Winston Churchill: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
EmausBot (diskussion | bidrag) m r2.7.3) (Robot ændrer sh:Winston Churchill |
m Bot: Tilføjer beskrivelse til eksterne links, se FAQ; kosmetiske ændringer |
||
Linje 77:
|enhed = [[kavaleri]]et
|slag = [[Tredje anglo-afghanske krig]]<br />* [[Belejringen af Malakand]]<br />[[Mahdist krigen]]<br />* [[Slaget ved Omdurman]]<br />[[Boerkrigen|2. Boerkrig]]<br /> * [[Belejringen af Ladysmith]]<br />[[1. Verdenskrig]]<br />* [[Vestfronten under 1. verdenskrig|Vestfronten]]
|udmærkelser = [[
|militær_blank1 =
|militær_data1 =
Linje 99:
== Familie og tidligt liv ==
[[
[[
Som efterkommer af den aristokratiske Spencer-familie<ref>{{cite web|url=http://www.thepeerage.com/p10620.htm#i106196|title=Rt. Hon. Sir Winston Leonard Spencer Churchill|accessdate=20 December 2007|author=Darryl Lundy|publisher=thePeerage.com}}</ref> brugte Winston Leonard Spencer Churchill, ligesom sin far, efternavnet Churchill i det offentlige liv<ref>Jenkins, pp. 1–20</ref>. Hans forfader George Spencer ændrede sit efternavn til Spencer-Churchill i [[1817]], da han blev ''Duke of Marlborough'', for at fremhæve at han stammede fra [[John Churchill]], den første
[[
Uafhængig og oprørsk af natur som han var, klarede han sig generelt dårligt i skolen, for hvilket han blev straffet. Han gik på tre privatskoler: St. George's School i [[Ascot]], derefter Bruswick School i Hove ved [[Brighton]] og endelig kom han på det fornemme [[Harrow]] den [[17. april]] [[1888]], hvor hans militære karriere begyndte i det små. Få uger efter at være ankommet, havde han sluttet sig til ''Harrow Rifle Corps''<ref name="Centre-Hussars">[http://www.winstonchurchill.org/learn/biography/the-soldier/lt-churchill-4th-queens-own-hussars Lt Churchill: 4th Queen's Own Hussars], The Churchill Centre. Hentet 28. august 2009.</ref>. Han fik høje karakterer i engelsk og historie og var skolens mester i fægtning.
Linje 110:
=== Talebesvær ===
[[
Forskellige skribenter omtalte i [[1920'erne]] til [[1940'erne]] Churchills stammen<ref>{{cite web|url=http://www.stutterers.org|title= Churchill Stutter|publisher=Stutterers.org|date=|accessdate=9 August 2009}}</ref> og Churchill beskrev sig selv som havende talebesvær, som han konstant arbejdede på at overvinde. Hans tandproteser blev specielt udformet med henblik på at støtte hans udtale<ref>{{cite web|url=http://www.thehistoryblog.com/archives/6954|title=Churchill's teeth sell for almost $24,000}}</ref>. Efter mange års indsats kunne han endelig fastslå: "Mit [[handicap]] er ingen hindring"<ref>{{cite book | url = http://books.google.com/?id=Fb3PKOd6A2cC&pg=PA162|title=Public speaking in the reshaping of... |publisher= Google books|date=1987-10|accessdate=12 April 2010|isbn=9780874133158|author1=Oliver, Robert Tarbell}}</ref>
Linje 116:
Churchill Centre afviser imidlertid kategorisk påstanden om at Churchill stammede, men bekræfter, at han havde problemer med at udtale bogstavet ''S'' og talte med en [[læspe]]n<ref>{{cite web|url = http://www.winstonchurchill.org/learn/reference/frequently-asked-questions-faq/personal-life| series = FAQ | title= Personal Life|accessdate= 28. august 2009| publisher =The Churchill Centre}}</ref> ligesom sin far.<ref>Jenkins, p. 73, citerer HW Massingham i the ''[[Daily News (UK)|Daily News]]''</ref>
=== Ægteskab og børn ===
[[
Churchill mødte første gang sin senere hustru, [[Clementine Churchill|Clementine Hozier]], i 1904 ved et bal på Crewe House.<ref>[[Mary Soames|Soames, Mary]]: ''Speaking for Themselves: The Personal Letters of Winston and Clementine Churchill''. p. 1</ref> I 1908 mødtes de igen ved et middagsselskab ved Lady St Helier. Churchill var placeret ved siden af Clementine, og de indledte snart en livslang romance.<ref>Soames p. 6</ref> Han friede til Clementine under et selskab på
Deres første barn, [[Diana Churchill|Diana]], blev født i London den [[11. juli]] [[1909]]. Efter graviditeten flyttede Clementine til Sussex for at komme til kræfter, mens Diana blev i London med sin barnepige.<ref>Soames pp. 18, 22, 25</ref> Den [[28. maj]] [[1911]] blev deres andet barn, Randolph, født på Eccleston Square.<ref>Soames pp. 40, 44</ref> Deres tredje barn, Sarah, blev født den [[7. oktober]] [[1914]] i Admiralitetet i London. Fødslen skete i en periode med ængstelse for Clementine, da Winston var sendt til [[Antwerpen]] af regeringen for at "styrke modstandsviljen i den belejrede by" efter at det var kommet frem at belgierne havde planer om at overgive byen.<ref>Soames p. 105</ref>
Clementine fødte sit fjerde barn, Marigold Frances Churchill, den [[15. november]] [[1918]], fire dage efter den officielle afslutning på [[1. verdenskrig]].<ref>Soames p. 217</ref> I begyndelsen af august 1921 blev Churchill-familiens børn overladt til mademoiselle Rose, en fransk barneplejerske i Kent. I mellemtiden rejste Clementine til Eaton Hall i Cheshire for at spille tennis med hertugen af Westminster og hans familie. I mellemtiden blev Marigold forkølet, men lod til at
Den [[15. september]] 1922 blev Churchill-familiens sidste barn [[Mary Soames|Mary]] født. Senere samme måned købte Churchill-familien [[Chartwell]], som blev Winstons hjem indtil hans død i 1965.<ref>Soames p. 262</ref><ref>{{cite web|last=Crowhurst|first=Richard|year=2006|accessdate=9. januar 2008|title=Chartwell: Churchill's House of Refuge|url=http://www.timetravel-britain.com/06/Oct/chartwell.shtml|publisher=Moira Allen}}</ref>
== Militærtjeneste ==
[[
Efter at Churchill havde forladt Harrow i 1893 ansøgte han om optagelse på [[Royal Military Academy Sandhurst]]. Det krævede tre forsøg før han bestod adgangsprøven. Han søgte ind ved [[kavaleri]]et , fordi eksamenskravene var lavere end for [[infanteri]]et, og fordi han ikke behøvede at lære matematik, som han ikke kunne lide. Han bestod som nr. 8 på et hold med 150 i december [[1894]],<ref>Jenkins, pp. 20–21</ref> og selv om han nu kunne være skiftet til et infanteriregiment, som hans far havde ønsket, valgte han at blive i kavaleriet og blev udnævnt til [[Kornet (titel)|kornet]] ([[sekondløjtnant]]) i [[4th Queen's Own Hussars]] den [[20. februar]] [[1895]].<ref name="Centre-Hussars"/> I 1941 blev han æresoberst for husarerne.
Churchills gage som sekondløjtnant i 4th Hussars var £300; men han vurderede, at han havde brug for yderligere mindst £500 (svarende til £25.000 i 2001 priser) for at kunne opretholde en levestandard som de andre officerer i [[regiment]]et. Hans mor gav ham £400 om året, men han brugte flere gange mere. Ifølge hans levnedsbeskriver [[Roy Jenkins]] var det en af årsagerne til, at han blev interesseret i at blive krigskorrespondent.<ref>Jenkins, pp. 21–45</ref> Han havde ikke planer om at følge en konventionel militærkarriere, men i at udnytte enhver chance for militær indsats, og han brugte sin families indflydelse til at blive sendt i krig. Hans skribentvirksomhed gjorde ham kendt i offentligheden og skaffede ham en betydelig ekstraindkomst. Han var krigskorrespondent for adskillige Londonaviser<ref>{{cite journal|title=On the character and achievement of Sir Winston Churchill|journal=The Canadian Journal of Economics and Political Science, Vol 23, No. 2 May 1957 (May, 1957)|pages=173–194|author=G. K. Lewis}}</ref> og skrev bøger om felttogene.
