Sophus Schandorph: Forskelle mellem versioner

| billede_note = Sophus Schandorph med hustru, født Branner. Tegning fra [[1894]] af [[P.S. Krøyer]].]

I 1880 fik han årlig statsunderstøttelse som digter (den forhøjedes 1883, forhøjelsen trådte dog faktisk først i kraft 1887). Og fra nu af lod han omtrent sproglærervirksomheden fare. I stedet for udsendte han gennemsnitlig hvert år en bog, stundom kom der et år to eller tre. Han blev ved at skrive smådigte (Samlinger 1882 og 86), deriblandt meget smukke digte. Tonefaldet kan stadig, selv i begejstrede opsange, synes lidt kortåndet eller mut; men tonen er blevet kraftigere, myndigere. desuden dramatiserede han til københavnske privatteatre et par små og en stor fortælling (''Uden Midtpunkt'', Folketeatret, 1887) og fik spillet på [[Det Kongelige Teater]] to helaftens-lystspil (''Valgkandidater'' 1886, ''Hjemkomst'' 1893). Men fortrinsvis var og blev han fortæller. I hans ''Ti Fortællinger'' (1891), der består af to bøger fra 1879 og 82, have måske både hans burleske lystighed og hans bløde humor fundet det mest fuldkomne udtryk; særlig er det her lykkedes ham at finde en ganske usentimental form til hans hengivne respekt for livets opofrende, overbærende, nøjsomme slidere, for den slags korsdragere, som ikke et øjeblik falde på at føle deres kors. Blandt hans senere romaner eller store fortællinger lader ''Skovfogedbørnene'' (1884; 2. oplag 1894) til at have vundet flest venner. Efter at han i ''Et Aar i Embede'' (1883) havde fremstillet den brandesske bevægelse, afspejlet i en provinsby, var han vel så noget nær færdig med de betydningsfulde personlige oplevelser, der tillod ham at give romaner en vis historisk baggrund og relief. Han søgte undertiden at bøde derpå gennem iagttagelse (f.eks. af indremissions-bevægelsen), men han så næppe dybere eller nøjagtigere end så mangen udenforstående tilskuer. Med større held tilstræbte han nu og da afveksling ved at forlægge skuepladsen til udlandet og lægge den tilbage i tiden. Således har han i ''Den store Mademoiselle'' (''Fra Isle de France og fra Sorø Amt'', 1888) skildret [[Ludvig XIV’sXIV]]’s hofliv, og i romanen ''Poet og Junker'' (1892) digteren Alfieris Italien i sidste halvdel af det 18. århundrede.