedstjeneste, et dossier med fabrikerede beviser, som pegede på, at Röhm havde fået 12 mio. Reichmark af Frankrig for at vælte Hitler. Ledende officerer i SS fik den 24. juni forevist falske beviser på, at SA ville indlede et kup mod regeringen (heraf {{lang|de|''Röhm-Putsch''}}, ''Röhmkuppet'').{{sfn|Evans|2005|p=30}} Göring, Himmler, Heydrich og Victor Lutze (på Hitlers forlangende) udarbejdede lister med folk i og udenfor SA, som skulle myrdes. En af de mænd, som Göring udvalgte til at hjælpe sig, var [[Willi Lehmann]], en Gestapo embedsmand og [[NKVD]] spion. Den 25. juni satte general [[Werner von Fritsch]] ''Reichswehr'' i højeste alarmberedskab.{{sfn|Wheeler-Bennett|1967|p=321}} Den 27. juni tog Hitler skridt til at sikre sig hærens samarbejde.{{sfn|O'Neill|1967|pp=72–80}} Blomberg og [[general]] [[Walther von Reichenau]], hærens forbindelsesofficer til partiet, gav den til ham ved at udstøde Röhm fra det tyske officerskorps.{{sfn|Bullock|1958|p=165}} Den 29. juni udkom ''[[Völkischer Beobachter]]''
== Udrensningen ==
| |||