Krevo-unionen: Forskelle mellem versioner

[[Billede: Union of Krewo.jpg|thumb| DokumentDokumentet, der blev undertegnet i [[Kreva]] den 14. Augustaugust 1385]]

I snæver forstand, er '''Unionen i KrewoKrevo-unionen''' eller '''KrėvaKrevo-dokumentet''' (også kaldet '' Unionen i KrevoKreva'', eller ''Kreva-dokumentet'') en [[ægtepagt]] indgået på borgen [[Kreva]] borgi [[Hviderusland]] (dengang [[Ruthenien]]) den 14. august 1385 af [[Jogaila]], [[Storfyrste af Litauen|storfyrsten af Litauen]] til[[Jogaila]] gengældsom forudsætning for indgåelse af ægteskab med den mindreårige regerende dronning [[Jadwiga af Polen]]. Aftalen er af meget begrænset omfang, og i historieskrivningen dækker udtrykket "Unionen i Krevo-unionen" ofte ikke kun over dette bestemte dokument, men også begivenhedernede øvrige begivenheder i Polen og Litauen 1385-1386, som helhedførte til foreningen af de to lande.<ref Name=ki/> Dvs. forhandlingerne i 1385, da Jogaila konverterede til kristendommen, og blev gift med Jadwiga, og blevhans kronetkroning til [[konge af Polen]] i 1386. Foreningen af de to kroner var et afgørende øjeblik i både [[Polens historie]] og [[Litauens historie]], detda personalunionen markerede begyndelsen til fire århundreders fælles historie mellem de to nationer. I 1569 voksede der med den [[polsk-litauiske union]] voksede en ny stat frem, det [[polsk-litauisk statsforbund]], der varedebestod indtil [[Polens tredje deling]] i 1795.

[[Ludvig I af Ungarn]] og [[Polen]] døde den 13. september 1382. Da han kun havde to overlevende døtre, [[Maria af Ungarn|Maria]] (født ca. 1371) og [[Jadwiga af Polen|Jadwiga]] (født ca. 1371.) og (født ca. 1373), stod Polen stod over for en successionskrise. Kandidaterne til tronen omfattede Marias forlovede [[Sigismund af Luxembourg]], [[Siemowit IV, hertug af Masovien]] og [[Władysław Opolczyk]]. Maria og hendes forlovede blev afvist af de polske adelsmænd, som ikke ønskede at fortsætte [[personalunion]]en med [[Kongeriget Ungarn]].<ref Name=da94/> deDe polske adelige stredes med hinanden, og en kort borgerkrig brød ud i [[Storpolen]]. Til sidst, - efter lange forhandlinger med Jadwiga mor [[ElizabethElisabeth af Bosnien]], der var regent i Ungarn, - ankom Jadwiga til [[Kraków]] og blev kronet som [[konge af Polen]] (ikke som dronning af Polen for at understrege sin rettigheder til tronen) den 15. oktober 1384. Den nye monark havde stadig behov for en passende mand. Hun blev trolovet med [[Vilhelm af Østrig]], der i sommeren 1385 rejste til Polen i et forsøg på at fuldbyrde det foreslåede ægteskab og præsentere et modstanderne af østrigsk indflydelse for et ''[[fait accompli]]''. Det lykkedes ham at nå til kongeborgen [[Wawel]], men han blev fjernet med magt af polske adelsmænd. Det er uklart, om det lykkedes ham at fuldbyrde ægteskabet, men forudindtagede østrigske kilder fortsatte med at beskylde Jadwiga for [[bigami]]. <ref Name=iv284/> Højadelige fra [[Lillepolen]], - herunder [[Spytek af Melsztyn (død 1399)|Spytek af Melsztyn]], [[Jan Tarnów]] og Jan Tęczyński - foreslog Jadwiga gift med [[Jogaila]], [[storfyrste af Litauen]].

