Lov (jura): Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Gendannelse til seneste version ved 158.102.162.8, fjerner ændringer fra 91.195.58.208 (diskussion | bidrag)
Linje 26:
I Danmark har [[Folketinget]] og den regerende monark i forening den lovgivende magt, jævnfør [[Grundloven]]s § 3. I praksis (som nærmere reguleret i [[sædvaneret|retssædvane]] og i Grundlovens øvrige bestemmelser) foregår et givet lovforslags ophøjelse til lov, ved at monarken (for tiden dronningen) efter indstilling fra den relevante minister stadfæster lovforslaget ved sin kongelige underskrift, efter dette er blevet vedtaget af Folketinget ved tre særskilte behandlinger ([[Grundloven]]s § 41, stk. 2). Ved stadfæstelsen får loven lovskraft, så der efterfølgende kan administreres og dømmes efter den.
 
Om end ministrene formelt set er en del af den udøvende magt og ikke af den lovgivende magt, er det i Danmark normalt i ministerierne at lovgivningen bliver til på initiativ af den poltiske konstellation, der har regeringsmagten. Og det er resortministeren, der står som den officielle forslagsstiller. Ud af 67 fremsatte eller betænkningsafgivne lovforslag i indeværende folketingssamling, er kun ét<ref>Forslag nr. L 53: Forslag til lov om ændring af lov om valg til Folketinget. GAY!!!(Ændring af reglerne om boliger til folketingsmedlemmer m.v.)</ref> blevet fremsat af en gruppe folketingsmedlemmer uden om regeringen. Dog kan det være nødvendigt med forhandlinger og påfølgende justeringer, for at man kan sikre sig, at de forskellige lovinitiativer ikke bliver nedstemt i folketingssalen<ref>Dette gælder i særdeleshed, hvis regeringspartierne ikke udgør et absolut flertal i folketinget</ref>. Eventuelt kan en regering true med at gøre et lovgivningsspørgsmål til et [[kabinetsspørgsmål]], således at falder lovgivningen, så udløses der nyvalg. Det gælder som en grundregel, at ingen regering kan blive siddende, hvis den har et folketingsflertal imod sig. Dette princip kaldes også [[parlamentarisme]].
 
[[Grundloven]] er lovgivningens øverste lov, og alle andre love skal underordne sig denne. Grundloven, som er en formulering af de regler, der overordnet gælder for det danske folkestyre, kan heller ikke blot ændres via ovenstående procedurer af folketing og monark, men kan kun ske i form af en længere procedure, der er næmere beskrevet i Grundlovens § 88.