Konstitutionelt monarki: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
No edit summary
Linje 13:
Danmark overgik fra enevælde til konstitutionelt monarki i [[1848]]-[[1849]].
 
Selve overgangen fra [[enevælde]] til folkestyre skete i fred og fordragelighedfredeligt. [[Christian 8.|Christian VIII]] havde i sin korte regeringstid ([[1839]]-[[1848]]) læst skriften på væggen. Han var Danmarks sidste enevælds konge, men tillod et begrænset by- og landskommunalt [[selvstyre]]. Christian VIII anbefalede sønnen [[Frederik 7.|Frederik VII]] at opgive enevælden, og da denne desuden ikke var synderligt interesseret i politik, underskrev han den [[5. juni]] [[1849]] [[Danmarks Riges Grundlov]].
 
{{QA-afsnit}}
 
Det konstitutionelle monarki begyndte i Danmark ved stadfæstelsen af den første grundlov. Den svækkedeindskrænkede kongens magt betydeligt.
 
* 1831 – De første rådgivende provinsialstænderforsamlinger indføres som en forløber for demokratiet.
* 1841 – De danske kommuner oprettes. De kaldtes dengang sogneforstanderskaber og svarer til vores kommunalbestyrelser.
* Der er opstået en demokratiseringsproces i Danmark.
* 1848 – Frederik d. 7. er blevet konge, og han er efter et folketog tvunget til at acceptere indførelsen af en fri forfatning. Han udnævner 22. marts 1848 et ministerium ledet af en premierminister, der skalherefter skulle bære ansvaret for kongen og sørge for, at en grundlovgivende forsamling bliver valgt og en fri forfatning vedtaget. Med kongens erklæring i statsrådet 22. marts 1848 blev han ansvarsfri. Hermed var enevælden i praksis ophørt.
* Grundlovsudkastet bliver skrevet med inspiration fra resten af Europa (især Belgien og Norge) af kultusminister D.G. Monrad og minister uden portefølje Orla Lehmann og ligger efter behandling i den grundlovgivende forsamling klar til underskrift den 5. juni 1849. Danmarks Riges grundlov gælder foreløbig kun Kongeriget og ikke Slesvig og Holsten.
* Grundloven giver bønder stemmeret trods godsejernes protester, og den anses af samtiden for at være meget demokratisk, fordi der i princippet er almindelig valgret til begge Rigsdagens kamre: Folketinget og Landstinget.