Erik Lam: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery>
m dsv->dvs.
Linje 33:
Det lykkes Erik at skabe et godt samarbejde med kirken, som han skænkede rige gaver og privilegier. F.eks. fik munkene ved [[Skt Peders Kloster]] i [[Næstved]] eneret på [[torvehandel]], ligesom munkene ved [[Skt Knuds Kloster]] i [[Odense]] fik store pengegaver. Erik søgte at styre landet ved embedsmænd placeret rundt om i riget. Men allerede i [[1139]] begyndte problemerne at melde sig. [[Harald Kesja]]s eneste overlevende søn, [[Oluf II Haraldsen|Oluf]], meldte sig på scenen. Det lykkedes Oluf at blive valgt til konge over [[Skånelandene]], og han fordrev [[ærkebiskop Asser]]s efterfølger, [[ærkebiskop Eskil|Eskil]]. Han hærgede på [[Sjælland]], og Erik tog kampen op, men først i [[1143]] lykkedes det Erik Lam at få bugt med Oluf, der blev dræbt i [[Slaget ved Glumstrup]] (Glumstorp) i Skåne.
 
I [[1146]] fik Erik Lam en alvorlig febersygdom, og som den hidtil eneste konge i danmarkshistorien abdicerede han frivilligt, dvs. uden ydre pres, og endte sit liv i Skt Knuds Kloster i Odense. Han var gift med markgrevdatteren Luitgard<ref>Luitgard, †[[30. januar]] [[1152]] var datter af markgreven til Nordmark, Rudolf 1. af Stade.</ref>, der var søster til [[Ærkebiskop Hartwig]] af [[Hamborg-Bremen]]. De fik ingen børn, men han efterlod sig en frillesøn, Magnus, der senere blev en af [[Valdemar 1. den Store|Valdemar den Stores]] modstandere. Om hans tilnavn fortæller historieskriveren, [[Sven Aggesen]], i [[1180'erne]], at det skyldtes en "''honningmild blidhed i hans væsen''".
 
{{Arvefølge|[[Kongerækken]]|[[Erik 2. Emune]]|[[Svend 3. Grathe]], [[Knud 5.]] og [[Valdemar 1. den Store]]}}