Grønlandsk (sprog): Forskelle mellem versioner

 

Debatten i Grønland fokuserer imidlertid ikke kun på sådanne symbolske udtryk for de respektive sprogs status, men også praktiske situationer i hverdagen, hvor grønlændere, der kun i ringere grad behersker dansk, ikke har de samme muligheder for at blive betjent som andre borgere, hvis de ikke kan få adgang til at tale med en grønlandsksproget. I medfør af et tillæg til [[forvaltningsret|sagsbehandlingsloven]] har borgere krav på at blive serviceret af den offentlige forvaltning på det sprog, de ønsker,<ref>§7a har været i kraft siden 1999: "Den, der er part i en sag, kan

 

Det er ikke kun grønlændernes manglende kunnen på dansk, der er omdebatteret, men også det forhold, at kun få danskere kan grønlandsk.<ref name="grundbog eskimologi 100">{{cite book|first=Inge|last=Kleivan|title=Inuit, kultur og samfund: En grundbog i eskimologi|chapter=Sprogdebatten|pages=100|publisher=Systime|location=Aarhus|isbn=87-616-0038-5}}</ref> Når man ser på, hvorfor grønlænderne er bedre til dansk end danskerne til grønlandsk, er der flere forhold, der må tages i betragtning. Selvom dansk først blev først obligatorisk som fag i grønlandske skoler i [[1925]], er der siden [[50'erne]] almindeligt blevet undervist på dansk i nogle eller alle fag, ikke kun grundet ønsker om danisering men også på grund af mangel på grønlandsklærere og en elevfremgang, som er overgået udbuddet af lærerkræfter. I [[60'erne]] blev udvalgte børn sendt på skoleophold i Danmark i et år og kom hjem med en høj tosprogethed og mulighed for senere at indtage nøglestillinger i det grønlandske samfund. Politisk set blev dansk imidlertid nedprioriteret som undervisningssprog i [[1979]] med [[Grønlands Hjemmestyre|Hjemmestyrets]] indførelse for blot senere at blive opprioriteret igen, da det blev klart, at dansk var en forudsætning for videreuddannelse.<ref name="grundbog eskimologi 100" />