=== Cuba ===
I [[1895]] rejste Churchill til [[Cuba]] som observatør under [[Spanien]]s kamp mod [[Cubas uafhængighedskrig|cubanske guerillaer]]. ''Daily Graphic'' havde bedt ham skrive om konflikten. Til sin store fryd kom han under beskydning for første gang på sin 21-års fødselsdag.<ref name="Centre-Hussars"/> Han havde gode minder om Cuba som en "...stor, rig og smuk ø..."<ref>Churchill, Winston S. 1951 The Second World War, Volume 5: Closing the Ring. Houghton Miffin Edition. Bantam Books, New York. p. 606. "Prime Minister to Foreign Secretary 5. Feb (19)44. Your minute about raising certain legations to the status of embassy. I must say that Cuba has as good a claim as some other places–'la perla de Las Antillas'. Great offence will be given if all the others have it and this large, rich, beautiful island, the home of the cigar, is denied. Surely Cuba has much more claim than Venezuela. You will make a bitter enemy if you leave them out, and after a bit you will be forced to give them what you have given to the others."</ref> Mens han var på Cuba, fik han smag for havannacigarer, som han røg resten af livet. Mens han var i New York boede han hos Bourke Cockran, en af hans mors beundrere. Bourke var en etableret amerikansk politiker og medlem af [[Repræsentanternes Hus]]. Han fik stor indflydelse på Churchill, både i hans holdning til politik og evne til at holde taler – og han fik kærlighed til Amerika.<ref>Jenkins p. 29</ref>
Kort efter fik han at vide, at hans barnepige, fru Everest, var døende. Han vendte tilbage til England og blev hos hende en uge til hun døde. Han skrev i sin dagbog "Hun var min bedste ven." I ''De unge år'' skrev han: "Hun havde været min kæreste og nærmeste ven i alle de tyve år, jeg havde levet."<ref>{{cite journal|title=Winston Churchill's Poignant Description of the Death of his Nanny|journal=PEDIATRICS Vol. 60 No.|date=5 November 1977|page=752|author=T. E. C. Jr. M.D.}}</ref>
=== Indien ===
I begyndelsen af oktober 1896 blev han forflyttet til [[Mumbai|Bombay]] i [[British Raj|Britisk Indien]]. Han blev anset for at være en af de bedste polospillere i sit regiment og førte sit hold til mange prestigefyldte turneringssejre.<ref>{{cite journal|title=Winston Leonard Spencer Churchill. 1874–1965|author=R. V. Jones|journal=Biographical Memoirs of Fellows of the Royal Society, Vol. 12, Nov., 1966 (Nov., 1966)|pages=34–105|year=1966|volume=12|doi=10.1098/rsbm.1966.0003|jstor=769525}}</ref>
Linje 143:
I 1897 forsøgte Churchill at rapportere fra og om nødvendigt kæmpe i den [[græsk-tyrkiske krig (1897)|græsk-tyrkiske krig]], men krigen sluttede i praksis inden han nåede frem. Mens han forberedte sig på orlov i England, hørte han, at tre [[brigade]]r fra den britiske hær skulle indsættes mod en stamme [[Pashtuner]] i Indiens nordvestlige grænseland, og ansøgte sin overordnede om lov til at deltage i kampen.<ref>{{cite web|url=http://arthursclassicnovels.com/arthurs/churchill/mkdff10.html|title=The Story Of The Malakand Field Force – An Episode of Frontier War|author=Sir Winston S. Churchill|work=arthursclassicnovels.com|accessdate=17. marts 2007|archiveurl=http://web.archive.org/web/20070714183801/http://arthursclassicnovels.com/arthurs/churchill/mkdff10.html|archivedate=July 14, 2007|deadurl=yes}}</ref> Han kæmpede under General Jeffery, som var chef for den anden brigade, der opererede i Malakand i Britisk Indiens grænseområde. Jeffery sendte ham af sted med 15 spejdere for at undersøge [[Mamund]]-dalen. Mens de var af sted stødte de på en fjendtlig stamme, sad af hestene og åbnede ild. Efter en times skydning ankom deres forstærkninger, 35. [[Sikher]], og skydningen døde gradvis ud og brigaden og sikherne marcherede videre. Hundredvis af stammekrigere lå i baghold og tvang briterne til at trække sig tilbage. De trak sig tilbage og fire mand bar en såret officer, men kampen var så intens, at de var tvunget til at efterlade ham. Han blev dræbt for øjnene af Churchill. Senere skrev han om drabsmanden: "Jeg glemte i dette øjeblik alt andet end ønsket om at dræbe denne mand."<ref name="Mamund"/> Imidlertid led sikherne stadige tab, så den næstkommanderende gav Churchill besked på at få resten af mændene og drengene i sikkerhed.
Inden han trak sig tilbage, bad han om en skriftlig ordre, så han ikke kunne blive anklaget for at desertere.<ref>{{cite book|last=Churchill|first=Winston|title=My Early Life|year=2002|month=October|publisher=Eland Publishing Ltd|isbn=0-907871-62-3|page=143}}</ref> Han fik ordren, underskrev den i en fart og red op ad bakken og alarmerede den anden brigade, hvorefter de angreb hæren. Kampene i området trak ud i yderligere to uger inden de døde kunne bjerges. Han skrev i sin dagbog: "Om det kunne betale sig, ved jeg ikke."<ref name="Mamund">{{cite news|title=Two opposition views of Afghanistan: British activist and Dutch MP want to know why their countries are participating in a dangerous adventure|publisher=Spectrazine|date=20 March 2006|accessdate=17. marts 2007}}</ref><ref>{{cite news|date=11 December 2004|title=Churchill On The Frontier – Mamund Valley III|publisher=UK Commentators|accessdate=17. marts 2007}}</ref> En beretning om [[Belejringen af Malakand]] blev udgivet i december 1900 som ''The Story of the Malakand Field Force''. Han modtog £600 for beretningen. Under felttoget skrev han også artikler til aviserne ''The Pioneer'' og ''[[The Daily Telegraph]]''.<ref>Jenkins, pp. 29–31</ref> Hans beretning om slaget var en af de første offentliggjorte artikler, og han fik £5 pr. spalte fra
=== Sudan og Oldham ===
[[Fil:WinstonChurchillRiverWar.jpg|thumb|150px|''The River War'' udkom i 1899]]
Churchill blev forflyttet til [[Egypten]] i 1898. Han besøgte [[Luxor]], inden han sluttede sig til den del af 21st Lancers, som gjorde tjeneste i Sudan under kommando af general [[Herbert Kitchener]]. Her mødte han to officerer, som han kom til at arbejde med under [[1. verdenskrig]]: [[Douglas Haig]], der var en [[Kaptajn (militær)|kaptajn]] og [[David Beatty]], som var [[kaptajnløjtnant]] på en kanonbåd.<ref>Jenkins, p. 40</ref> Mens han var i Sudan deltog han i det sidste væsentlige britiske kavaleriangreb under [[slaget ved Omdurman]] i september 1898.<ref>Brighton, Terry, ''The Last Charge: the 21st Lancers and the Battle of Omdurman''. Marlborough: Crowood, 1998. ISBN 1861261896</ref> Han arbejdede også som krigskorrespondent for
Han fik snart sin første mulighed for at komme i parlamentet, da [[Robert Ascroft]] tilbød ham at være den anden konservative kandidat i Ascrofts Oldham-kreds. Ascrofts pludselige død førte til et dobbeltvalg, og Churchill var en af kandidaterne. Som led i den nationale trend mod de konservative gik begge pladser tabt, men Churchill havde gjort indtryk ved sin ihærdige valgkamp
Linje 154:
Efter at det var mislykkedes at blive valgt i Oldham var Churchill på udkig efter en anden mulighed for at fremme karrieren. Den 12. oktober 1899 brød den [[Anden boerkrig]] ud mellem Storbritannien og Boerrepublikkerne, og han fik til opgave at fungere som krigskorrespondent for the [[Morning Post]] med en gage på £250 pr. måned. Han hastede af sted for at komme med det samme skib som den nyudnævnte britiske hærchef [[Redvers Buller|Sir Redvers Buller]]. Efter nogle uger i udsatte områder deltog han i en rekognoscering med et pansret tog. Det førte til hans tilfangetagelse og fængsling i en [[krigsfangelejr]] i [[Pretoria]] (en omdannet skolebygning tilhørende ''Pretoria High School for Girls''). Hans indsats under bagholdet mod pansertoget førte til spekulationer om at han ville blive tildelt [[Victoriakorset]], Storbritanniens højeste orden for tapperhed i kamp, men det blev ikke til noget.<ref name="Centre-Hussars"/>
Han undslap fangelejren og tilbagelagde næsten 500 km til byen [[Maputo|Lourenço Marques]] i det portugisiske [[Mozambique]] med hjælp fra en britisk minechef.<ref>Jenkins, pp. 55–62</ref> Hans flugt gjorde ham til en [[helt|national helt]] i Storbritannien, men i stedet for at tage hjem sluttede han sig igen til general Bullers hær, mens den marcherede for at undsætte briterne under [[belejringen af Ladysmith]] og erobringen af Pretoria.<ref>Jenkins, pp. 61–62</ref> Selv om han fortsatte som krigskorrespondent, blev han også officer i ''South African Light Horse''. Han var blandt de første britiske tropper, som red ind i
[[Fil:Burnham churchill jul1900.jpg|thumb|right|350px|På vej hjem fra Boerkrigen på ''RMS Dunottar Castle'', juli 1900.<ref name="finesthour127">{{cite web|url=http://www.winstonchurchill.org/images/finesthour/vol.01%20no.127.pdf|title=FinestHour|accessdate=2. august 2007|format=PDF|work=Journal of the Churchill Center and Societies, Summer 2005}}</ref> Stående fra venstre: Sir Byron Leighton, Claud Grenfel, major [[Frederick Russell Burnham]], kaptajn Gordon Forbes, [[Abe Bailey]] (hans søn John giftede sig med
I 1900 vendte Churchill tilbage til England på RMS ''Dunottar Castle'', det samme skib som han havde sejlet med til Sydafrika otte måneder tidligere.<ref name=autogenerated1>{{cite web|url=http://www.winstonchurchill.org/images/finesthour/vol.01%20no.127.pdf|title=FinestHour|accessdate=28. august 2009|format=PDF|work=Journal of the Churchill Center and Societies, Summer 2005}}</ref> Der udgav han ''London to Ladysmith'' og yderligere en bog med oplevelser fra Boerkrigen, ''Ian Hamilton's March''. Churchill var igen opstillet til parlamentet i
=== Territorialhæren ===
I 1900 tog han sin afsked fra den stående hær, og i 1902 lod han sig optage i Imperial Yeomanry hvor han blev udnævnt til kaptajn i ''Queen's Own Oxfordshire Hussars'' den 4. januar 1902.<ref name="yeoman1">{{cite web|url=http://www.winstonchurchill.org/learn/reference/commissions-and-military-attachments|title=Churchill's Commissions and Military Attachments, The Churchill Centre|publisher=Winstonchurchill.org|date=|accessdate=12. april 2010}}</ref> I april 1905 blev han forfremmet til [[major]] og udpeget til at lede Henley-[[eskadron]]en af Queen's Own Oxfordshire Hussars.<ref name="yeoman2">{{cite web|url=http://www.chu.cam.ac.uk/archives/churchill_papers/biography/churchill_chronology.php|title=Sir Winston Churchill: Biography: Chronological Summary, Churchill College|publisher=Chu.cam.ac.uk|date=6 March 2009|accessdate=9. august 2009}}</ref> I september 1916 blev han overført til territorialhærens officersreserve, hvor han blev, til han trak sig tilbage i 1924, da han fyldte 50.<ref name="yeoman2"/>
Linje 168:
[[Bill Deedes|Lord Deedes]] fremførte følgende synspunkt ved et møde i [[Royal Historical Society]] i 2001 om hvorfor Churchill tog til fronten: "Han var hos [[Grenadier Guards]], som havde et tørlagt hovedkvarter. De satte stor pris på te og kondenseret mælk, som ikke lige var Winstons smag, men alkohol var tilladt ved fronten i skyttegravene. Så han foreslog obersten, at han virkelig havde brug for at opleve krigen på nærmeste hold og tog til fronten. Det blev højt værdsat af obersten."<ref>{{cite journal|title=Churchill Remembered: Recollections by Tony Benn MP, Lord Carrington, Lord Deedes and Mary Soames|journal=Transactions of the Royal Historical Society |pages= 393–414 [404]|author=T Benn et al.|volume=11|issue=|year=2001 | doi = 10.1017/S0080440101000202 | jstor=3679430 }}</ref>
== Politisk karriere indtil 2. verdenskrig ==
[[Fil:Churchillelectionposteroldham.jpg|thumb|Churchills valgplakat ved valget i 1900. Han stillede op i [[Oldham]], og fik en af pladserne.]]