Storfyrst [[Algirdas]] døde i 1377 og efterlod tronen til sin søn [[Jogaila]]. Han arvede en stor stat, beboet af [[hedenske litauere]] og [[ortodokse]] fra [[Ruthenien]]. I detde sidsteforegående århundredehundrede år havde litauerne forsvaret sig mod DEnDen [[Tyske Orden]], en korstogsordenkorsfarerorden dedikeret til konvertering af Storfyrstendømmet til katolicismen. Jogaila forstod, at omvendelsen var uundgåelig og søgte efter de bedste muligheder. [[Dubysa-traktaten]] af 1382 med ridderne omfattede bestemmelser for Jogailas omvendelse inden for fire år <ref>{{harvnb|Kiaupa|2000|p=127}}.</ref> Imidlertid blev traktaten aldrig ratificeret af Litauen. Accept af kristendommen fra en mangeårig fjende var farligt, upopulært og kunne skubbe Litauen ind i afhængighed af ridderne. I 1384 udforskede Jogaila en anden mulighed, fremsat af [[Storfyrstendømmet Moskva]] og formidlet af hans ortodokse mor [[Uliana af Tver]]: Konvertering til ortodoksi og giftermål med Sofia, datter af [[Dmitrij Donskoj]] af Moskva.<ref>{{harvnb|Ivinskis|1978|p=280}} </ref> Men for middelalderens katolikker var ortodokse ikke stort bedre end hedninge. Derfor ville en sådan konvertering ikke beskytte landet mod de tyske angreb. EnDen tredje mulighed, der blev forelagt af polske adelige, var foreningen med det katolske Polen via en personalunion, hvorved Litauen undgik de store faldgruber i både dedet tyske og moskovitiske forslag <ref>{{harvnb|Ivinskis|1978 | p = 281}}.</Ref>

Forholdet mellem Polen og Litauen var ikke særlig venligt. De to stater havde dog været allierede før, da Jogailas tante [[Aldona af Litauen]] var dronning af Polen mellem 1325 og 1339 <ref name=da94> {{harvnb|Davies|2005 |p = 94}}.</Refref> Polen og Litauen kæmpede derefter mod hinanden i den årtier lange [[GalicienGalizien-Volhynien krig]], men såsamfundseliten ogsåi begge riger så også muligheder for i fællesskab at genvinde landlandområder tabt til Ungarn og betragtede Den [[Tyske Orden]] som denen fælles fjende <ref>{{harvnb.|Ivinskis|1978| pp=282-283}}</ref> Det er ukendt, hvem der foreslog Jogaila som den rette for Jadwiga og hvornår det skete. MeetMeget tyder imidlertid på, at planlægningen og forhandlingerne kunnekan havevære startetbegyndt så tidligt som 1383. For eksempel angreb Jogaila [[Siemowit IV, hertug af MasoviaMasovien]], da han fremsatte krav på den polske trone <ref name=iv282>{{harvnb|Ivinskis|1978 | p =282}}.</Refref>Litauiske udsendinge deltog i JadwygasJadwigas kroning i efteråret 1384, og på dendette tidtidspunkt blev JogailaJogailas kandidatur almindeligt kendt.

I midten af 1385, sendte Jogaila en officiel delegation til Polen. Den omfattede hans bror [[Skirgaila]], hertug Boris (muligvis hans fætter og søn af [[Karijotas]]), og købmanden Hanul <ref>{{harvnb|Ivinskis|1978|p = 283}}.</Refref> Hanul hjalp Jogaila med at generobre [[Vilnius]] under den [[litauiskeLitauiske borgerkrig (1381-1384)]] og repræsenterede interesserne frahos købmændenestorkøbmændene, der så et stort handelspotentiale mellem Polen og Litauen <ref name=iv284> {{harvnb.|Ivinskis|1978|p=284}}</ref> Repræsentanterne dukkedemødte først op hos de polske adelsmænd i [[Krakow]] og derefter hos Jadwigas mor dronning Elizabeth,Elisabeth Jadwigasaf mor,Ungarn i [[Buda]]. En polsk delegation - to af ElizabethsElisabeths udsendinge og tre polske adelsmænd - blev sendt til Litauen <ref name=iv284/> Ved returneringen af den litauiske delegation,delegations tilbagekomst fik Jogaila skriftligt bekræftet alle de løfter, der ervar foretaget på hans vegne i Polen. Denne bekræftelse er i dag er kendt som Krevo-unionen.

Det 560 ord lange dokument er rettet til dronning ElizabethElisabeth og den polske delegation <ref name=ki>{{harvnb|Kiaupienė | 2002}}.</Refref> Jogaila beskrev kort den litauiske delegations mission, og til gengæld for ægteskabet med Jadwiga, blev deenigede polske og litauiske forhandlere enige om følgende:

* [[KrristningKristning af Litauen]]: konverteringKonvertering af den hedenske Jogaila, alle [[litauiske adelige]] og alle [[hedenske litauere]] til den [[romersk-katolske kirke|katolicismen]].

* Betaling af erstatning på 200.000 floriner til [[Vilhelm, hertug af Østrig]] for opsigelse af trolovelsen mellem Jadwiga og WilliamVilhelm.

* ReturneringTilbageivelse af alle landelandområder tabt i krigekrig til Polen. Dette skergælder især for territorierde områder i [[Røde Ruthenien]], som af [[Ludvig I af Ungarn]] blev knyttet til Kongeriget Ungarn.

