Michael Gottlieb Birckner: Forskelle mellem versioner

Men hverken sygdommen eller fattigdommen kunne kue hans kærlighed til friheden og hans mod til at træde i skranken for det, han holdt for sandhed. Da biskop [[Nicolai Edinger Balle]] i en skrivelse til kancelliet havde henledet dettes opmærksomhed på [[Malthe Conrad Bruun]]s ''[[Aristokraternes Catechismus]]'', lod Birckner ham i et lille anonymt skrift i [[1796]] høre ilde, fordi biskoppen efter hans mening her spillede politimesterens rolle; og senere forsvarede han i et andet [[flyveskrift]] sin kritik af Balles "Denunciation". Det var dog kun forpostfægtningen før den store kamp for trykkefriheden, som han førte med åbent visir. Allerede i sin første afhandling om trykkefriheden havde han vist, at der ikke var grund til at glæde sig over, at forfatterne ved Reskriptet af 3. December 1790 var "slupne fra Geniets Gehenna paa Gammeltorv", i det pressesager var blevet taget bort fra politiets Myndighed og henlagte under landets domstole. Der var endnu ingen lovhjemlet trykkefrihed i Danmark, og for den tog han ordet både i sin første afhandling og i sit hovedskrift, ''[[Om Trykkefriheden og dens Love]]'', der udkom [[1797]].

 

 

Birckner kræver imidlertid ikke blot frihed til at behandle statens sager; i religionens og religionsfrihedens navn kræver han også trykkefrihed til drøftelsen af alle religiøse spørgsmål. Det hører til "Naturens Gang og Forsynets Plan", mener han, at den religiøse og moralske sandhed udbredes ved gæring; og det ville være spildt umag, om en stat ved forbud og tvangslove ville søge at hindre gæring i religionssager. Dog bør trykkefriheden også have sin grænse. Det må ikke være tilladt direkte at opfordre medborgere til med fysisk magt at kuldkaste eller forandre forfatningen eller til at modsætte sig regeringens og de offentlige autoriteters handlinger; og det bør heller ikke være tilladt at blande sig i nogen privatmands private handlinger eller huslige Liv.