|
Han fik da den indskydelse at forkorte vejen til en selvstændig og anset stilling i samfundet ved at gå i udenlandsk krigstjeneste, og da han kunne være sikker på, at hverken hans moder eller hendes mand, der med stor omhu tog sig af stedsønnerne, ville acceptere en sådan plan, løb han sin vej efter at have forsynet sig rigelig med rejsepenge af faderens beholdning. Broderen, som var fulgt med og vel endogså var den, som fra først af havde tilskyndet til flugt, fortrød snart, hvad han havde gjort, og skrev hjem fra [[Hamburg]], hvorefter han hentedes tilbage; men Johannes lod sig hverve til [[Preussen|preussisk]] [[husar]] og fortsatte sin rejse syd på med en skipper ad [[Elben]]. Det var i foråret [[1759]]; han tjente nogen tid som menig infanterist i den preussiske hær, men løb derpå over til [[Østrig|østrigerne]], da han følte sig bedraget ved ikke at være blevet husar. Efter halvandet års soldaterliv kom han tilbage til sit hjem, grundig kureret for sine drømme om en eventyrlig lykke, men vistnok samtidig svækket ved de unaturlige strabadser, som hans uudviklede og fintbyggede legeme havde været udsat for; den forfærdelige [[gigt]]sygdom, som senere ødelagde ham og i forbindelse med udskejelser medførte hans tidlige død, antoges at stamme fra denne tid.
== Tabet af ArenseArendse ==
Efter sin tilbagekomst færdiggjorde Ewald på forholdsvis kort tid sit embedsstudium; i sommeren [[1762]] blev han teologisk kandidat med bedste karakter, han blev forlovet med ArenseArendse og fik fribolig med stipendium på [[Valkendorfs Kollegium]]. Det synes nu at have været hans plan at søge en videregående videnskabelig uddannelse, sandsynligvis til en lærervirksomhed ved [[Københavns Universitet]]. Således kom han også til at kappes med jævnaldrende venner i lettere litterære sysler, uden at egentlig digterisk virksomhed fra først af synes at være kommet ham på tanke. Han skrev en afhandling om en guddommelig forløsers nødvendighed og et allegorisk stykke: ''Lykkens Tempel'', begge i stil med de emner og former, som [[Jens Schielderup Sneedorff]] havde indført i sin ''Patriotiske Tilskuer''. Han blev personlig bekendt med denne udmærkede forfatter, som opmuntrede og vejledede ham, men til stort tab for litteraturen og særlig for Ewald pludselig døde et par år efter ([[1764]]). Samtidig løstes forholdet til ArenseArendse, hvorefter hun ægtede en anden (hørkræmmer
Rasmus Riber), et brud, som bragte Ewald til helt at opgive sine tidligere planer for det borgerlige liv; han besluttede nu, siger han, "''at slentre Livet igjennem''".<ref>Johannes Ewald, ''Fortale (1780)'', i: ''Udvalgte digte'' (1999), s. 172. Findes på [http://www.adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgText.xsql?nnoc=adl_pub&p_udg_id=207&p_sidenr=172 Arkiv for Dansk Litteratur].</ref>
Når Ewald senere var tilbøjelig til at henføre sit livs ulykker til tabet af ArenseArendse, gjorde han sig dog utvivlsomt skyldig i en forveksling af årsag og virkning. Han tabte i virkeligheden sin ungdomselskede, fordi hans sind af naturen var ustadigt og hans vilje svag, og det var de samme fejl, som, yderligere udviklede, påførte ham hans andre ulykker. Efter at have anstrengt sig til det yderste i et par år med sine studier synes han at være faldet til ro i spredte og tilsyneladende hensigtsløse sysler, mens han samtidig sorgløst hengav sig til et muntert og uregelmæssigt ungdomsliv i selskab med ligesindede venner, gode hoveder og gode kammerater, men farlige for et menneske med hans lidenskabelige temperament. Og da nu samtidig hans geniale digteriske begavelse begyndte at bryde frem og foruroligede ham med sine gærende idéer og smertelige stemninger, kan det ikke forundre, at følelsen for ArenseArendse trådte i baggrunden, ligesom det på den anden side var naturligt, at hun, der, som han siger, var "''en dejlig, en fin og skarpsindig, en ædel, en majestætisk Arense''", <ref>Johannes Ewald, ''Levnet og Meninger''. Findes som elektronisk udgave på [http://www2.kb.dk/elib/lit//dan/ewald/levnet.dkl/08.htm Det Kongelige Bibliotek]</ref> under disse omstændigheder brød forholdet til den umandige bejler, der ikke forstod at skønne på hendes værd. Således som det kom, blev bruddet dog snarest en befrielse for digteren, der nu kunne hengive sig til sit kald uden noget ydre trykkende bånd eller nogen borgerlig forpligtelse, om det end samtidig gav anledning til, at han mere uforbeholdent hengav sig til sine udskejelser.
Først senere, da ArensesArendses ægteskab blev ulykkeligt og hans egen skæbne så hård, vågnede den første ungdoms rige følelse på ny og sønderrev hans hjerte med anger og sorg. Arense glemte heller ikke ham, og skønt hun senere omtalte ham med bitterhed, slap hun ham dog aldrig af syne og var blandt de venner, på hvis hjælp han altid kunne gøre regning.
== Adam og Eva ==
|
