Stóra Dímun: Forskelle mellem versioner

'''Stóra Dímun''' er en ø på [[Færøerne]], der ligger midt mellem [[Sandoy]] og [[Suðuroy]]. Der er kun 8 indbyggere (2010) Der er en gård på øen. Gårdens drift er basseretbaseret på får. FårerneFårene slagtes i eget slagtehus.

Dímun er utilgængelig med klippekyster på alle kanter, med berghyldenbjerghylden Kleivin på sydsiden som eneste mulighed for opstigning fra havet. Opgangen består af trin udhugget i klippen og et rækværk, samt en kran med spil, der bliver brugt til at hejse varer og kreaturer op eller ned. Helikopterruten har gjort det betydeligerebetydelig lettere at bo på øen i nutiden. Indtil 1938, hvor man byggede et betonhus til [[færøbåd]]ene, var man nødt til at hejse bådene 100 m lodret op, og de blev så opbevaret i en dam ved gården, for at de ikke skulle tørre ud.

De stejle næs rundt om øen er Múlin, Breiðanes, Álvisnebbi, Nøvan og Grønaskor. Mellem Múlin og Grønaskor ligger holmen Øssursdrangur. DetDer er ialt 8 holme og skær, på ialt 0,01 km², rundt om øen.

På trods af utilgængeligheden harer Stóra Dímun altid blevet anset som en frugtbar ø, med gode græsarealer og rige fuglekolonier. Der er blevet drevet fangst på både fugle og deres æg i umindelige tider, og er fortsat i dag en binæring ved siden af kvæg- og fåreholdet på øen. Årlig er detder ca. 130.000 par havfugle på øen, herunder [[lundeLunde]] (40.000 par), [[Ride (fugl)|ride]] (36.900 par), [[Lille stormsvale]] (15.000 par), [[lomvieLomvie]] (29.600 individer) og [[tejstTejst]] (50 par). Årsagen til øens rige fugleliv er at øen er fri for [[rotte]]r. Man har forsøgt at udsætte harer, men de klarer sig ikke på egen hånd over en længere tid. I Julijuli 1808 blev Færøernes sidste [[gejrfuglGejrfugl]] fanget på øen.

Stóra Dímun har vært beboet sammenhængende siden [[landnam]]stiden. Hvem som først bosatte sig på øen er derimod ikke kendt. Men ifølge [[Færingesaga]] havde brødrene [[Brestir Sigmundsson]] og Breinir Sigmundsson (som havehavde deres hovedsæde på Skúvoy) en gård på Stóra Dímun. Det var senere på Stóra Dímun at Brestirs søn, Sigmundur Brestisson, som 9-åringårig så sin far blive dræbt. I [[middelalder]]en gik ejerskabet af øen over til kronen, men kom senere i privat eje igen. Gården var ganske stor, og for det meste boede der 20–25 personer fast der. Grunden til at der til tider var mange på øen, var at det kunne være svært at få tjenestefolk dertil, og at man derfor hvervede fattige fra andre bygder, som fik kost og logi for deres arbejde. Man tog også imod folk, der havde brudt loven, da derdet med tiden blev svært at få tjenestefolk om vinteren.

Kunstmaleren [[Díðrikur í Kárastovu]], som malede det ældste maleri man kender til fra Færøerne, blev født på Stóra Dímun i 1802. Han var søn af Søren Dideriksen fra [[Kollafjørður]], som sammen med to fra [[Sandoy]] var midlertidig forpagter på Stóra Dímun. Søren Dideriksen flyttedet sandsynligvis tilbage til Kollafjørður i 1807, da detder kom to brødre fra [[Sumba]] til Stóra Dímun, Janus og Sørin Olesen (eller Jens og Søren Olsen). Aftalen var at de skulle købe øen i fællesskab, men Janus snød Sørin og fik øen skrevet kun i sit eget navn. Sørin måtte flytte til Sandoy. Janus blev boende på øen, og han er stamfar til den nuværende slægt der, således at den nuværede ejer, Óla Jákup í Dímun, er syvende generation efter at han overtog gården i 1980 efter faderen Janus Úr Dímun.

* 1210. Færingesagaen fortæller, at Stóra Dímun var beboet fra ca. år 1210. I forbindelse med [[reformationenReformationen]] eksproprierede [[konge]]n den katolske kirkes ejendom, og [[Kongsbondekongsbonde]]n på Stóra Dímun fik den næststørste [[kongsgård]] på Færøerne efter [[Kirkjubøur]].

* 1923 blev den lille kirke, bygget af overvejende af sten og græstørv, revet ned.

* 1924. I juli var folk fra [[Suðuroy]] på besøg. Da gæsterne skulle begive sig på hjemvejen, tilbød Kongsbonden Ole Jacob Jensen at demonstrere for dem, hvorledes man bar sig ad med at "rane" [[æg]] i [[fjeld]]et. Han og hans kone fulgte så gæsterne ned til stranden, hvor de tog opstilling. En mand fra øen blev firet ned i line. Da han var nået helt ned, løste han æggeprillen (et sammenfoldet tørklæde, bundet om livet) af sig og smøg sig derpå ud af linen. Bonden åbnede prillen for at vise gæsterne, at man aldrig finder to [[lomvie]]æg af ens udseende. Bonden stod i midten med konen ved sin side. Medens dette gik for sig på stranden, var mændene øverst på bjergkanten begyndt at hejse den tomme line op. Da ville uheldet, at en bugt af linen gled henad over et fremspring, og en sten rev sig løs og dræbte Kongsbondenkongsbonden.