=== Tidlige år i parlamentet ===
Churchill var igen opstillet i Oldham ved valget i 1900. Efter have vundet tog han på en foredragsturne i Storbritannien og USA som indbragte ham £10.000 – hvilket svarer til £800.000 i vore dage. I parlamentet blev han en del af en gruppering i det konservative parti, som blev ledet af
Efter at være blevet afsat af kredsen i Oldham, blev Churchill bedt om at opstille i Manchesters nordvestlige kreds. Han vandt pladsen ved valget i 1906 med et flertal på 1.214 og repræsenterede kredsen i to år indtil 1908.<ref name="centre-710">{{cite web|url=http://www.winstonchurchill.org/learn/reference/churchills-elections|title=Churchill's Elections|accessdate=28. august 2009|last=Hall|first=Douglas J.|publisher=The Churchill Centre}}</ref> Da Campbell-Bannerman blev efterfulgt af [[Herbert Henry Asquith]] i 1908 blev Churchill forfremmet til en egentlig regeringspost som handelsminister – ''President of the Board of Trade''.<ref name=gilbert /> I overensstemmelse med datidens lovgivning skulle nye ministre søge genvalg ved et suppleringsvalg. Churchill mistede sin plads, men var snart tilbage som repræsentant for [[Dundee]]-kredsen. Som handelsminister sluttede han sig til den nyudnævnte finansminister [[David Lloyd George|Lloyd Georges]] modstand mod marineminister [[Reginald McKenna]]s nye budget for flåden, som involverede enorme udgifter til bygning af [[dreadnought]]s ([[slagskib]]e), og gik samtidig ind for liberale velfærdsreformer.<ref name=toye>{{cite book|last=Toye|first=Richard|title=Lloyd George and Churchill: Rivals for Greatness|publisher=Macmillan|year=2007|location=London|isbn=978-1-4050-4896-5}}</ref> I 1908 fremlagde han ''Trade Boards Bill'', som fastlagde de første minimumslønninger i Storbritannien<ref>Churchill, Randolph. ''Winston S. Churchill: Young Statesman''. (c) 1967 C & T Publications: pp. 287–89</ref>. I 1909 etablerede han arbejdsformidlinger for at hjælpe arbejdsløse med at finde arbejde.<ref>Jenkins, pp. 150–51</ref> Han bidrog til at udforme den første pensionslovgivning for arbejdsløse – ''National Insurance Act of 1911''.<ref>Jenkins, p. 152</ref> Han gik ind for [[eugenik]] og deltog i udformningen af ''Lov om evnesvaghed af 1913'', selv om den endelige lov ikke indeholdt hans foretrukne sterilisering af [[udviklingshæmning|åndssvage]] i stedet for at fastholde dem på institutioner.<ref>Martin Gilbert, ''Churchill and Eugenics'', 2009. [http://www.winstonchurchill.org/support/the-churchill-centre/publications/finest-hour-online/594-churchill-and-eugenics online text]</ref>
Linje 180:
Churchill bidrog også til vedtagelsen af ''Folkets budget'' (People's Budget)<ref>Jenkins, pp. 157–66</ref> ved at være præsident for "Budget League", en organisation som blev etableret som svar på oppositionens "Budget Protest League".<ref>Jenkins, p. 161</ref> Budgettet indeholdt nye skatter på de rige for at tillade indførelse af nye velfærdslove. Efter at budgetloven var blevet vedtaget i Underhuset i [[1909]] blev den sendt videre til Overhuset, hvor der blev nedlagt veto mod den. De liberale afviklede herefter to parlamentsvalg i januar og december 1910 for at få mandat til at gennemføre deres reformer. Budgettet blev herefter vedtaget efter gennemførelse af ''Parlamentsloven af 1911'', som han også aktivt støttede. I 1910 blev han forfremmet til indenrigsminister (''Home Secretary''). Hans tid på denne post var kontroversiel som følge af hans reaktion på Belejringen i Sidney Street, Tonypandy-optøjerne og [[suffragette]]rne.
I [[1910]] indledte nogle minearbejdere i [[Rhondda|Rhondda-dalen]] det som siden blev kendt som
[[Fil:Sidney street churchill.jpg|thumb|Winston Churchill (''fremhævet'') i Sidney Street, 3. januar 1911]]
[[Fil:Winston Churchill verl sst das Geb ude der Admiralt t (1912).jpg|thumb|left|100px|Churchill som marineminister, 1912]]
I starten af januar 1911 aflagde Churchill et kontroversielt besøg under belejringen i Sidney Street i London. Der er nogen usikkerhed om hvorvidt han forsøgte at påvirke afviklingen af operationen på stedet, og hans tilstedeværelse gav anledning til megen kritik. Efter en undersøgelse udtalte
Churchills foreslåede løsning på problemet med suffragetterne (som ønskede kvindelig stemmeret), var at afholde en folkeafstemning om spørgsmålet, men det ønskede [[Herbert Henry Asquith]] ikke, og spørgsmålet om kvinders stemmeret forblev uløst indtil efter [[1. verdenskrig]].<ref>Jenkins, p. 186</ref>
Linje 198:
I adskillige måneder beklædte Churchill [[sinecure]]posten som kansler for hertugdømmet Lancaster; men den [[15. november]] trådte han ud af regeringen, da han følte, at hans talenter blev spildt<ref>Jenkins, p. 287</ref> og selv om han forblev medlem af parlamentet gjorde han tjeneste på [[Vestfronten under 1. verdenskrig|Vestfronten]].<ref>Jenkins, p. 301</ref><ref name="army.mod.uk">{{cite web|url=http://www.army.mod.uk/infantry/regiments/4598.aspx |title=20th and early 21st Century – British Army Website |publisher=Army.mod.uk |date= |accessdate=2011-04-03}}</ref> Mens han var på Vestfronten begav han sig personligt ud i ingenmandsland 36 gange og hans del af fronten ved [[Ploegsteert]] blev en af de mest aktive.<ref name="army.mod.uk"/> I marts [[1916]] vendte Churchill tilbage til England, efter at han var blevet rastløs i Frankrig og ønskede at tale i Underhuset.<ref>Jenkins, p. 309</ref> Den senere premierminister [[David Lloyd George]] kommenterede syrligt: "En dag vil du opdage, at den sindstilstand du afslørede i (dit) brev, er årsagen til at du ikke opnår tillid, selv om du skaber beundring. I hver en linje er nationens interesser overskygget af dine personlige hensyn."<ref>"[http://www.independent.ie/opinion/columnists/kevin-myers/the-greatest-20th-century-beneficiary-of-popular-mythology-has-been-the-cad-churchill-1876680.html The greatest 20th century beneficiary of popular mythology has been the cad Churchill]", [[Kevin Myers]], Independent.ie</ref> I juli 1917 blev Churchill udpeget til rustningsminister og i januar 1919 blev han krigs- og luftfartsminister. Han var hovedarkitekt bag tiårsreglen, (Ten Year Rule), et princip som lod finansministeriet styre og kontrollere den strategiske politik, udenrigspolitikken og finanspolitikken ud fra en antagelse om at der ikke kom en ny stor europæisk krig indenfor de næste fem til ti år.<ref>Ferris, John. ''Treasury Control, the Ten Year Rule and British Service Policies, 1919–1924''. The Historical Journal, Vol. 30, No. 4. (Dec., 1987), pp. 859–83</ref>
En stor opgave mens han var krigsminister var den vestlige intervention i den [[Russiske borgerkrig]]. Churchill var en stærk tilhænger af intervention, og erklærede at [[Bolsjevisme]]n skal "kvæles i sin vugge".<ref name="centre-282">{{cite web|url=http://www.winstonchurchill.org/i4a/pages/index.cfm?pageid=282|archiveurl=http://web.archive.org/web/20031216033237/http://www.winstonchurchill.org/i4a/pages/index.cfm?pageid=282|archivedate=16 December 2003|title=Cover Story: Churchill's Greatness|accessdate=26. februar 2007|author=Jeffrey Wallin with Juan Williams|date=4 September 2001|publisher=Churchill Centre}}</ref> I en splittet og løst organiseret regering sikrede han sig opbakning til intensivering og forlængelse af den britiske indsats længere end både parlamentet og folket ønskede det – og trods bitter modstand fra Labour. I [[1920]], efter at de sidste britiske styrker var blevet trukket tilbage, sørgede Churchill for at der blev sendt våben til polakkerne, da de invaderede [[Ukraine]]. Han blev koloniminister i 1921 og var en af underskriverne på den
Churchill talte for at man skulle anvende tåregas mod de [[kurder|kurdiske]] stammefolk i
=== Tilbage til det konservative parti, finansminister ===
I september 1922 trak det konservative parti sig ud af koalitionsregeringen efter et møde blandt ikke-fremtrædende parlamentsmedlemmer, som var utilfredse med håndteringen af [[Chanakkrisen]], et skridt som skal ses i sammenhæng med det forestående valg i oktober 1922. Churchill blev syg under valgkampen, og gennemgik en blindtarmsoperation. Dette gjorde det svært for ham at føre valgkamp, og det blev ikke bedre af, at der var intern splittelse i det liberale parti. Han blev kun nr. 4 i sin kreds – Dundee – og tabte til spiritusmodstanderen [[Edwin Scrymgeour]]. Churchill sagde siden spøgende, at han forlod [[Dundee]] "uden en taburet, uden et mandat, uden et parti og uden en blindtarm".<ref name="centre-710"/> Han opstillede igen for de liberale ved valget i 1923 i [[Leicester]], uden at blive valgt, og derpå som uafhængig, først uden at blive valgt ved et suppleringsvalg i Westminster Abbey-kredsen, men senere ved valget i 1924 var han opstillet og blev valgt i Epping. Det følgende år sluttede han sig igen formelt til det konservative parti. Han sagde: "Enhver kan skifte parti, men det kræver en vis snilde at skifte tilbage" (anyone can rat, but it takes a certain ingenuity to re-rat.)<ref name="centre-710"/><ref>{{cite web
|title=Winston Churchill and Parliamentary Democracy|publisher=Churchill Society for the Advancement of Parliamentary Democracy|url=http://www.churchillsociety.org/CMS%20-%20Parliamentary%20Democracy.htm|accessdate=4. maj 2008}}</ref>
Linje 218:
[[Fil:John Churchill Marlborough porträtterad av Adriaen van der Werff (1659-1722).jpg|thumb|left|Churchill skrev en biografi om sin forfader [[John Churchill]] i midten af 1930'erne]]
=== Politisk isolation ===