* Frigivelse af alle kristne krigsfanger som indehavesblev holdt fangne af litauerne.

DetDokumentet var garanteret af seglene fra Jogailas brødre [[Skirgaila]], [[Kaributas]], [[Lengvenis]] og deres fætter [[Vytautas]]. <ref Name=ki/> Fordi dokumentets indhold kun er garanteret af den ene part, har den litauiske historiker [[Jurate Kiaupienė]] konkluderet, at foreningen ikke kunne have været en afsluttende international traktat, og at der burde have været et andet dokument til at færdiggøre aftalen.<ref name=ki/>

Den 11. januar 1386, mødte en polsk delegation Jogaila i [[Vawkavysk]]. ogDe præsenterede ham for en forud for kongevalget indgået pagt, og erklærede, at den polske adel var enige om at vælge ham som deres nye konge.<ref Name=ju114> {{harvnb|Jučas|2000|p = 114}}</ref> Valget blev afholdt den 1. februar i [[Lublin]]<ref>{{harvnb|Ivinskis|1978|p=286}}</ref> På denDen 12. februar ankom Jogaila og hans slægtninge til [[Kraków]]. ogTre dage senere blev de døbt af biskop [[Bodzanta]], der var biskop iaf Gniezno, tre dage senere i [[Wawel-katedralen]] <ref>{{harvnb.|Davies|2005 | p = 95}}</ref> JogailaJogailas nye døbenavn Wladislaus blev valgt til ære for Jadwigas oldefar kong [[Władysław]], den næstsidste [[Piaster]]. Jogaila blev gift med Jadwiga den 18. februar og blev kronet ''[[jure uxoris]]'' som konge af Polen den 4. marts. <ref Name=ju114/>Vilhelm af Østrig og Den Tyske Orden hævdede, at ægteskabet ikke var bekræftet af pave [[Urban VI]] (1378-1389), men hans efterfølger [[Bonifacius IX]] (1389-1404) erklærede det legitimt lovformeligt.<ref>{{harvnb|Jučas|200|p= 116}}</ref>

LigeUmiddelbart efter ægteskabet og kroningen mrcheredemarcherede JadwigaJadwigas og [[Vytautas]] hære til [[Galicien (Østeuropa)Galizien]], hvor de besejrede ungarske styrker og sikrede sig 97.000 km2 i det vestlige [[Podolien]] <ref>{{harvnb|Jučas|2000|p=115}}.</ref> Jogailas ældste bror [[Andrej af Polotsk]], Jogailas ældste bror, brugtebenyttede hans fravær til at forny kampkampen om tronen i Litauen. Andrej angreb sydøst for [[Polotsk]], mens hans allierede i Den [[Liviske Orden]] angreb selve [[fyrstendømmet Litauen]], og Svjatoslav af [[Smolensk]] angreb [[Mstsislaw]]. Oprøret blev dog hurtigt kvalt.

Ved udgangen af ​​1386 vendte Jogaila tilbage til [[Vilnius]] for at udførefuldføre sit andet løfte - at konvertere Storfyrstendømmet til katolicismen. Han medbragte nogle præster, der etablerede de første syv sogne, og ifølge [[Jan Długosz]], oversatte han selv personligt [[Fadervor]] og den [[apostolske trosbekendelse]] til [[litauisk]].<ref>{{harvnb|Ivinskis|1978|p=288}}</ref> nyomvendteNyomvendte blev døbt i [[massevis]] efter meget lidt undervisning, og blev derefter tildelt uldskjorter, densom belønning. Den hast, kristningen skete med, blev senere kritiseret af [[Konstanz-koncilet]].<ref>{{harvnb|Jučas|2000|pp=126-127}}.</ref> Den 17. februar 1387 dekreterede Jogaila, at han ville bygge [[Vilnius-katedralen]] og androg Paven om at etablere [[Vilnius stift]], som han belønnede med jordbesiddelser i [[Tauragnai]], [[Labanoras]], og [[Moletai]] .<ref>{{harvnb|Jučas|2000|p = 120}}</ref> To andre privilegier, udstedt den 20. februar og 4. marts 1387, tildelte adelige, der ville konvertere til kristendommen, nye rettigheder og tildelte [[Magdeburg rettigheder]] til Vilnius. Dette fungerede ikke alene som et incitament til konvertering, men udlignede også forskellene mellem adelens rettigheder i Polen og Litauen <ref>{{harvnb|Jučas|2000|p=122}}.</ref>

