Aragonien: Forskelle mellem versioner

[[Alfons 1. af Aragonien]] erobrede i [[1118]] Zaragoza fra [[maurer]]ne og gjorde byen til rigets hovedstad. Ved giftermål blev Aragonien i [[1162]] forenet med Catalonien. Desuden erhvervedes landskaberne [[Roussillon]] og [[Montpellier]] (som i dag hører under [[Frankrig]]), således at Aragonien efter [[Castilien]] var halvøens mægtigste kristne rige. En tid havde Aragonien også magten over øerne [[Sardinien]] og [[Sicilien]]. Efterhånden erobrede Aragonien de nærliggende, mauriske kongeriger. I [[1238]] fik man Valencia, og i [[1343]] Balearerne. Peter IV,<ref>(Catalansk: Pere, IPA: [ˈpeɾə]; aragonesisk: Pero, IPA: [ˈpeɾo]; Spansk: Pedro, IPA: [ˈpeðɾo])</ref> (5. september 1319 – 6. january 1387) forsøgte først gennem en retssag at opnå herredømmet over [[Mallorca]], men erobrede øen i en [[krig]], inden sagen var afgjort. Da [[Ferdinand 2. af Aragonien]] i [[1469]] ægtede Kastiliens arving, [[Isabella 1. af Kastilien|Isabella]], blev grunden lagt til den forening af Aragonien og Castilien, som blev virkeliggjort, da [[Johan 2. af Aragonien]] døde i [[1479]].

Af alle [[Europa]]s stater var Aragonien den, der allerførst udviklede sig til et [[konstitutionelt monarki]].{{kilde mangler|dato=Uge 22, 2009}} Derfor er dets [[forfatning]]shistorie betydningsfuld for eftertiden. Kongens magt blev tidligt begrænset i forhold til en rigsdag ([[Cortes]]), der var delt i 4 [[Stand (samfundsgruppe)|stænder]] ([[gejstlighed]], [[højadel]], [[lavadel]] og byernes [[borgerskab|borgere]]). I [[1287]] måtte Kong Alfons 3. udstede det såkaldte "[[Unionsprivilegium]]", der betød, at Cortes skulle sammenkaldes hvert år i Zaragoza, og forsamlingen fik ret til at vælge kongens statsråd og kåre en anden konge, hvis han forfulgte noget medlem af Cortes med retssager uden stændernes samtygge. Ganske vist ophævede Peter 4. "Unionsprivilegiet" i [[1348]], men i stedet blev der indsat en myndighed, som stod mellem regering og folk, og som skulle udjævne alle stridigheder mellem kronen og stænderne.