Den konservative regering tabte valget i 1929. Churchill søgte ikke at blive valgt til det konservative forretningsudvalg, partiets officielle ledelse. I løbet af de følgende to år kom Churchill til stå stadig fjernere fra partiets ledelse. Det drejede sig om beskyttelsestold og indisk selvstændighed og andre af Churchills holdninger samt hans venskab med pressebaroner, finansfolk og personer som blev anset for at have tvivlsom karakter. Da [[Ramsay MacDonald]] dannede den nationale samlingsregering i 1931 blev Churchill ikke bedt om at indtræde i den. Han var på lavpunktet i sin karriere, en periode som kaldes "årene i vildnisset".<ref name=gilbert2>{{cite book|last=Gilbert|first=Martin|title=Winston Churchill: The Wilderness Years|publisher=Pimlico|year=2004|location=London|isbn=978-1-84413-418-2}}</ref>
Han brugte en stor del af de næste år på sit forfatterskab. Han skrev bl.a. ''Marlborough og hans tid'' (Marlborough: : His Life and Times) – en biografi om hans forfader [[John Churchill]] – og
==== Indisk uafhængighed ====
Churchill var imod [[Mohandas Gandhi]]s fredelige ulydighedskampagne og den indiske uafhængighedsbevægelse i 1930'erne, og hævdede at rundbordskonferencen var "en skræmmende udsigt".<ref>247 House of Commons Debates 5s col 755</ref> Senere rapporter tyder på, at Churchill gik ind for at lade Gandhi sulte sig selv ihjel, hvis han gik i sultestrejke.<ref>{{cite news|url=http://news.bbc.co.uk/2/hi/south_asia/4573152.stm|title=Churchill took hardline on Gandhi|publisher=BBC News|date=1 January 2006|accessdate=12. april 2010}}</ref> I første halvdel af 1930'erne var Churchill en udtalt modstander af at give Indien status som britisk [[Dominion]]. Han var en af grundlæggerne af "India Defence League", en gruppe som havde til formål at bevare Storbritanniens herredømme i Indien. Churchill tålte ingen kompromisser. "Sandheden er," udtalte han i 1930, "at Gandhi-isme og alt hvad den står for, må gribes og knuses."<ref name="independent.ie">{{cite web|author=Kevin Myers|url=http://www.independent.ie/opinion/columnists/kevin-myers/kevin-myers-seventy-years-on-and-the-soundtrack-to-the-summer-of-1940-is-filling-britains-airwaves-2286560.html|title=Seventy years on and the soundtrack to the summer of 1940 is filling Britain's airwaves|publisher=Independent.ie|date=|accessdate=2010-11-07}}</ref> I taler og avisartikler fra denne periode forudså han omfattende arbejdsløshed i Storbritannien og civil uro i Indien, hvis landet fik sin selvstændighed.<ref>James, p. 260</ref> Vicekongen [[Lord Irwin]], som var blevet udpeget af den tidligere konservative regering, deltog i rundbordskonferencen i starten af 1931, og bekendtgjorde herefter at det var regeringens politik, at Indien skulle tildeles status som Dominion. Heri blev regeringen støttet af det liberale parti og i det mindste officielt af det konservative parti. Churchill undsagde rundbordskonferencen.
Ved et møde i West Essex Conservative Association, som var indkaldt for at Churchill kunne forklare sin holdning, sagde han: "Det er alarmerende, og også kvalmende at se Mr Gandhi, en oprørsk
To hændelser forårsagede stor skade på Churchills ry indenfor det konservative parti i denne periode. Begge blev set som angreb på de konservatives ledere. Den første var hans tale ved suppleringsvalget i Westminster St George's i april 1931. I en sikker konservativ kreds blev den officielle konservative kandidat [[Duff Cooper]] udfordret af en uafhængig konservativ. Den uafhængige konservative kandidat blev støttet af [[Lord Rothermere]], Lord Beaverbrook og deres respektive aviser. Selv om den var arrangeret inden suppleringsvalget blev udskrevet,<ref>James, p. 262</ref> blev Churchills tale set som en støtte til den uafhængige kandidat og som led i pressebaronens kampagne mod Baldwin. Baldwins stilling blev styrket da Duff Cooper vandt, og da den civile ulydighedskampagne i Indien ophørte med indgåelsen af [[Gandhi-Irwin-pagten]]. Den anden hændelse drejede sig om at Churchill hævdede, at Sir [[Samuel Hoare]] og [[Lord Derby]] havde presset erhvervsrådet i Manchester til at ændre i det vidnesbyrd det havde givet til Joint Select Committee vedrørende ''Government of India'' loven, og herved havde overskredet parlamentets privilegier. Han fik sagen taget op i Underhusets privilegiekomite, som efter at have undersøgt sagen og hørt Churchills vidneudsagn meddelte Underhuset, at der ikke var sket nogen overskridelse.
<ref>Rhode James, pp. 269–72</ref> Rapporten blev debatteret den 13. juni. Det lykkedes ikke Churchill at finde nogen som støttede ham, og debatten sluttede uden afstemning.
Det kom til et permanent brud mellem Churchill og [[Stanley Baldwin]] over spørgsmålet om indisk selvstændighed, og Churchill blev aldrig minister mens Baldwin var premierminister. Nogle historikere mener, at hans grundholdning overfor Indien var den han gav udtryk for i bogen ''De unge år'' (1931).<ref>James, p. 258</ref> En anden kilde til kontrovers om Churchills holdning overfor indiske spørgsmål drejer sig om det nogle historikere kalder den indiske 'nationalistiske indfaldsvinkel', til hungersnøden i Bengalen i 1943, som prøver at skyde en stor del af skylden for at tre millioner mennesker døde under hungersnøden over på Churchills krigstidsregering.<ref>Leonard A. Gordon, Review of ''Prosperity and Misery in Modern Bengal: The Famine of 1943–1944'' by Greenough, Paul R., ''American Historical Review'', Vol. 88, No. 4 (October 1983), p. 1051</ref><ref>[http://www.jstor.org/stable/1874145 JSTOR profile]</ref><ref>http://www.hnn.us/articles/129891.html></ref> Mens nogle kommentatorer peget på afbrydelsen af det traditionelle handelssystem og dårlig administration i provinsen,<ref>Gordon, ''American Historical Review'', p. 1051</ref> hævder Arthur Herman, forfatteren af ''Churchill and Gandhi'', at 'den egentlige årsag var at Burma blev erobret af japanerne, hvilket afskar Indien fra sin vigtigste kilde til import af ris da den indenlandske forsyning ikke slog til ...[om end] det er sandt, at Churchill var modstander af at omdirigere fødevareforsyninger og skibe fra andre områder til Indien for at dække knapheden: der var krig.'<ref>{{cite web|url=http://www.winstonchurchill.org/learn/in-the-media/churchill-in-the-news/575-the-bengali-famine|title=The Bengali Famine|publisher=Winstonchurchill.org|date=|accessdate=10. august 2009}}</ref> Som svar på en hasteanmodning fra ministeren for Indien, [[Leo Amery]] og den indiske vicekonge, [[Archibald Wavell]], om at frigive fødevarelagre til Indien, reagerede Churchill med et
I juli 1940, kort tid efter at han var tiltrådt posten som premierminister, hilste han rapporter om den voksende konflikt mellem den [[muslimske liga]] og den indiske kongres velkommen, idet han håbede, at "den ville blive bitter og blodig".<ref name="independent.ie"/>
Linje 238:
Fra 1932, hvor han gik imod de som ville give Tyskland ret til militær ligevægt med Frankrig, talte Churchill ofte om farerne ved [[Tysklands oprustning i 1930'erne|Tysklands genoprustning]].<ref>James pp. 285–86</ref> Han beskrev senere sig selv, især i ''The Gathering Storm'', som en enlig stemme, som opfordrede Storbritannien til at gøre sig stærkere for at modstå det krigeriske Tyskland.<ref>Picknett, et al., p. 75</ref> men [[George Ambrose Lloyd|Lord Lloyd]] var den første som fremsatte dette krav.<ref>Lord Lloyd and the decline of the British Empire J Charmley pp. 1, 2, 213ff</ref> Churchills holdning til de fascistiske diktatorer var tvetydig. I 1931 advarede han imod [[Folkeforbundet]]s modstand mod japanerne i [[Manchuriet]]: "Jeg håber, at vi i England vil forsøge at forstå Japan, et ældgammelt rige.... På den ene side har de den mørke trussel fra Sovjetrusland. På den anden det kinesiske kaos, fire eller fem provinser, som martres under kommunistisk styre".<ref>James p. 329 citerer Churchills tale i underhuset</ref> I samtidige avisartikler omtalte han den republikanske spanske regering som en kommunistisk front og [[Francisco Franco|Francos]] hær som den "Anti-røde bevægelse".<ref>James p. 408</ref> Han støttede [[Hoare-Laval-pagten]] og fortsatte frem til 1937 med at tale rosende om [[Benito Mussolini]].<ref>A J P Taylor Beaverbrook Hamish Hamilton 1972 p. 375</ref>
Ved en tale i Underhuset i 1937 sagde Churchill: "Jeg vil ikke lade som om, at hvis jeg havde valget mellem kommunisme og nazisme, at jeg da ville vælge kommunisme".<ref>{{Cite book|year=2005|title=In the footsteps of Churchill|author1=Richard Holmes|publisher=Basic Books|isbn=9780465030828|page=185|url=http://books.google.com/?id=Kyd945KSiQwC&pg=PA185&dq=%22I+would+choose+communism%22}}</ref> I et essay fra 1935 med titlen
Churchill var på ferie i Spanien da [[Remilitariseringen af Rhinlandet]] blev indledt i februar 1936 og kom tilbage til et delt Storbritannien. Labour [[opposition]]en var hårdnakket modstander af sanktioner og den nationale regering var delt mellem de som talte for økonomiske sanktioner og de som sagde, at selv det ville føre til et ydmygende tilbagetog, da Frankrig ikke ville gribe ind.<ref>Harold Nicholsons brev til sin kone den 13. marts opsummerede situationen: "Hvis vi sender Tyskland et ultimatum, bør det fornuftigvis give efter; men de vil ikke give efter, og vi får krig .... Folket i dette land afviser bestemt at få krig. Vi ville stå overfor en generalstrejke hvis vi foreslog noget sådant. Vi må derfor give forsmædeligt efter", ''Diaries and Letters 1930–1939'' p. 249</ref> Churchills tale den 9. marts var moderat og blev rost af [[Neville Chamberlain]] som konstruktiv; men få uger senere blev Churchill forbigået ved udnævnelsen af minister for samordning af forsvaret til fordel for justitsminister (Attorney General) Sir [[Thomas Inskip]].<ref>James pp. 333–37</ref> [[A. J. P. Taylor|Alan Taylor]] kaldte dette 'en udnævnelse som med rette blev beskrevet som den mest usædvanlige siden [[Caligula]] udnævnte sin hest til [[konsul]].'<ref>''The Origins of the Second World War'' p. 153</ref> I juni 1936 organiserede Churchill at en deputation af højtstående konservative som delte hans bekymringer mødtes med Baldwin, Chamberlain og Halifax. Han havde forsøgt at få deltagere fra de andre to partier med, og skrev senere, at "Hvis lederne af