Jogaila efterlod sin bror [[Skirgaila]] som regent i Litauen. Han viste sig at være upopulær, og den litauiske adel brød sig ikke om den voksende polske indflydelse i statenstatens styre. [[Vytautas]] benyttede lejligheden til at forny sin kamp for magten, og den [[litauiskeLitauiske borgerkrig (1389-1392)]] brød ud. Dette blev løst med [[Ostrów-aftalen]] - Vytautas blev storhertug af ​​Litauen, mens Jogaila beholdt rettighederne som overherre. Vytautas førte uafhængig indenrigspolitik og udenrigspolitik, men samarbejdede med Jogaila. Et berømt eksempel på det polsk-litauiske samarbejde var den afgørende sejr i [[Slaget ved Grunwald]] (1410) mod Den [[Tyske Orden]]. PolskDe polsk-litauiske forbindelser og Vytautas uafhængighed blev formaliseret afmed [[Unionen mellem Vilnius og Radom]] (1401) og [[Horodło-unionen]] (1413). Således bevarede storhertugdømmetstorfyrstendømmet Litauen sin suverænitet. Først [[Lublin-unionen]] (1569) skabte en permanent union mellem Kongeriget Polen og Storfyrstendømmet Litauen, hvorefter forbundsstaten [[detDet polskPolsk-litauiskLitauisk statssamfundStatssamfund]] blev etableret. Endelig erklærede [[forfatningen af 3. maj 1791]], at begge stater var en enhed, om end dette blev opsagt i med ændringsforslaget af 20. oktober ([[Gensidig Garanti for To Nationer]]). I 1793-1795 blev de to lande adskilt ved [[Polens tre delinger|Polens 2. og 3. deling]], hvorefter de tilbragte næsten hele det 19. århundrede under Rusland, som administrativt adskiltadskilte provinser. I det tidlige 20. århundrede, etableredeopnåede begge dereslande uafhængighed, og siden da har de ikke været del af den samme stat.

Indtil opdagelsen af ​​det originale dokument i 1835 i et register i arkiverne hos Krakows domkapitel, var Krevo-unionen ukendt, for normalt blev vigtige statslige dokumenter arkiveret påi kronarkivet. Det blev heller ikke omtalt i nogen samtidige dokumenter eller citeret af middelalderlige historikere,; ingen krøniker eller andre skriftlige kilder nævntefra perioden nævner mødet i august 1385Kreva i Kreva.august 1385.<ref Name=ki/> Dette førtefik deni litauiske1975 amerikanskden litauisk-amerikanske advokat Jonas Dainauskas til at sætte spørgsmålstegn ved dokumentets autenticitet i 1975. Men hans påstande har fået meget lidt videnskabelig støtte <ref>{{harvnb|Jučas|2000|p=110}}.</Refref>

Ordet'' applicare'', der beskriver det fremtidige forhold mellem Polen og Litauen, varer det som skabtehar skabt mest polemik og akademisk debat. Det latinske udtryk har ikke ennogen juridisk definition og er muligvis blevet bevidst valgt for sin vaghed. Udtrykket er underlagt omfattende fortolkninger, der kan opdeles i tre hovedkategorier: <ref>{{harvnb|Jučas|2000|pp=111-114}}</ref>

* Litauen ophørte med at eksistere som en suveræn stat og blev en provins i Polen. Denne fortolkning blev forsvaret af de polske historikere [[Feliks Koneczny]] (1862-1949), [[Anatol Lewicki]] (1841-1899), [[Henryk Łowmiański]] (1898-1984), og [[Ludwik Kolankowski]] (1882-1956). Dette synspunkt blev for nylig fortolketnyfortolket af [[Oskar Halecki]] (1891-1973), der hævdede, at Litauen blev inkorporeret i Polen fra 1386 til 1401, og derefter blev Polens len til 1440.

* Litauen blev et [[len]] iunder Polen. Dette synspunkt blev indførtfremlagt vedaf [[Jan Adamus]] (1896-1962) i 1932 og støttet af [[Henryk Paszkiewicz]] (1897-1979) og i nogen grad af Oskar Halecki. Deres hovedargumenter var, at i virkeligheden kunne sådan en stor stat ikke pludselig blevblive en provins, og at Storhertugdømmet reelt bevarede de fleste af de elementer, der kendetegner et suverænt land.

* Litauen og Polen blev forenet i en [[personalunion]]. Dette synspunkt blev indførtfremsat af de litauiske historikere [[Adolfas Šapoka]] (1906-1961) og [[Zenonas Ivinskis]] (1908-1971). De fremførtehævdede, at Polen og Litauen kunudelukkende blev forenet af en fælles monark.