Stavanger Domkirke: Forskelle mellem versioner

Katedralen ligger centralt i [[Stavanger]], mellem [[Breiavatnet]] i syd og sydvest, [[Torvet i Stavanger|torvet]] med [[Vågen (Stavanger)|Vågen]] i nord, [[Domkirkepladsen (Stavanger)|domkirkepladsen]] i øst, og [[Stavanger katedralskole|Kongsgård]] i vest. Byen Stavanger voksede frem i området omkring domkirken, og kirken regnes for at være "kernen" i Stavanger centrum.

[[Absalon Pedersson Beyer|Absalon Pederssøn Beyer]]<ref> Beyer, 1860, side 78</ref> skrev omkring 1570 om domkirken: "...hvilken som bygt 1012, som ciphren, der er udgraven i muren, tilkjennegiver, under Magnus Barfot". En anden afskrift har årstallet 1013. Eftersom Magnus Barfod var konge 1093-1103, har det været antaget, at årstallet var en skrivefejl for 1102 (eventuelt 1103). Omkring 1770 skrev dog Hans Smidt, der var tidligere klokker i domkirken, at årstallet stod på en sten i tårnet i den gotiske del af kirken.<ref> Smidt, 1906, side 45</ref> Da denne del blev opført mod slutningen af 1200-tallet, har det været antaget, at stenen kunne være genbrug af en sten fra vesttårnet i kirkens ældste del. Som indvendinger mod dette har været fremført, at stenen kan være genbrug fra en helt anden bygning, og at tallet ikke nødvendigvis er et årstal.

[[Christopher Hohler]] sammenlignede detaljer i domkirken med andre kirker og mente på dette grundlag, at domkirken blev påbegyndt omkring 1105.<ref> Hohler, 1963-1964.</ref> Han mente også, at der stod en ældre kirke på stedet, og at den nye kirke blev bygget omkring denne. Den ældste kirke stod i den sydvestlige del af skibet og blev ikke revet ned, før den nye kirken var ved at være færdig. Teorien begrundes med de mange skævheder i kirken, som han mente skyldtes dårligt udsyn på grund af den gamle kirke. Ved at sammenligne størrelsen med andre samtidige norske kirker mente han, at den var bygget som en kirke til en biskop, og samtidig lægger han vægt på, at kirken må have været påbegyndt, før kirkens indtægter øgedes stærkt ved [[tiende]], og før den fik [[kannik]]er. Tienden blev indført lige efter 1111, da [[Sigurd Jorsalfar]] kom hjem fra sit [[korstog]] til [[Jerusalem]].

Domkirken havde oprindeligt en armknogle (en "armlegg") fra Sankt Svithun, som skal være kommet fra [[St. Svithuns skrin|Sankt Svithuns skrin]] i [[Winchester (Hampshire)|Winchester]] og være lagt i et nyt Sankt Svithuns skrin i Stavanger Domkirke.<ref name = "DN">[http://www.dokpro.uio.no/perl/middelalder/diplom_vise_tekst.prl?b=4532&s=n&str= Diplomatarium Norvegicum IV nummer 1074] og i oversættelse hos Jørgensen og Saletnich, 1999, side 64-65.</ref> Det vides, at Sankt Svithuns helgenskrin i Winchester er blevet åbnet i 1086 og i 1150.<ref> Haug, 2005, side 119 med henvisning til Christopher Hohler. Jævnfør også Helle, 2008.</ref> Der findes imidlertid ingen skriftlige kilder, som knytter Sankt Svithun til Stavanger før i 1204,<ref>Hohler, 1963-1964.</ref> så der kan kun gættes på, hvornår armknoglen blev bragt til Stavanger. De fleste har ment, at kirken fik den samtidig med, at kirken blev indviet, hvilket har været antaget at være sket omkring 1125. Christopher Hohler mener, at [[relikvie]]n må være kommet før 1066,<ref>Hohler, 1963-64.</ref> mens Elbjørg Haug mener, at det skete i den periode, hvor [[Knud den Store]] var konge i England (1016–35).<ref>Haug, 2005.</ref> Knut Helle mener, at relikvien kan være kommet til så sent som i 1150.<ref>Helle, 2008.</ref> Relikvien kan imidlertid også have tilhørt den kirke, som stod på stedet, før domkirken blev bygget.

Tilsammen er der i forskellige kilder anført i alt 17 [[alter|altre]] og "stuker" ("stuke" bruges om et lille rum eller aflukke inde i kirken, jævnfør [[kapel]]). Der har næppe været mere end 12–13 samtidig. <ref name="Brøgger_og_Helle">Brøgger, 1915, side 166, se også Helle, 1975, side 98.</ref> Altrene og stukene var i almindelighed viet til helgener: Højalteret var sandsynligvis viet til Sankt Svithun; i øvrigt findes blandt andet [[Jomfru Maria|Mariastuken]], [[helligånden|Helligåndsalteret]], Korstuken, [[Paulus]]stuken, [[Olav den Hellige|Olavsstuken]], Sjælestuken, [[Johannes Døberen|Johannesstuken]] og måske et [[Skt. Laurentius|Sankt Laurensiusalter]] og et [[Ærkeenglen Mikael|Sankt Mikaelsalter]]. <ref name="Brøgger_og_Helle" /> Hvor disse var i kirken er imidlertid uvist.