Den 12. november vendte Churchill tilbage til spørgsmålet i Underhuset. Efter at have givet nogle specifikke eksempler på Tysklands krigsparathed, sagde han: "Regeringen kan ganske enkelt ikke beslutte sig, eller kan ikke få premierministeren til at beslutte sig, Så de fortsætter med et underligt paradoks: kun afklarede om at de ikke er afklarede, besluttede på at være ubeslutsomme,
Linje 248:
==== Abdikationskrisen ====
I juni 1936 fortalte [[Walter Monckton]] Churchill, at rygterne om at kong [[Edward 8. af Storbritannien|Edward 8.]] ville gifte sig med Mrs [[Wallis Simpson]] var sande. Churchill frarådede et giftermål og sagde, at han anså Mrs Simpsons eksisterende giftermål som en
Abdikationskrisen kom til offentlighedens kendskab og spidsede til i de første to uger af december
Churchills anseelse i parlamentet og i England som helhed tog alvorlig skade. Nogle såsom
=== Tilbage fra eksilet ===
Linje 258:
Churchill forsøgte senere at fremstille sig selv om (i nogen grad) en isoleret stemme, som advarede om behovet for at opruste mod Tyskland. Selv om det er sandt, at han kun havde få følgesvende i Underhuset i en stor del af 1930'erne, fik han fortrolige oplysninger fra personer i centraladministrationen, især utilfredse embedsmænd i krigsministeriet. "Churchill gruppen" bestod i den sidste halvdel af årtiet af ham selv, [[Duncan Sandys]] og [[Brendan Bracken]]. Den var isoleret fra de øvrige hovedgrupperinger indenfor det konservative parti som pressede på for hurtigere genoprustning og en stærkere udenrigspolitik.<ref>Disse grupper blev ledet af [[Anthony Eden]] og [[Leo Amery]] Rhode James p. 428</ref> Churchill fortsatte med at blive konsulteret af regeringen i mange spørgsmål eller set som en alternativ leder.<ref>han blev således konsulteret i forbindelse med abdikationskrisen, som nævnt i fodnoterne ovenfor</ref>
Selv i den periode hvor Churchill agiterede imod indisk selvstændighed, fik han hemmeligt materiale at se. Fra 1932 gav Churchills nabo major [[Desmond Morton]] med [[Ramsay MacDonald]]s godkendelse Churchill information om Tysklands styrke i luften.<ref>James p. 302</ref> Fra 1930 og frem var Morton leder af en afdeling i Imperiets forsvarskomite, som havde til opgave at undersøge andre landes militære beredskab. [[Lord Swinton]] gav i
Swinton gjorde det, selv om han vidste, at Churchill ville vedblive med at være en kritiker af regeringen, men han mente, at en vidende kritiker var bedre end en som baserede sin kritik på rygter og sladder.<ref>Rhode James pp. 316–18</ref> Churchill var en hård kritiker af [[Neville Chamberlain]]s forsoningspolitik overfor [[Adolf Hitler]]<ref>Picknett, et al., pp. 149–50</ref> og i en tale til Underhuset sagde han direkte og profetisk: "De fik valget mellem krig og vanære. De valgte vanære, og vi får krig."<ref>''Current Biography 1942'', p. 155</ref>
== 2. verdenskrig ==
=== "Winston er tilbage" ===
Efter 2. verdenskrigs udbrud den 3. september, den dag Storbritannien erklærede Tyskland krig, blev Churchill udpeget til marineminister og fik sæde i krigskabinettet, ganske som han havde haft det i den første del af 1. verdenskrig. Da man i admiralitetet hørte om udnævnelsen sendte de et signal til flådens skibe: "Winston is back".<ref>Churchill, Winston: "The Second World War" (abridged edition), p. 163. Pimlico, 2002. ISBN 0-7126-6702-4</ref><ref name="papers-bio">{{cite web|url=http://www.chu.cam.ac.uk/archives/churchill_papers/biography/|title=The Churchill Papers: Biographical History|accessdate=26. februar 2007|first=Piers|last=Brendon|publisher=[[Churchill Archives Centre]], [[Churchill College, Cambridge]]}}</ref> På denne post viste han sig at være en af højest profilerede ministre under den såkaldte "Phoney War" – [[Spøgelseskrigen]], hvor de eneste nævneværdige kampe foregik til søs. Churchill talte i begyndelsen af krigen for en forebyggende besættelse af den neutrale norske jernudskibningshavn i
=== Den bitre start på krigen ===
Linje 293:
"Retorisk kraft", skrev Churchill, "er hverken medfødt eller tillært, men opdyrket." Ikke alle var imponerede af hans talegaver. [[Robert Menzies]], som var premierminister i [[Australien]] og selv en dygtig taler, sagde om Churchill under 2. verdenskrig: "Hans sande tyran er den smukke sætning, som er så attraktiv for hans tankegang, at ubehagelige realiteter skubbes til side."<ref>{{cite web|last=Menzies|first=Robert|url=http://www.oph.gov.au/menzies/churchillandthewarcabinet.htm|title=Menzies; 1941 War Diary – Churchill and the War Cabinet|accessdate=23. december 2007}}</ref> En anden af hans bekendte skrev: "Han er ... slave af de ord som hans danner om ideer ... og han kan overbevise sig selv om næsten alt, hvis først det en gang har fået lov på denne måde at komme ind i hans retoriske maskineri."<ref>{{cite book|first=John|last=Denson|title=The Costs of War: America's Pyrrhic Victories|location=New York|publisher=Prentice Hall, Inc.|isbn=1-56000-319-7|page=259|year=1997}}</ref>
=== Forholdet til De forenede Stater ===
[[Fil:Atlantic charter.jpeg|thumb|left|200px|Churchill og [[Franklin D. Roosevelt]] under mødet om [[Atlanterhavserklæringen]] i 1941]]
[[Fil:Cairo conference.jpg|thumb|Generalissimo [[Chiang Kai-shek]], [[Franklin D. Roosevelt]] og Churchill ved [[Cairokonferencen]] i 1943]]
Churchills gode forhold til [[Franklin D. Roosevelt]] sikrede livsvigtige fødevarer, olie, våben og ammunition fra Nordamerika.<ref name="Lucaks">[http://www.americanheritage.com/articles/magazine/ah/2008/4/2008_4_28.shtml John Lucaks] "Churchill Offers Toil and Tears to FDR," ''American Heritage'', Spring/Summer 2008</ref> Det var af den grund, at Churchill var lettet, da Roosevelt blev genvalgt i 1940. Efter at være blevet genvalgt begyndte Roosevelt straks at iværksætte en ny måde at skaffe militært udstyr og skibstransport til Storbritannien uden at der skulle penge på bordet. Roosevelt overtalte [[Kongressen]] om at betaling for denne umådelig kostbare tjeneste ville bestå i et forsvar af USA, og på den måde blev
Efter [[angrebet på Pearl Harbor]] var Churchills første tanke – i forventning om amerikansk hjælp – "Vi har vundet krigen!"<ref>{{cite book|last=Stokesbury|first=James L.|title=A Short History of WWII|publisher=William Morrow and Company, Inc.|year=1980|location=New York|page=171|isbn=0-688-03587-6}}</ref> Den [[26. december]] [[1941]] talte Churchill til begge Kongressens kamre og spurgte Tyskland og Japan: "Hvad slags folk tror de vi er?"<ref>[http://www.ibiblio.org/pha/policy/1941/411226a.html Prime Minister Winston Churchill's Address to the Congress of the United States] 1941, IBiblio.org</ref> Churchill oprettede [[Special Operations Executive]] (SOE) under [[Hugh Dalton]]s ministerium for økonomisk krigsførelse, som etablerede, udførte og nærede skjulte, undergrunds- og partisanoperationer i lande besat af [[Aksemagterne]] samt de britiske kommandosoldater, som kom til at danne skole for de fleste af vor tids [[specialstyrker]].
Churchills helbred var skrøbeligt. Mens han var i [[Det hvide hus]] i december 1941 fik han et mindre hjertetilfælde, og i december 1943 fik han lungebetændelse. Trods det rejste han over 160.000 km i løbet af krigen for at mødes med ledere fra andre lande. Af sikkerhedsgrunde rejste han ofte under dæknavnet Colonel Warden.<ref>{{cite book|url=http://books.google.com/?id=1Ok4AAAAIAAJ&q=colonel+warden&dq=colonel+warden|title=The War and Colonel Warden|year=1963|chapter=Flight to Cairo|quote=Colonel Warden was his favourite pseudonym|last=Pawle|first=Gerald|publisher=George G. Harrap & Co. Ltd|isbn=0856176370}}</ref>
Churchill var med til at udforme traktater som efter krigen flyttede rundt på grænserne i Europa og Asien. Disse ændringer blev diskuteret allerede i 1943. På den [[Anden Quebeckonference]] i 1944 lavede han udkast til og underskrev sammen med den amerikanske præsident
=== Forholdet til Sovjetunionen ===
Da [[Operation Barbarossa|Hitler invaderede Sovjetunionen]] udtrykte Winston Churchill, som ellers var en hårdnakket anti-kommunist, sin støtte til Sovjetunionen. Det fik han nogen kritik for, og det foranledigede at han udtalte: "Hvis Hitler invaderede helvede, ville jeg i det mindste omtale djævelen positivt i Underhuset", hvilket ret præcist beskrev hans holdning overfor Stalin.<ref>{{cite web|url=http://www.chu.cam.ac.uk/archives/collections/churchill_papers/biography/|title=The Churchill Papers: Biography|publisher=Chu.cam.ac.uk|date=|accessdate=9. august 2009}}</ref> Snart efter begyndte der imidlertid at strømme britiske våben og forsyninger til Sovjetunionen.<ref>{{cite book|last=Stokesbury|first=James L.|title=A Short History of WWII|publisher=William Morrow and Company, Inc.|year=1980|location=New York|page=159|isbn=0-688-03587-6}}</ref>
Aftalen om Polens grænser – dvs. grænsen mellem [[Curzon-linjen|Polen og Sovjetunionen]] og [[Oder-Neisse-linjen|mellem Tyskland og Polen]], blev efter krigen set som et forræderi af polakkerne, da den blev indgået trods modstand fra den polske eksilregering i London. Det var Winston Churchill, som forsøgte at overtale [[Stanisław Mikołajczyk|Mikołajczyk]], som var leder af eksilregeringen, til at acceptere Stalins krav, men det afviste Mikołajczyk. Churchill var overbevist om at den eneste måde at fjerne spændingerne mellem de to befolkninger var at flytte dem, så de befandt sig indenfor de nationale grænser.
