Versionen fra 3. jan. 2013, 21:44 redigér Rmir2 (diskussion \| bidrag) 95.108 edits m indsat ekstern henvisning ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 3. jan. 2013, 22:09 redigér fjern redigering Rmir2 (diskussion \| bidrag) 95.108 edits →‎Afladshandel: udvidet (fra Salmonsen) Gå til næste forskel →
Linje 30: == Afladshandel == Afladshandel er et begreb, der stammer fra [[den romersk-katolske kirke]] i [[middelalderen]]. I korte træk gik det ud på, at man ved at købe '''afladsbreve''' af kirken, kunne slippe hurtigere gennem [[Skærsilden]], et sted hvor man efter sin [[død]] ville blive renset for alle sine jordiske [[synd]]er, inden man kunne fortsætte til [[Himmelen (religion)\|Himmelen]]. Salget af afladsbreve var en væsentlig bidragyder til kirkens økonomi i middelalderen, bl.a. finansieredes opførelsen af [[Peterskirken]] i væsentlig grad gennem afladshandel. Afladshandel var en skik, der udviklede sig i middelalderen. Korstogsbevægelsen havde fremmet afladsvæsenet, og snart uddeltes aflad i uhyre omfang, så at Innocens 3. så sig nødsaget til at forbeholde paven ret til at give fuldstændig aflad (i 1215). I det 13. århundrede udformede [[skolastik]]erne [[Alexander fra Hales]] og [[Thomas fra Aqvino]] afladslæren, og i det 15. århundrede blev afladshandel end mere almindelig, især da Nikolaus 5. i 1450 udstedte et opråb til kristenheden om at komme kongen af Cypern til hjælp mod tyrkerne og tillod, at afladspengene måtte bruges dertil. Ved hjælp af den nye bogtrykkerkunst udfærdigedes nu masser af afladsbreve, affattede på latin, rummende kundgørelse af aflad under nærmere fastsatte betingelser og med åben plads til køberens navn, der med blæk blev indført af afladskræmmerne (''quæstores eleemosynarum''), klerke, som i egenskab af pavelige legater forestod "handelen". Et af de allerældste afladsbreve, fra 1454, købt af en kannik ved Vor Frue Kirke i København, bevares endnu i "[[Nationalmuseet]]" i København<ref>faksimileret i Chr. Bruun: ''De nyeste Undersøgelser om Bogtrykkerkunstens Opfindelse''; 1889</ref> og er vist nok trykt af [[Gutenberg]] i [[Mainz]]. Afladshandel blev afskaffet af den katolske kirke i forbindelse med [[reformationen]] i [[16. århundrede\|1500-tallet]], ligesom aflad i det hele taget (og dermed også handel dermed) blev afskaffet i de [[protestantisme\|protestantiske]] trossamfund. I alle kristne lande virkede afladslegater, udrustede med omfattende myndighed til at "løse og binde", mægle og påbyde fred, endvidere med ret til at uddele doktorgrader og andre værdigheder. Rundt omkring i byerne rejste de kors med pavens våben og opstillede store jernkister, hvori køberne lagde deres penge. Aflad gjaldt mange slags synder, og vel krævede afladsbrevene [[anger]] og bekendelse hos modtageren, men virkningen af dette krav svækkedes, når legaterne dog havde takster for al slags overtrædelse. Foruden den egentlige aflad meddelte brevene ofte små fritagelser for kirkelige pligter, især lempelser i [[faste]]n; således kunde danske få tilladelse til at spise smør og ost i fastetiden ("''smørbreve''"). ~~Aflad i sig selv er stadig en del af den katolske tro, men man kan altså ikke længere købe sig til den.~~ ~~I Danmark bliver der ikke længere solgt aflad.~~ dsendelsen af de pavelige afladslegater begrundedes først ved påtænkte korstog mod tyrkerne, til sidst under Julius 2. og Leo 10. ved [[Peterskirken]]s opførelse. Fyrsterne tillod aflad imod selv at få deres del af indsamlingerne. Legaterne selv var oftere hensynsløse spekulanter, deres hjælpere, underagenter, bogtrykkere (der trykte brevene) og tjenere, ryggesløse personer. Sligt godkendtes selvfølgelig aldrig af pavestolen, og rettænkende katolikker, således [[Povl Helgesen]], så med sorg disse udskejelser. Afladslegater for Norden var: kardinal Raimund Perrauld (1501 og følgende år), Itzard Gravius (1510 og følgende år) og Johannes Angelus Arcimboldus (1516—19). Samtidig med, at Leo 10. sendte Arcimboldus til Norden, gjorde han ærkebiskop Albrecht af Mainz til overagent for Tyskland. Denne havde sine underagenter, blandt hvilke dominikanermunken Johan Tetzel ved sin færd kaldte [[Martin Luther]] frem og blev den ydre anledning til [[Reformationen]] i 1517. Også i Schweiz bidrog en "afladskræmmer", Bernh. Samson, til at føre Zwingli ind på hans reformatoriske bane. Den katolske modreformation greb kraftig ind: afladshandel hørte straks op, og på Tridentinermødet blev den forbudt.<ref>Salmonsen, s. 236f</ref> == Se også ==

Aflad: Forskelle mellem versioner