De lange knives nat: Forskelle mellem versioner

Kravene mod Hitler om at inddæmme SA voksede. Konservative i hær, industri og politik lagde stadigt større pres på Hitler for at få mindsket SA's indflydelse og få grebet ind over for Röhm. Selv om Röhms [[homoseksualitet]] ikke gjorde ham vellidt blandt de konservative, var de mere bekymrede over hans politiske ambitioner. Hitler var stadig uafklaret og usikker på, hvad han præcis ønskede at gøre, da han tog til Venedig for at mødes med [[Benito Mussolini]] den 15. juni.{{sfn|Wheeler-Bennett|1967|pp=317–318}} Inden Hitler tog af sted, og på foranledning af præsidentens statssekretær [[Otto Meißner]], beordrede udenrigsminister baron [[Konstantin von Neurath]] den tyske ambassadør i Italien, [[Ulrich von Hassell]], til – uden Hitlers viden – at bede Mussolini om at sige til Hitler, at SA tilsværtede Tysklands gode navn.{{sfn|Wheeler-Bennett|1967|p=318}} Neurats manøvre til at lægge pres på Hitler virkede, da Mussolini indvilligede (Neurath var tidligere ambassadør i Italien og kendte Mussolini godt).{{sfn|Wheeler-Bennett|1967|p=318}} Under topmødet i Venedig kritiserede Mussolini Hitler for at tolerere vold, bølleadfærd og homoseksualitet i SA, hvilket, Mussolini udtalte, ødelagde Hitlers gode rygte over hele verden. Mussolini brugte affæren, som opstod ved mordet på [[Giacomo Matteotti]] som et eksempel på de problemer, uregerlige følgesvende kunne afstedkomme for en diktator.{{sfn|Wheeler-Bennett|1967|p=318}} Selv om Mussolinis kritik ikke overbeviste Hitler om at gribe ind overfor SA, bidrog den til at få ham til at gå i den retning.{{sfn|Wheeler-Bennett|1967|p=318}}

 

 

Som følge af konservativt pres for at få inddæmmet Röhm tog Hitler til Neudeck for at mødes med [[Paul von Hindenburg|Hindenburg]]. Blomberg, som havde haft møde med præsidenten, kritiserede helt usædvanligt Hitler for ikke at have grebet ind over for Röhm noget tidligere. Han meddelte herefter Hitler, at Hindenburg var tæt på at erklære undtagelsestilstand og overlade styret til Reichswehr, hvis Hitler ikke straks greb ind over for Röhm og hans brunskjorter.{{sfn|Wheeler-Bennett|2005|pp=319–320}} Hitler havde tøvet i måneder med at gribe ind over for Röhm, delvis på grund af Röhms stilling som leder af en national milits med millioner af medlemmer, men truslen om at erklære undtagelsestilstand fra den eneste i Tyskland med autoritet til at fjerne nazistyret betød, at Hitler måtte handle. Han forlod Neudeck besluttet på både at ødelægge Röhm og at gøre regnskabet op med gamle fjender. Både Himmler og Göring bifaldt Hitlers beslutning, da de begge havde meget at vinde ved Röhms fald – SS' afhængighed til Himmler og fjernelse af en rival til den fremtidige ledelse af hæren for Göring.{{sfn|Evans|2005|p=31}}