Som han uddybede det i Underhuset den 15. december 1944: "Fordrivelse er den metode, som, så vidt vi kan se,
[[Fil:Yalta summit 1945 with Churchill, Roosevelt, Stalin.jpg|thumb|left|Winston Churchill på [[Jaltakonferencen]], med Roosevelt og Stalin]]
Linje 319:
En af konklusionerne på Jaltakonferencen var at de Allierede ville hjemsende alle sovjetborgere som befandt sig i de allierede zoner til Sovjetunionen. Dette omfattede dels de sovjetiske krigsfanger, som blev befriet af de vestallierede, men blev udvidet til også at omfatte alle østeuropæiske flygtninge.<ref>[http://www.bu.edu/jeremymb/papers/paper-y1.htm A Footnote to Yalta] by Jeremy Murray-Brown, Documentary at Boston University</ref> [[Aleksandr Solsjenitsyn]] kaldte [[Operation Keelhaul]] "den sidste hemmelighed fra 2. verdenskrig."<ref>[[Aleksandr Solsjenitsyn|Solsjenitsyn, Aleksandr I.]] The Gulag Archipelago, vol. 1. Translated by Thomas P. Whitney. New York: Harper and Row, 1974, p. 85</ref> Denne operation afgjorde skæbnen for op imod 2 mio. efterkrigsflygtninge, som var undsluppet fra Østeuropa.<ref name=Hornberger>Jacob Hornberger ''Repatriation—The Dark Side of World War II''. The Future of Freedom Foundation, 1995. [http://www.fff.org/freedom/0495a.asp Repatriation -- The Dark Side of World War II, Part 3]</ref>
=== Kontroversen om bombardementet af Dresden ===
{{Uddybende|Luftbombardementet af Dresden}}
[[Fil:Bundesarchiv Bild 183-08778-0001, Dresden, Tote nach Bombenangriff.jpg|thumb|Døde efter bombardementet af Dresden, februar 1945]]
Mellem den 13. og 15. februar 1945 angreb britiske og amerikanske bombefly den tyske by [[Dresden]], som var fyldt ved sårede og flygtninge.<ref>Taylor, Frederick; ''Dresden: Tuesday, 13 February 1945''; [http://orders.gallerybooks.com/book/9780060006778 ''US Review''], New York:HarperCollins, ISBN 0-06-000676-5; [http://www.bloomsbury.com/BookCatalog/ProductItem.asp?S=&isbn=0747570787 ''UK Review'', London: Bloomsbury, ISBN 0-7475-7078-7. pp. 262–64] Der var et ukendt antal flygtninge i Dresden, så historikerne Matthias Neutzner, Götz Bergander og
<ref>Efter ødelæggelsen af [[Dresden]] ved luftbombardement og efterfølgende ildstorm (februar 1945); citeret i ''Where the Right Went Wrong'' (2004) af Patrick J. Buchanan, p. 119</ref></blockquote>
Linje 329:
I den sidste ende lå ansvaret for den britiske andel af angrebet ved Churchill, hvilket er årsagen til at han er blevet kritiseret for at tillade bombardementet. Den tyske historiker [[Jörg Friedrich]] hævder at "Winston Churchills beslutning om at områdebombe et ødelagt Tyskland mellem januar og maj 1945 var en krigsforbrydelse"<ref>Luke Harding [http://www.guardian.co.uk/international/story/0,3604,1067232,00.html German historian provokes row over war photos] i [[The Guardian]], 21. oktober 2003</ref>. 2006 stillede filosoffen [[A. C. Grayling]] spørgsmålstegn ved hele den strategiske bombekampagne fra RAF og argumenterede for, at selv om det ikke var en krigsforbrydelse var det en moralsk forbrydelse, som undergraver de Allieredes påstand om at udkæmpe en retfærdig krig.<ref>{{cite book|last=Grayling|first=A.C.|authorlink=A.C. Grayling|year=2006|title=Among the Dead Cities|publisher=Walker Publishing Company Inc.|location=New York|isbn=0-8027-1471-4}} pp. 237–38</ref> På den anden side er det også blev fremført, at Churchills involvering i bombardementet af Dresden var baseret på de strategiske og taktiske aspekter af at vinde krigen. Ødelæggelsen af Dresden, uanset hvor voldsom den var, blev gennemført med henblik på at fremskynde Tysklands nederlag. Som historikeren og journalisten [[Max Hastings]] skrev i en artikel med underoverskriften "the Allied Bombing of Dresden": "Jeg mener, at det er forkert at betegne strategisk bombardement som en krigsforbrydelse, for dette kan ses som om der er en moralsk ligevægt i forhold til nazisternes handlinger. Bombardementerne var et alvorligt, omend misforstået, forsøg på at opnå Tysklands militære nederlag". Den britiske historiker [[Frederick Taylor]] hævder, at "alle parter bombarderede hinandens byer under krigen. En halv million sovjetiske borgere døde f.eks. ved tyske bombardementer under invasionen og besættelsen af Rusland. Det er nogenlunde det samme som antallet af tyske borgere, som døde under allierede angreb; men de allierede bombardementer var knyttet til militære operationer og ophørte så snart de militære operationer sluttede."<ref>Charles Hawley. [http://www.spiegel.de/international/0,1518,341239,00.html "Dresden Bombing Is To Be Regretted Enormously"], ''[[Der Spiegel]]'' online, 11. februar 2005</ref>
=== Afslutningen på 2. verdenskrig ===
[[Fil:Churchill waves to crowds.jpg|thumb|Churchill vinker til mængden på Whitehall på dagen hvor han meddelte nationen at krigen mod Tyskland var vundet, 8. maj 1945.]]
I juni 1944 invaderede de allierede styrker [[Operation Overlord|Normandiet]] og trængte i løbet af det følgende år de tyske styrker tilbage til Tyskland. Efter at være blevet angrebet fra tre sider af de Allierede, og trods fejlslagne allierede operationer såsom [[Operation Market Garden]] samt tyske modangreb, heriblandt [[Ardenneroffensiven]], blev Tyskland til sidst besejret. Den 7. maj 1945 modtog de Allierede Tysklands overgivelse i [[SHAEF]] hovedkvarteret i [[Rheims]]. Samme dag meddelte John Snagge i BBC at den 8. maj ville blive [[VE-dag]].<ref>[http://www.bbc.co.uk/radio4/history/coming_home/cominghome_archive.shtml coming home] [[BBC Four]], 9am to 9.45am, 9–13 May 2005.</ref> På VE-dagen meddelte Churchill i radioen, at Tyskland havde overgivet sig, at og at en endelig våbenhvile på alle fronter ville træde i kraft et minut efter midnat samme aften.<ref>[http://news.bbc.co.uk/onthisday/hi/dates/stories/may/8/newsid_3580000/3580163.stm On this day 8 May 1945] BBC. Hentet 26. december 2007.</ref><ref>Storbritannien havde dobbelt sommertid, hvilket var en time tidligere end 23.01 Centraleuropæisk tid (CET), som var det tidspunkt som var angivet i overgivelsesdokumentet ([http://www.raf.mod.uk/bombercommand/apr45.html RAF Site Diary 7/8 May]).</ref> Senere talte Churchill til en enorm menneskemængde i Whitehall og sagde: "Dette er jeres sejr." Folkemængden svarede: "Nej, det er din", og herefter førte Churchill dem igennem afsyngelsen af [[Land of Hope and Glory]]. Om aftenen talte han igen i radioen, og understregede, at Japan ville blive besejret i de kommende måneder.<ref name=gilbert /> Japanerne overgav sig senere den 15. august 1945.
Linje 335:
Mens Europa fejrede freden efter afslutningen af seks års krig, var Churchill bekymret over muligheden for at festlighederne snart ville blive afbrudt.<ref>[http://www.telegraph.co.uk/htmlContent.jhtml?html=/archive/1998/10/01/nwar101.html Den hemmelige strategi om at indlede et angreb på den Røde Hær]. Bob Fenton. ''Telegraph'', Issue 1124. 1 October 1998.</ref> Han konkluderede, at Storbritannien og USA måtte være forberedt på at den Røde Hær ville ignorere tidligere aftalte grænsedragninger og aftaler i Europa og forberede sig på at "påtvinge Rusland De forenede Stater og det britiske imperiums vilje."<ref>{{cite web|last=British War Cabinet, [[Joint Planning Staff]], Public Record Office, CAB 120/691/109040 / 002|date=11 August 1945|url=http://www.history.neu.edu/PRO2/|title=Operation Unthinkable: 'Russia: Threat to Western Civilization'|format=online photocopy|publisher=Department of History, Northeastern University|accessdate=28. juni 2008}}</ref> [[Operation Unthinkable]] planen, som Churchill havde beordret udarbejdet, og som blev forberedt af britiske styrker, kunne den 3. verdenskrig være begyndt den 1. juli 1945 med et pludseligt angreb på de allierede sovjetiske styrker. Planen blev afvist af de britiske stabschefer som militært uigennemførlig.