[[Fil:Stavanger domkirke 1865.jpg|thumb|float|Kirken fotograferet fra sydvest ved månedsskiftet juni-juli 1866.]]

Før branden i 1272 var våbenhuset et tårn, nærmere bestemt kirkens vesttårn. Ved udgravning under gulvet er fundet fundamenter til det gamle tårn, som skal have været kvadratisk.<ref> Fischer, 1964, side 21.</ref> Det har været diskuteret, hvorvidt tårnet kan have været bygget før skibet, måske som et vagttårn, men det er uvist.<ref> Lindøe, 2. april 1998 og Nilsen, 2001, side 60-62.</ref> Efter branden blev tårnet revet ned og erstattet med et lavt vestparti. I 1920–1921 var der en længere diskussion i den lokale presse om at opføre vesttårnet igen, men projektet blev forladt.

I Middelalderen var der ståpladser til alle kirkegæster. Fra 1500-tallet var der i den forreste del af kirken faste træbænke med en dør ind til sæderne.<ref>Den ældste kilde til disse stole er fra 1593, jævnfør Erichsen, 1903 side 117. </ref> I 1844 blev de tidligere udskårne kirkestole erstattet af nye, malede stole. På hver side af midtergangen, som var omkring fire meter bred sad kvinderne på den nordlige siden og mændene på den sydlige. Pladser kunne købes mod en årlig afgift til kirken. Disse pladser var også en handelsvare, og der kunne opstå uenighed om, hvem der ejede sæder i kirken. Der fandtes desuden små halvcirkelformede samt nogle rektangulære gallerier langs begge sidevægge i midtskibet. De stak ud mellem søjlerne og havde indgang fra sideskibene. De, som ikke havde råd til siddepladser, havde ståpladser bagerst i kirken. Ordningen blev afviklet ved restaureringen i slutningen af 1860'erne.<ref>Stavanger Amtstidende: "NB.", 18. januar 1869. </ref>

Tre af siderne af kapitælet på en halvsøjle i det sydlige sideskib er dækket af et middelalderrelief, som nogle gange omtales som "Syndebukrelieffet"<ref>Bugge 1952</ref> eller "Ragnarokrelieffet"<ref>Karlsson 1973</ref> efter forskellige forsøg på tolkning af motivet. [[Oddgeir Hoftun]] mener, at det hverken er en illustration af den bibelske beretning om [[syndebuk]]ken eller den [[nordisk mytologi|norrøne mytologiske]] beretning om [[Ragnarok]]. Han hævder, at [[relief]]fet, som domineres af et centralt placeret stort blad med stængler til hver side, skal udtrykke et kristenpolitisk budskab: Gennem en parodieret fremstilling af en [[hedenskab|hedensk]] dyreofring gives der udtryk for stridighederne i datidens samfund.<ref>Hoftun 2008, side 52-89</ref> Morten Stige forholder sig mere traditionelt til ikonografien og tolker relieffet som en mand, der trækker en [[manticore]] eller [[sfinks]] i skægget. I midten ses livstræet og en mand med sværd, som kæmper med en løve.<ref>Stige, 2006, side 174-190</ref> Det adskiller sig fra den anglo-normanniske stil og er hugget i en [[Lombardiet|lombardisk]] stil.

I sideskibet er der i dag fire epitafier i de ender af sideskibene, som er lavet af Anders Lauritzen Smith: Ægteparret [[Markus Kristensen Humble]] og Anna Kristensdatter Trane, ægteparret Severin Pedersen Godtzen og Elisabet Kristensdatter Trane, ægteparret Johannes Hjermann og Anna Katrina Nilsdatter, og Severin Pedersen Fransen med sine to ægtefæller Agnete Sydensdatter Godtzen og Mette Matsdatter Tausan. Alle epitafierne har [[portræt]]ter og farvede udskæringer med bibelske motiver og med ægteparrenes [[våben (heraldik)|våbenskjolde]]. Våbnene for Trane (Thrane) og Godtzen er slægtsvåben, som er brugt gennem flere [[generation]]er, mens de andre synes at være personlige våbenskjolde. Våbnene på epitafierne er sædvanlig [[heraldik|heraldisk]] udstyret med skjold, hjelm, [[hjelmklæde]] og [[hjelmtegn]].