== Oppositionsleder ==
[[Fil:Bundesarchiv Bild 183-14059-0005, Potsdamer Konferenz, Winston Churchill.jpg|thumb|left|Churchill ved Potsdamkonferencen, juli 1945]]
Selv om Churchills indsats i 2. verdenskrig havde givet ham stor opbakning i den britiske befolkning blev han slået ved valget i 1945.<ref>Picknett, et al., p. 190</ref> Der er blevet peget på mange årsager hertil, vel nok primært, at der i befolkningen var et ønske om store reformer, og at manden som havde været den rigtige til at lede Storbritannien i krig ikke blev anset for den rette til at lede landet i fredstid.<ref>Jenkins, pp. 789–94</ref>
Linje 344:
<blockquote>
''Fra Stettin
[[Harry S. Truman]] ledsagede Churchill på den ti timer lange togrejse til Fulton og overværede talen, som skabte begejstring i hans hjemstat.<ref name="Jenkins.Dansk udgave, s. 857">Jenkins.(Dansk udgave, s. 857)</ref> Personligt anså Truman talen som en bekræftelse af [[George F. Kennan]]s synspunkter i ''Det lange Telegram''<ref name="Jenkins.Dansk udgave, s. 857"/>. På togrejsen tabte Churchill i øvrigt stort i [[poker]] til Truman og dennes rådgivere.<ref>[http://web.archive.org/web/20071025031206/http://www.cnn.com/SPECIALS/cold.war/episodes/02/interviews/clifford/ Interview: Clark Clifford]. Hentet 23. marts 2009.</ref> Churchill betegnes i øvrigt som en spillernatur, der bl.a. også gerne spillede [[Bezique]], hvilket han lærte mens han gjorde tjeneste under [[Boerkrigen]].
Linje 353:
Churchill beklædte posten som [[Deputy Lieutenant]] (DL) af [[Kent]] i 1949.<ref>[http://thepeerage.com/p10620.htm#i106196 Biography Rt. Hon. Sir Winston Leonard Spencer Churchill] – website thePeerage.com</ref>
== Anden periode som premierminister ==
{{Uddybende|Mau Mau-opstanden|Malayakrisen|Det iranske statskup 1953}}
Linje 359:
Efter valget i 1951 vendte Churchill tilbage som forsvarsminister fra oktober 1951 til januar 1952. Han var samtidig premierminister, en post han beklædte frem til sin tilbagetræden i april 1955. Den indenlandske politik blev i denne hans sidste regeringsperiode overskygget af udenrigspolitiske kriser, som til dels skyldtes at Storbritanniens militære og politiske position var voldsomt svækket efter 2. verdenskrig. Churchill var en stærk fortaler for, at Storbritannien fortsat skulle deltage aktivt i verdenspolitikken, hvilket hans afsendelse af britiske tropper til Kenya for at nedkæmpe [[Mau mau-opstanden]] var et eksempel på.<ref name="Jenkins p843">Jenkins pp. 843–61</ref> Han forsøgte at fastholde hvad han kunne af det [[britiske imperium]], og udtalte engang: "Jeg vil ikke være vidne til en sønderlemmelse."<ref name="Jenkins p843"/>
=== Krig i Malaya ===
Dette blev efterfulgt af en krise i [[Malaya|Britisk Malaya]]. Her var en opstand mod det britiske styre brudt ud i 1948.<ref name=Malaya/> Også her havde Churchills regering arvet en krise, og Churchill valgte at indsætte militæret mod oprørerne samtidig med at han søgte at skabe en alliance med resten af befolkningen.<ref name=gilbert /><ref name=Stubbs>{{cite book|last=Stubbs|first=Richard|title=Hearts and Minds in Guerilla Warfare: The Malayan Emergency 1948–1960|publisher=Eastern University|year=2001|location=New York|id=981210352X }}</ref> Samtidig med at oprøret langsomt blev nedkæmpet, stod det klart, at det ikke var muligt at fortsætte med at styre området som koloni fra Storbritannien.<ref name=Malaya>{{cite book|last=Harper|first=T.N.|title=The End of Empire and the Making of Malaya|publisher=Cambridge University Press|year=2001|location=London|isbn=978-0-521-00465-7}}</ref><ref name=Empire2>{{cite book|last=Ferguson|first=Niall|title=Empire: How Britain Made the Modern World|publisher=Penguin Books Ltd|year=2000|location=London|isbn=978-0-14-100754-0}}</ref>
Linje 366:
=== Rækken af slagtilfælde ===
Churchill var blevet ramt af et mindre slagtilfælde mens han var på ferie i Sydfrankrig i sommeren
== Otium og død ==
[[
[[Elizabeth 2. af Storbritannien|Elizabeth 2.]] tilbød at udnævne Churchill til ''hertug af London'', men det blev afslået på grund af indvendinger fra hans søn Randolph, som ville have arvet titlen ved sin fars død.<ref>Rasor, p. 205</ref> Efter at være trådt tilbage som premierminister brugte Churchill mindre tid i parlamentet og ved valget i 1964 genopstillede han ikke.
Som menigt parlamentsmedlem tilbragte Churchill det meste af sin tid på Chartwell og i sit hjem ved
=== Begravelse ===
[[Fil:Churchills Grave.jpg|thumb|left|Churchills grav ved [[St Martin's Church, Bladon]]]]
Efter kongeligt dekret lå hans lig på [[lit de parade]] i tre dage og der blev afholdt statsbegravelse i
Senere i 1965 blev en mindetavle over Churchill, som var udført af gravøren [[Reynolds Stone]], placeret i [[Westminster Abbey]].
== Churchill som kunstner, historiker og forfatter ==
[[Fil:ChurchillRooseveltNewBondStreet.jpg|thumb|Skulptur af Churchill og [[Franklin D. Roosevelt]] i New Bond Street, London]]
Winston Churchill var en dygtig kunstner og havde stor fornøjelse af at male, især efter hans tilbagetræden som marineminister i 1915.<ref>Jenkins p. 279</ref> Han fandt et fristed i kunsten hvor han kunne overvinde de depressioner, som ramte ham livet igennem. Som [[William Rees-Mogg]] har skrevet: "I sit eget liv måtte han lide under depressionens 'sorte hund', men i hans landskaber og [[stilleben]]-billeder er der ingen tegn på depressioner."<ref name="TimesOnline-mogg">{{cite news|url=http://www.timesonline.co.uk/tol/comment/columnists/william_rees_mogg/article1824692.ece|title=Portrait of the artist with his black dog|accessdate=6. marts 2008|location=London|work=The Times|first=William|last=ReesMogg|date=22 May 2007}}</ref> Churchill blev overtalt til at male og oplært af sin kunstnerven Paul Maze, som han traf under 1. verdenskrig. Maze havde stor indflydelse på
På grund af tidsmangel malede Churchill kun et enkelt billede under 2. verdenskrig. Det blev malet fra tårnet på Villa Taylor i [[Marrakesh]].<ref>Churchill, Winston S., "The Hinge of Fate". New York: Houghton Mifflin Company 1950 p.622</ref>
Trods sin livslange berømmelse og overklassebaggrund var det altid en kamp for Churchill at fastholde sin indkomst på et niveau, hvor han kunne fastholde sin ekstravagante livsstil. Indtil 1946 fik parlamentsmedlemmer kunne en beskeden betaling og før 1911 fik de slet ikke noget, så mange ernærede sig ved et sideløbende erhverv.<ref>{{cite web|url=http://www.parliament.uk/faq/members_faq_page2.cfm|title=FAQ about Parliament|publisher=Parliament.uk|date=|accessdate=9. august 2009}}</ref> Fra hans første bog i 1898 og indtil hans 2. periode som premierminister, stammede Churchills indkomst næsten udelukkende fra at skrive bøger og artikler til aviser og blade. De mest berømte artikler blev offentliggjort i
Churchill var også en flittig forfatter. Han skrev en roman, to biografier, tre bind erindringer og adskillige historiebøger foruden hans mange avisartikler. Han blev tildelt [[Nobelprisen i litteratur]] i 1953 "for hans historiske og biografiske beskrivelser samt hans veltalende forsvar for
Han var også amatørbrolægger og byggede havemure og et hus på Chartwell. I den forbindelse blev han medlem af byggearbejdernes fagforening.<ref>Radio Times, 2011-3-12, page 130-131</ref>
== Berømte citater ==
I det britiske [[parlament]] 4. juni [[1940]], normalt omtalt som "We Shall Fight On The Beaches"-talen.<ref>Talen findes gengivet på http://history.hanover.edu/courses/excerpts/111chur.html</ref> udtaler Churchill bl.a.: "We shall go on to the end, we shall fight in France, we shall fight on the seas and oceans, we shall fight with growing confidence and growing strength in the air, we shall defend our Island, whatever the cost may be, we shall fight on the beaches, we shall fight on the landing grounds, we shall fight in the fields and in the streets, we shall fight in the hills; we shall never surrender..".
Linje 408:
{{-}}
=== Æresdoktorater ===
* [[University of Rochester]] (doktor i jura) i 1941<ref>{{cite web|url=http://www.winstonchurchill.org/learn/speeches/speeches-of-winston-churchill/568-the-birth-throes-of-a-sublime-resolve-the-old-lion-|title=The Birth Throes of a Sublime Resolve|publisher=The Churchill Centre|accessdate=9. august 2009}}</ref>
* [[Harvard University]] i [[Cambridge, Massachusetts]] (doktor i jura) i 1943
* [[McGill University]] i [[Montreal]], Canada (doktor i jura) i 1944
* [[Westminster College (Missouri)|Westminster College]] i [[Fulton, Missouri|Fulton]], Missouri 5. marts 1946
* [[Leiden]] universitet i Holland, æresdoktor i 1946
* [[University of Miami]] i Miami, Florida i 1947
* [[Københavns Universitet]] i 1950
== Forfædre ==
Linje 461:
== Referencer ==
=== Noter ===
{{Reflist|colwidth=30em}}
=== Primære kilder (engelsk) ===
{{Refbegin|2}}
* Churchill, Winston. ''The World Crisis''. 6 vols. (1923–31); one-vol. ed. (2005). [On World War I.]
* –––. ''The Second World War''. 6 vols. (1948–53)
* [[David Coombs|Coombs, David]], ed., with Minnie Churchill. ''Sir Winston Churchill: His Life through His Paintings''. Fwd. by [[Mary Soames]]. Pegasus, 2003. ISBN 0-7624-2731-0. [Other editions entitled ''Sir Winston Churchill's Life and His Paintings'' and ''Sir Winston Churchill: His Life and His Paintings''. Includes illustrations of approx. 500–534 paintings by Churchill.]
* [[Martin Gilbert|Gilbert, Martin]]. ''In Search of Churchill: A Historian's Journey'' (1994). [Memoir about editing the following multi-volume work.]
* –––, ed. ''Winston S. Churchill''. An 8 volume biography begun by [[Randolph Churchill]], supported by 15 companion vols. of official and unofficial documents relating to Churchill. 1966–
:I. Youth, 1874–1900 (2 vols., 1966);
:II. Young Statesman, 1901–1914 (3 vols., 1967);
Linje 479:
:VII. Road to Victory, 1941–1945 (4 vols., 1986);
:VIII. Never Despair, 1945–1965 (3 vols., 1988).
* James, Robert Rhodes, ed. ''Winston S. Churchill: His Complete Speeches, 1897–1963''. 8 vols. London: Chelsea, 1974.
* Knowles, Elizabeth. ''The Oxford Dictionary of Twentieth Century Quotations''. Oxford, Eng.: [[Oxford University Press]], 1999. ISBN 0-19-860103-4. ISBN 978-0-19-860103-6. ISBN 0-19-866250-5. ISBN 978-0-19-866250-1.
* Loewenheim, Francis L. and [[Harold D. Langley]], eds; ''Roosevelt and Churchill: Their Secret Wartime Correspondence'' (1975).
{{Refend}}
=== Sekundære kilder ===
{{Refbegin|2}}
* {{cite book|last=Beschloss|first=Michael R.|authorlink=Michael Beschloss|title=The Conquerors: Roosevelt, Truman and the Destruction of Hitler's Germany, 1941–1945|publisher=[[Simon & Schuster]]|location=New York|year=2002|isbn=9780684810270|oclc=50315054}}
* {{cite book|last=Best|first=Geoffrey|title=Churchill: A Study in Greatness|publisher=[[Oxford University Press]]|location=Oxford|year=2003|isbn=9781852852535|oclc=50339762|origyear=First published 2001}}
* {{cite book|last=Blake|first=Robert|authorlink=Robert Blake, Baron Blake|title=Winston Churchill. Pocket Biographies|publisher=[[The History Press|Sutton Publishing]]|location=[[Stroud, Gloucestershire|Stroud]]|year=1997|isbn=9780750915076|oclc=59586004}}
* {{cite book|editor1-first=Robert|editor1-last=Blake|editor1-link=Robert Blake, Baron Blake|editor2-first=William Roger|editor2-last=Louis|editor2-link=William Roger Louis|title=Churchill: A Major New Reassessment of His Life in Peace and War|publisher=[[Oxford University Press]]|location=Oxford|year=1992|isbn=9780192823175|oclc=30029512}}
* {{cite book|last=Browne|first=Anthony Montague|title=Long sunset : memoirs of Winston Churchill's last private secretary|publisher=[[Orion Publishing Group|Cassell]]|location=London|year=1995|isbn=9780304344789|oclc=32547047}}
* {{cite book|last=Charmley|first=John|authorlink=John Charmley|title=Churchill, The End of Glory: A Political Biography|publisher=[[Hodder & Stoughton]]|location=London|year=1993|isbn=9780151178810|oclc=440131865}}
* {{cite book|last=Charmley|first=John|authorlink=John Charmley|title=Churchill's Grand Alliance: The Anglo-American Special Relationship 1940–57|publisher=[[Hodder & Stoughton]]|location=London|year=1996|isbn=9780340597606|oclc=247165348}}
* [[Richard Harding Davis|Davis, Richard Harding]]. ''Real Soldiers of Fortune'' (1906). Early biography. [[Project Gutenberg]] [http://www.gutenberg.org/etext/3029 etext], wikisource here {{cite web|url=http://en.wikisource.org/wiki/Real_Soldiers_of_Fortune/Chapter_3|title=Real Soldiers of Fortune/Chapter 3 – Wikisource|publisher=En.wikisource.org|date=20 October 2007|accessdate=9 August 2009}}
* {{cite book|last=D'Este|first=Carlo|authorlink=Carlo D'Este|coauthors=|editor=|others=|title=Warlord : a life of Winston Churchill at war, 1874–1945|origdate=|origyear=|origmonth=|url=http://lccn.loc.gov/2008009272|accessdate=26 November 2008|edition=1st|series=|date=|year=2008|month=|publisher=Harper|location=New York|language=|isbn=9780060575731 }}
* [[Martin Gilbert|Gilbert, Martin]]. ''Churchill: A Life'' (1992). ISBN 0-8050-2396-8. [One-volume version of 8-volume biography.]
* [[Sebastian Haffner|Haffner, Sebastian]]. ''Winston Churchill'' (1967).
* [[Max Hastings|Hastings, Max]]. ''Finest Years: Churchill as Warlord, 1940–45''. London, HarperPress, 2009. ISBN 9780007263677
* Hennessy, P. ''Prime minister: the office and its holders since 1945'' (2001).
* [[Christopher Hitchens|Hitchens, Christopher]]. "The Medals of His Defeats", ''[[The Atlantic Monthly]]'' (April 2002).
* James, Robert Rhodes. ''Churchill: A Study in Failure, 1900–1939'' (1970).
* [[Roy Jenkins|Jenkins, Roy]]. ''Churchill: A Biography'' (2001). ''Dansk udgave'' Winston S Chruchill: ''Den ultimative biografi'' (2006) med forord af [[Uffe Ellemann Jensen]]; Gyldendal. ISBN 87-03-01493-2.
* Kersaudy, François. ''Churchill and De Gaulle'' (1981). ISBN 0-00-216328-4.
* Krockow, Christian. ''Churchill: Man of the Century''. [1900–1999]. ISBN 1-902809-43-2.
* [[John Lukacs|Lukacs, John]]. ''Churchill : Visionary, Statesman, Historian''. New Haven: [[Yale University Press]], 2002.
* [[William Manchester|Manchester, William]]. ''[[The Last Lion: Winston Spencer Churchill: Alone, 1932–1940]]'' (1988). ISBN 0-316-54512-0.
* –––. ''[[The Last Lion: Winston Spencer Churchill: Defender of the Realm, 1940-1965]]'' (2010).
* –––. ''[[The Last Lion: Winston Spencer Churchill: Visions of Glory, 1874–1932]]'' (1983). ISBN 0-316-54503-1.
* [[Robert Massie|Massie, Robert]]. ''Dreadnought: Britain, Germany and the Coming of the Great War''. ISBN 1-84413-528-4). [Chapters 40–41 concern Churchill at Admiralty.]
* [[Henry Pelling|Pelling, Henry]]. ''Winston Churchill'' (1974). ISBN 1-84022-218-2. [Comprehensive biography.]
* Rasor, Eugene L. ''Winston S. Churchill, 1874–1965: A Comprehensive Historiography and Annotated Bibliography.'' [[Greenwood Press]], 2000. ISBN 0-313-30546-3 [Entries include several thousand books and scholarly articles.]
* Soames, Mary, ed. ''Speaking for Themselves: The Personal Letters of Winston and Clementine Churchill'' (1998).
* Stansky, Peter, ed. ''Churchill: A Profile'' (1973) [Perspectives on Churchill by leading scholars]
* [[Anthony Storr|Storr, Anthony]]. ''Churchill's Black Dog and Other Phenomena of the Human Mind''. HarperCollins Publishers Ltd. New Edition ed., 1997. ISBN 9780006375661
* [[Richard Toye|Toye, Richard]]. ''Churchill's Empire: The World that Made Him and the World He Made''. Macmillan. 2010. ISBN 9780230703841
{{Refend}}
== Eksterne kilder ==
* [http://www.gutenberg.org/browse/authors/c#a1601 Works by Winston Churchill] på [[Project Gutenberg]]
* [http://www.churchillmemorial.org/ Winston Churchill Memorial and Library] at [[Westminster College, Missouri|Westminster College]], Missouri
* [http://www.chu.cam.ac.uk/archives/churchill_papers/biography/churchill_chronology.php Churchill College Biography of Winston Churchill]
* [http://www.mises.org/story/1450 The Real Churchill] (critical) and a rebuttal
* [http://web.archive.org/web/20070912233119/http://www.winstonchurchill.org/i4a/pages/index.cfm?pageid=892&textonly=1 A Rebuttal to "The Real Churchill"]
* [http://www.savrola.co.uk/bactable.php?sorted=author&category=En online bibliografi med bøger om Churchill]
* [http://www.museumsyndicate.com/artist.php?artist=667 Online galleri med Churchills mange oliemalerier]
* [http://www.nationalarchives.gov.uk/search/quick_search.aspx?c=CATEGORY%3a4%3aLaw+%26+order+(3)%3aC10017%3a&queryText=churchhill&searchtext=churchhill&queryType=ALL&ShowAllCategories=0 Nøglekilder om Winston Churchill i The National Archives of the United Kingdom]
* [http://historicalpodcasts.googlepages.com/winstonchurchill Samlede Churchill Podcasts og taler]
* [http://www.winstonchurchill.org/ The Churchill Centre website]
* ''[http://www.loc.gov/exhibits/churchill/interactive Churchill and the Great Republic]'' Udstilling beskriver Churchills forhold til USA
* ''War Cabinet Minutes'' [http://www.nationalarchives.gov.uk/documents/cab_195_1_transcript.pdf (1942)], [http://www.nationalarchives.gov.uk/documents/cab_195_2_transcript.pdf (1942–43)], [http://www.nationalarchives.gov.uk/documents/cab_195_3_transcript.pdf (1945–46)], [http://www.nationalarchives.gov.uk/documents/cab_195_4_transcript.pdf (1946)]
* [http://www.nationalarchives.gov.uk/nra/searches/subjectView.asp?ID=P5659 Locations of correspondence and papers of Churchill] at The National Archives of the UK
* [http://www.iwm.org.uk/ Imperial War Museum]: [[Churchill Museum and Cabinet War Rooms]]. Omfatter de oprindelige underjordiske War Rooms, som er bevaret siden 1945, herunder mødelokalet, kortrummet og Churchills soveværelse samt det nye museum om Churchills liv.
* [http://www.history.com/topics/winston-churchill The History Channel: Winston Churchill]
{{Commonscat|Winston Churchill}}
{{Wikiquote2|Winston Churchill}}
Linje 552:
* Alan Francis Alanbrooke: ''Krigsdagbøger 1939-1945'', Kbh. 2004 (Erindringer af imperiegeneralstabschefen, som arbejdede nært sammen med Churchill under 2. verdenskrig)
=== Taler ===
* [http://www.earthstation1.com/churchil.html EarthStation1: Winston Churchill Speech Audio Archive]
{{Dagens_artikel | dato=27. april 2005}}
Linje 574:
[[Kategori:Nobelprismodtagere fra Storbritannien]]
{{Link FA|bg}}▼
{{Link FA|de}}
{{Link FA|he}}
Line 581 ⟶ 582:
{{Link GA|no}}
{{Link GA|sv}}
▲{{Link FA|bg}}
[[af:Winston Churchill]]
| |||