Loftsrummene kan have været brugt som lagerrum til kostbarheder, men det er usikkert. Ved restaureringen på loftet i 1866<ref> Stavanger Amtstidende 20. november 1866</ref> blev der fundet en messehagel eller korkappe på loftet, men uden at det blev fortalt, hvor loftet lå. Kappen har et billede, som er tolket til at være af sankt Svithun. Brøgger<ref> Brøgger, 1915, side 101.</ref> skrev, at den var et norsk klosterarbejde fra 1400-tallet. Haug<ref> Haug, 2005, side 54</ref> mente, at den var fra omkring 1520. Den er omsyet til et alterforhæng (antemensale). Den er nu udstillet på Stavanger Museum, og det kan være, at den kom fra [[Hospitalkirken i Stavanger]].

Alterlysestagerne fra 1660-tallet blev solgt på i 1860'erne. Der var også tidligere en høj altertavle med udskårne figurer, som dækkede en stor del af vinduet. I november 1853 kom en "gal" mand ind og skar tavlen i stykker.<ref> Erichsen, PA110, nummer 20, side 175</ref> Derefter blev der indsat en kopi af [[Bertel Thorvaldsen]]s kristusstatue i [[Vor Frue Kirke (København)|Vor Frue kirke]] i [[København]]. I 1866 blev den flyttet til [[Sankt Petri Kirke|Petrikirken]].

Krypten er rummet under koret. Det har samme udstrækning som det oprindelige romanske kor. Der er en udvendig indgang (kælderdør) til krypten lig over for bispekapellet. I dag er krypten udgravet, indrettet som møderum og bruges i menighedssammenhæng.

I 1929 blev gulvfladen beskrevet til at være omtrent som i et almindelig beboelseshus. Der var lavt under taget, så man knapt kunne stå oprejst. Det første rum var det største, og havde tidligere været brugt som fyrrum, men blev nu brugt som lagerrum. Fra dette rum førte to forholdsvis smalle rum parallelt videre ind under koret. I det rum, som var nærmest bispekapellet var der mange fedtsten, hvoraf en del var fra trappen, som blev fundet under udgravning mellem domkirken og bispekapellet i 1917. Der var også fire hoveder i fedtsten. I det andet rum var der et skiferstenslager, og desuden lå der 15 store gravsten med indskrifter.

Begravelsesstedet viste tidligere den afdødes sociale status. I 1700-tallet var de dyreste gravsteder i Stavanger i denne rækkefølge: Under koret i domkirken, i urtegården, på [[Stavanger kirkegård|kirkegården]] og på [[Fattigkirkegården (Stavanger)|fattigkirkegården]] under Kleiva. Stanken fra kisterne steg op i kirkerummet, hvorfor den måtte ventileres ud af krypten. Det blev gjort ved at have et vindue med jerngitter uden glas. I 1805 blev det forbudt at begrave nogen under kirkerne, og omtrent på denne tid fjernedes de kister, som stod under koret i domkirken. Den store oprydning kom i 1866, da omkring 100 kister blev fjernet. Skeletterne blev begravet i en fællesgrav uden for domkirkens nordlige sideudgang. I 1958<ref> Rogalands avis, 10. januar 1958.</ref> blev fire gravsten sat op i rektorhaven langs muren mod [[bispekapellet]]. To middelaldergravstener fra krypten, som har været brugt igen, er udstillet i våbenhuset.

Under koret blev der i 1967 afdækket et ca. 80 cm tykt jordlag med kristne grave, et [[trækul]]slag og fire stolpehuller. Trkulslaget er ældre end gravene og stamme fra en brændt træbygning, som stolpehullerne var en del af. En [[kulstof 14-datering]] af kullaget viste, at det var 56 % chance for, at det stammede fra perioden mellem 860 og 1060.<ref> Gulliksen, 1999.</ref> Senere har Paula Utigard Sandvik<ref> Sandvik, 2006.</ref> foretaget flere dateringer. Der er to dateringer af et brandlag fra 800-tallet. To skeletter og et brandlag er sandsynligvis fra 1000-tallet. Ved udgravning i krypten i 1867<ref> Stavangeren 17.4.1867.</ref> blev der bland andet fundet en tredobbelt spiralring af guld. Spiralringe var mest i brug i [[vikingetid]]en og tidligere.

* Lexow, Jan Hendrich: ''På oppdagelsesferd i Stavanger Domkirkens krypt'', udateret avisudklip – sikkert fra Stavanger Aftenblad tidligst fra 1958.

* Stige, Morten: ''Livstrekapitèlet? Bestiariet som kilde til Stavangerrelieffenes ikonografi'' i ''Bilder i marginalen, Nordiske studier i medeltidens konst'', Tallinn, 2006, s. 174-190 ISBN 978-9949-415-78-6

* [http://www.artemisia.no/arc/historisk/stavanger/stavanger.domkirke.html Om domkirkens arkitektur]

[[Kategori:Bygninger, konstruktioner og anlæg i Stavanger|Domkirke]]